Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Superflot grafik
Feeeede lydeffekter
Overdrevent voldeligt
Velfungerende story mode
Masser af variation og mange interessant game modes
Online-delen kører ikke altid 100% optimalt
Køb Mortal Kombat X hos vore partnere:
 

Mortal Kombat-serien har på 23 år bevæget sig fra udelukkende at være tilgængeligt på grillbaren til nu at dominere på især konsollerne. Serien har en fast kerne af inkarnerede fans, en masse spillere, der køber en udgivelse engang imellem og så findes der også dem, der foretrækker andre kampspilsserier som Street Fighter, Dead or Alive osv.

Mortal Kombat-serien ligner grundlæggende sig selv. Du og en modstander (enten en levende eller en CPU-styret) kæmper i 2D mod hinanden, og det gælder som sædvanligt om at banke hinanden til plukfisk. På sædvanlig vis er også Mortal Kombat X ekstremt voldeligt, og de såkaldte "fatalities" - specielle finishing moves, som du kan bruge til at afgøre kampen med - er om muligt endnu mere overdrevne end tidligere. På den absolut fede måde! Man bliver konstant overrasket over, hvor meget nyt udviklerne fundet på.

Foruden de sædvanlige 1-mod-1-kampe og practice mode byder Mortal Kombat X på en ikke uinteressant story mode. Her skal du naturligvis kæmpe mod modstander efter modstander, men kampene krydres af meget veloplagte og overdrevent actionfyldte mellemsekvenser, der ganske fortrinligt fortæller en lidt plat historie, som dog alligevel fænger, da den både er ganske klichéfyldt og samtidigt helt overdrevent voldelig. Story Mode er nok den del af spillet, jeg har brugt mest tid på, og da jeg hverken er den store kampspilsfan eller specielt dygtig til denne genre, passer Story Mode på en tilpas lav sværhedsgrad mig ganske fint.

Hertil byder Mortal Kombat X også på de velkendte tårne, hvor det i hvert tårn gælder om at nå til tops ved at besejre en ny modstander på hver etage. Også den såkaldte Krypt er tilbage i Mortal Kombat X og alt i alt må man sige, at offline-delen byder på masser af spilletid med god variation.

For de mere hardcore fighter-fans vil spillets online-del eller offline-del 1 mod 1 naturligvis omdrejningspunktet. Når netkoden kører, fungerer denne del fremragende, og jeg oplevede kun ganske få tilfælde af lag, hvilket jeg betragter som tilfredsstillende. Ellers er det jo helt klart noget, der er ganske utilgiveligt i især et kampspil. Fighter-genren er vel nok den spilgenre, der stiller de højeste krav til en fejlfrit afviklet netkode, og det er virkeligt irriterende, når spillet engang imellem ikke opfører sig ordentligt. Hvad der nok var den mest irriterende del af online-delen var, at jeg ofte blev matchet med modstandere langt over mit niveau, og ud af ca. 20 kampe lykkedes det mig kun at vinde en enkelt. En bedre matchmaking kunne være et ønske, men måske skyldes det, at jeg rent faktisk BLEV matchet med de dårligste, og at jeg bare stinker til Mortal Kombat!?

For at skabe mere liv omkring online-delen byder Mortal Kombat X på en udvidelse af tårnkonceptet i form af de såkaldte Living Towers, hvor du time for time bliver præsenteret for nye udfordringer. Denne del er ikke meget forskellig fra offline-delen, men den giver dog et frisk pift til spillet, da der hele tiden er noget nyt at udfordre sig selv med.

Mere interessant er nok den såkaldte Faction Wars-del, hvor du vælger en fraktion af kæmpe for. Herefter får du forskellige og varierede udfordringer, hvor du eksempelvis skal holde dig på jorden en hel kamp og vinde osv. Hver uge kåres den fraktion, der har klaret sig bedst med masser af belønninger til følge. Faction Wars er en ganske vellykket forsøg på at gøre spillet mere socialt og samle spillere på et nyt niveau.

Grafisk må Mortal Kombat X helt klart siges at have taget skridtet til den nye generation af konsoller med bravour. Animationerne flyder hurtigt og lækkert, der er virkeligt kølet for detaljerne i både karakterer, omgivelser og visuelle effekter og tilsat masser af vold og overdrevent fede fatalities, brutalities og X-Ray Moves gør Mortal Kombat X til en kanon oplevelse for visuelle feinschmeckere. Samtidigt fungerer især lydeffekterne rigtigt godt. Man kan virkeligt mærke, at det gør ondt på en modstander, når hun/han rammes, og samtidigt er lydeffekterne også så tilpas overdrevne, at man sidder tilbage med et lille smil på læben.

Jeg har næppe nævnt hele omfanget af Mortal Kombat X, for det er et stort spil med masser af spilletid for pengene. En superflot grafik, lækre lydeffekter, et varieret gameplay med masser af vold, en omfangsrig story mode og interessante nye tiltag gør tilsammen Mortal Kombat X til det måske bedste spil i serien. Ikke et spil for alle, men bestemt et spil for de fleste af dem, der trænger til en virtuel nærkamp i ny og næ.

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.