Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
Veldesignet og varieret gameplay
God styring
Fantastisk grafik og lyd
Lækker stemning
Perfekt afstemt sværhedsgrad
Fjender respawner lidt for hurtigt

I Ori and the Blind Forest er du den lille selvlysende skovånd - rent faktisk er hun en såkaldt Guardian Spirit - men vi nøjes med at kalde Ori for en skovånd. Som barn faldt Ori ud af sit træ under en storm og blev adopteret af et abelignende væsen ved navn Naru. Hungersnød hærger i skoven, alt visner og Naru dør og efterlader helt alene i den store, mørke skov. Ori dør selv ved Åndetræet, men Åndetræet genopliver Ori, og Ori får en ny ven ved navn Sein, som både guider Ori gennem skoven, men som også kan angribe fjender. For at genoprette balancen i skoven, er det nu Oris opgave at genetablere Vand, Vind og Varme.

Dette er sådan grundlæggende historien i Ori and the Blind Forest. Den fortælles i brudstykker gennem spillet via små mellemsekvenser, hvor Åndetræet taler til dig, men det er dog ikke historien, der løfter Ori and the Blind Forest op blandt de bedste inden for genren, men derimod "alt det andet".

Ori and the Blind Forest er ved første øjekast en traditionel platformer, og der er da bestemt også lånt fra en hel masse klassikere gameplaymæssigt. Ori skal løbe rundt i skoven og samle energi, helbred, nøgler osv. og løse forskellige små puzzles undervejs. Du styrer Ori med din venstre styrepind, mens Sein styrer med den højre. Det fungerer ganske fortrinligt, helt uden at frustrere, og selve styringen må siges generelt at sidde lige i skabet. Dermed ikke sagt, at spillet er nemt - for Ori and the Blind Forest er et virkeligt udfordrende spil, uden at det dog på nogen måder bliver helt unfair. Sværhedsgraden er virkeligt i balance, og man føler, at man bliver belønnet, når man har klaret sig igennem en af spillets mange, svære passager.

Hele vejen gennem spillet bliver Ori udstyret med forskellige, nye egenskaber så som at "double-jumpe" eller at kunne skyde sig af sted med høj fart. Dette bevirker, at spillet på intet tidspunkt føles trivielt, for det ændrer sig konstant. Nye egenskaber giver også adgang til områder, der tidligere i spillet ikke kunne nås, så der er også en smule backtracking, men det holder bare liv i spillet uden at virke irriterende. Samtidigt opsamler Ori erfaring ved at nedlægge fjender osv., og af og til optjener Ori et erfaringspoint, som kan anvendes i et skill-træ, som jo nærmest er blevet en standard blandt de bedste spil i genren - sidst så vi det bland andet ganske veludført i det fremragende Child of Light fra Ubisoft. Du kan vælge at forbedre dine evner inden for 3 områder, hvor du bl.a. kan få stærkere våben, eller at Ori får mere liv. Ret traditionelt, men særdeles godt integreret her.

Der er et bredt udvalg af fjender og gameplay-elementer, og igen er vi nødt til at ændre den fremragende sværhedsgrad. Visse steder skal du hoppe med millimeternøjagtig præcision, mens du andre steder skal time dine spring perfekt i forhold til fjendernes angreb osv. Samtidigt er der en række collectibles, som ofte er godt skjulte, men du har mulighed for at samle elementer til kort, der viser nye områder af skoven, således at det bliver nemmere at navigere rundt. Der er også passager i spillet som kan minde om en slags boss-fight, som er lidt sværere end normalt, men som også er rigtigt sjove udfordringer. Skal man finde et lille klagepunkt må det være, at fjenderne respawner meget hurtigt, hvilket godt kan virke irriterende og gøre oplevelsen en lille smule triviel til tider - uden at det dog ødelægger helhedsindtrykket.

Gameplaymæssigt holder Ori and the Blind Forest således 100%. Stilmæssigt er vi også helt i top. Perfekt malede, smukke og bevægelige baggrunde kombineret med lækre animationer af både Ori, Sein og fjenderne skaber et helt unikt udtryk, hvor spillet stilmæssigt nok mest kunne minde lidt om Child of Light, men dog på sin helt egen, unikke måde. Dertil skal lægges et lydbillede, som både hvad angår musik og effekter ligeledes er blandt det smukkeste, der er leveret inden for genren, og tilsammen skaber lyd og billede et fantastisk univers, som det simpelthen er en fryd at boltre sig rundt i.

Ori and the Blind Forest er i første omgang udkommet til Xbox One og PC, men Xbox 360-ejere kan godt glæde sig, for en version til denne efterhånden ældre konsol er også på vej. Har du en forkærlighed for smukke og udfordrende platformspil, har du sandsynligvis allerede kæmpet dig igennem hele spillet, og hvis ikke, bør du bestemt ikke tøve med at investere i dette smukke, veldesignede og dejligt udfordrende spil, som med rette er et af årets hidtil bedste!

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.