Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Violence
PositivtNegativt
Mange timers underholdning
God historie
Fantastisk grafik og stemningsfyldt lydspor
Manglende tutorial
Klodset styring af Batmobilen
Køb Batman: Arkham Knight hos vore partnere:
 

For gamle kendere af de tidligere to spil venter der ikke et stort chok, når man for første gang tager kontrollen over den kappeklædte helt i Batman: Arkham Knight. Knapperne er velkendte, og slagene og krumspringene sidder i fingrene hos folk, som ikke har spillet andet, siden sidste spil udkom. For os andre dødelige med en kort hukommelse og en hang til utrolige mængder af forskellige spil i konsolmaskineriet så falmer den initiale gensynsglæde en smule. Den klassiske tutorial-del er fravalgt.

Jeg gad godt være flue på væggen til det møde hos Rocksteady, hvor en ansat høj på for store mængder koffein og sukkerholdige basser kom med den berusede ide at udlade en stund i starten af spillet til at genopfriske gamle eller udstyre nye spillere med de basale færdigheder. For mig sænkede det lidt oplevelsen i starten, med det blev reddet fra det direkte pinlige af små hint og råd hen ad vejen. Dette er primært skrevne råd og vejledning og træder i mine øjne langt fra i stedet for en solid intro af kombinationerne og de små finesser i kampsystemet.

Lad os se det i øjnene - det meste af kernen i action-delen af Batman-spillene er en banken på knapper for at få vores helt til at danse rundt blandt mængder af fjender. Der findes ganske vist afbræk i form af snigeopgaver med mere. Denne knap-bashing kan med lidt undervisning gå i retning af en elegant ballet, hvor dine velovervejede trykken på knapperne i en nærmere instrueret kronologi giver en dybere og mere tilfredsstillende spiloplevelse.

Denne grad af fordybelse kommer dog snigende automatisk efter de første par timer i selskab med spillet. Hele oplevelsen afvikles i tredjepersonsperspektiv, ganske som de foregående spil, og nyhederne i Arkham Knight skal findes et ganske andet sted. En af de første er selvfølgelig en ny historie. Batman står nu over for Scarecrow, og han truer uden svøb med at detonere en bombe fyldt med skræk i form af en angstfremkaldende gas midt i byen. Det får klogeligt befolkningen til at flygte, og byen efterlades til kaos og besættelse af Scarecrows håndlangere. Hvis ikke angstprovokerende komprimerede luftarter er truende nok, så har Scarecrow slået pjalterne sammen med den ganske ukendte og mystiske Arkham Knight. Der er rigelig med god historiefortælling, og man kan springe med på vognen uden et dybere kendskab til de foregående spil.

Ud over Scarecrow og Arkham Knight består persongalleriet af en bred vifte af gamle kendinge, og det hele virker spændende og overraskende. Tempoet i historien er skiftende fra roligt og eftertænksomt – til flyvespark og action-scener i det helt rette blandingsforhold. Dette er endda krydret med passende checkpoints, så man aldrig oplever at sidde uhjælpeligt fast på normal sværhedsgrad.

Endnu en tilføjelse er Batmobilen. Da jeg læste om denne før udgivelsen, fik jeg gamerdrømme om et GTA V-lignende spil, hvor Batman drøner rundt og redder Gotham City. Det resultat, som afspillede sig på min fladskærm under bedømmelsen af spillet, er desværre ikke i denne vejbane. Det første, som fik mig til at brumme lidt utilfreds, var styringen af denne mobile gadget. Speederen sidder, som den skal på højre trigger, men til min gentagende irritation så er bremsen ikke placeret på venstre trigger - her sidder derimod omdannelsen til en kampvognslignende enhed. Dette fik alt for mange gange min gamle og åbenbart halvdemente gamer-hjerne til at ende et skarpt sving med at omdanne Batmobilen til kampenhenden for straks derefter at smadre ind i nærmeste mur.

Efter de første par buler i bilen, så fandt jeg dog frem til bremsen, men kontrollen virker stadig en smule ulogisk selv langt inde i spillet. Det er fantastisk at drøne rundt i denne potente sorte drengedrøm, og eneste ekstra malurt i bægeret er balancen mellem hastighed og følsomhed i styringen. Vognen kommer hurtigt op i fart, men selv speedfreaks vil finde en ærgrelse i den manglende detalje i styringen. For at undgå direkte ulykker kan man skifte til kampenheden, som i bedste robotstøvsugerstil kan bevæge sig i alle retninger uden de store problemer. Men jeg tvivler på, at det er tænkt sådan af udviklerne.

Når man trættes af historien i denne store åbne sandkasseverden, så kan man hygge sig med sidemissioner eller de velkendte Riddler-udfordringer. Disse startes dog i denne titel med nogle solide udfordringer, som skal udleves i batmobilen. Det var tæt på at koste mig lysten til at pille ved flere af disse udfordringer, da der blev krævet ekstrem præcision. Overlever din kontroller de første par raserianfald og slag mod væggen på dit gamer-værelse, så åbner disse udfordringer sig dog op og bliver helt menneskelige – og noget man kender og elsker fra de to andre spil i trilogien.

Der er flere missioner i såvel hoved- som bihistorien, hvor man skal bruge de små grå og tænke sig igennem udfordringerne. Dette ender typisk med et godt slagsmål, men før dette skinner spillet virkeligt igennem. Der er scener, hvor man synes at være endt i en blindgyde på gåben. Her kan man så fjernstyre batmobilen, som har en smule mere power og udstyr – hvorefter småting som vægge og bygninger jævnes med jorden efter behov. Det er genialt og meget tilfredsstillende at løse disse små puzzle-dele. I andre scener igen skal man nærmest bygge et landskab således, at batbilen kan komme med og eksempelvis bistå mod Scarecrows pansrede kampenheder.

Hvis vi slutvis skal vende grafik og lyd, så er dette en særdeles velpoleret oplevelse. Batmans spring til denne generation af konsoller er i den grad bestået. Det er direkte smukt, når man sidder på et tag i denne mørke by og ser regnen prelle af batdragten oplyst i måneskæret. Lydsporet fangede mig allerede i en af de første sekvenser, hvor Frank Sinatras ”I got you under my skin” bragede ud af mit headset. Det er en stilfuld start. Dette blev efterfulgt af en flot underlægning og en veltilrettelagt lydoplevelse.

Der, hvor spillet vinder er, når man sidder på et af byens tage og udtænker, hvordan man mest strategisk nedlægger soldaterne på underliggende balkoner eller etager. Det er knivskarp og intelligent underholdning. Men desværre vinder titlen i mindre grad i andre passager, og dette mærkes eksempelvis, når man triller rundt i enhver drengerøvs vådeste gadgetdrøm – batmobilen. Men alt i alt er dette en værdig afslutning på en fantastisk spilserie. Jeg ville nok nedskalere de danske isvafler til mere moderate sodavandsis og herefter smide feriemønterne efter vores kappeklædte ven – selvom spillet på flere måder ikke helt når niveauet fra de tidligere.

Gamesector Anbefaler

Om Sebastian Reinhold Sørensen

Sebastian Reinhold Sørensen har gamet siden hans irriterende fætter fik klassikeren ”Pong”. Efter mange år med Commodore 16 og 64 gik han all-in på Commodore Amiga, og resten er historie. Efter en pause, mens Reinhold snappede en PhD-grad i mikrobiologi, så kom han tilbage til gaming og skriveriet. Han skriver her og andre centrale steder på nettet – og er altid frisk på at dele ord og oplevelser omkring spil.