Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Fantastisk visuelt design
Stor variation mellem banerne
Solid co-op
Venligt, varmt og farverigt
Amiibo understøttelse virker lidt påklistret
Køb Yoshi’s Woolly World hos vore partnere:
 

Woolly Yoshi
Hvis du tænker tilbage på de gode gamle Wii dage, så væltede der spil ud af træværket. Der var myriader af spil til den originale Wii og alle og enhver samt deres fætters hund var med på vognen og producerede en regulær syndflod af ofte deciderede elendige eller middelmådige spil (Casper’s Scare School: Spøgelsessportsdag, Hasbro Family Game Night… og det der er værre). Til Wii U er billedet lige omvendt. Væk er fætterens hund og de mange spil. I stedet får vi lange perioder uden nyudgivelser, men når Nintendo så endelig åbner for godteposen, så er det som regel velovervejet og velproduceret kvalitet de disker op med.

Yoshi’s Woolly World er en netop af de godbidder Nintendo har fodret os med hen over sommeren og som nævnt kan det uden for megen besvær spore sin stamtavle tilbage til Nintendo Wii spillet Kirby’s Epic Yarn. I Woolly World har den onde troldmand Kamek forvandlet alle Yoshi-dino-tingesterne til garnbolde – men han har heldigvis overset to – en rød og en grøn. Som du nok allerede har gættet skal disse to redde alle deres venner og besejre Kamek før det er fyraften. Det er et plot og en historie med kompleksitet som en pixiebog, men det gør i virkeligheden ikke så meget, for det er næppe kompleks dialog og et avanceret pot, der får folk til at købe et Yoshi spil.

Klassisk gameplay med et twist af garn
Gameplayet vil være velkendt for enhver, der har spillet det klassiske Yoshi’s Island på SNES (men her slipper du heldigvis for at slæbe rundt på en baby Mario). Spillet byder på en lang række platformsbaner (fordelt på en række verdner), hver med deres unikke særpræg, der gør hver eneste bane til en ny og underholdende oplevelse. Kombineret med den meget specielle visuelle stil, hvor alting tilsyneladende er lavet (strikket?) af garn, er det med til at give Woolly World masser af charme og personlighed – også selvom det i bund og grund ”bare” er endnu et platformspil.

Alle de klassiske Yoshi tricks er genbrugt i Woolly World og der er kommet lidt nyt til her og der. Yoshi kan som altid bruge sin tunge til at fange fjender og spytte dem som projektiler efter andre modstandere. Hans klassiske ”flutter” spring vil vække begejstring hos nostalgikere. Der er som altid masser af skjulte bonusser og power-ups at finde, der blandt andet kan forvandle Yoshi, så han får ekstra egenskaber. Det specielle design, hvor banerne og alle objekter er lavet af garn, er bestemt ikke kun til pynt. Yoshi kan hive i tråde og finde skjulte området, ”strikke” nye platforme og på andre måder interagere med de strikkede omgivelser. Udviklerne har været særdeles kreative og det er igen med til at give banerne et unikt præg og holde spiloplevelsen ny og frisk.

Som i mange andre af Nintendos Wii U spil, er der i Woolly World også mulighed for at spille co-op sammen med en ven (hvis du altså har en af den slags). Det fungerer for det meste ganske godt og som så mange andre ting her i livet, er Woolly World sjovere når man er to – i hvert fald indtil du når til de mere udfordrende baner, der kræver millimeter præcise spring. Her kan spillerne let ende med at gå i vejen for hinanden og mange unødvendige dødsfald kan hurtigt blive resultatet. Desværre er det ikke nær så sjovt som det totale overgearede multiplayer kaos i Super Mario 3D World, men det er stadig en fin ekstra feature, som du helt sikkert kommer til at spille rigtig meget.

”Ulden” grafik
Udover det imponerende varierende og opfindsomme banedesign er det naturligvis den visuelle stil, der er stjernen i Woolly World. Det er intet mindre end imponerende at se et helt spil, hvor karakterer, baggrunde og omgivelser er skabt af så det mest af alt ligner noget din mormor har strikket. Det er nuttet. Det er sjovt. Og det er farverigt. Rigtig farverigt endda! Det er med andre ord alt hvad du kunne forvente af et varmt og venligt Nintendo platformspil, med den lille krølle på halen at alting er strikket.

Så Yoshi er inde i varmen igen og det er vi sikkert mange der er rigtig glade for. I hvert fald hvis spillene han fremover optræder i er lige så gode som Yoshi’s Woolly World. Der er masser af underholdning i spillets single player, der endda byder på en ”mellow mode”, hvis du ikke gider alt for mange svære udfordringer og en solid multiplayer for de mere sadistiske spillere. Der er en fin understøttelse af din amiibo samling (hvis du er en af dem der har sat din samlede opsparing i den slags) og der er masser af skjulte bonusser at søge efter.

Alt i alt et solidt sommerhit til din Nintendo Wii U, som du absolut bør kigger nærmere på, hvis du er en af de få og rå, der stadig ikke har pakket Wii U konsollen ned og sat pakken på loftet.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).