Score: 3
Steam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


PEGI 7+
PositivtNegativt
Samme gode platform spil som i gamle dage
Samme grimme grafik og lyd som i gamle dage
Køb Shovel Knight hos vore partnere:
 

UPDATE: Shovel Knight er netop udkommet til Xbox One.

En gang imellem er det in at være lidt gammeldags, og i øjeblikket ser vi en sand bølge af retrospil, der enten er moderne genudgivelser af gamle spil eller spil, der er lavet i samme stil som spil fra da mor var knægt. Shovel Knight hører til i den sidste kategori. Det er et platformspil, der i den grad ser ud, som om det er snydt ud af næsen på den førende spilkonsol i 1985; Nintendo Entertainment System, eller kort og godt NES.

Vil du frem i verden, så skovl
Shovel Knight er et 2D platformspil, hvor du ser spilområdet direkte fra siden og konstant skal bevæge dig gennem hvert rum i spillet fra venstre mod højre. Du styrer Shovel Knight, som kun er udstyret med sin rustning og en… spade (eller er det en skovl?). Undervejs kan du slå vilde dyr og modstandere i hovedet med spaden eller grave skatte fri af de jordbunker, det flyder med allevegne i spillet. Endelig kan din Shovel Knight bruge spaden som en slags kængurustylte og hoppe op og ned på stedet, eller hoppe over forhindringer eller endda ligefrem bruge stylten som våben. I vaskeægte traditionel platformstil er banerne er fyldt til bristepunktet med udfordringer, der skal nedkæmpes, kravles over og under, svømmes igennem, hoppes over og naturligvis graves igennem.

Undervejs på din tur fra rum til rum samler du både helbred samt guld og juveler sammen. Pengene kan du bruge til forskellige former for opgraderinger, når du kommer frem til de byer, der fungerer som en slags mellemstation mellem spillets kapitler. Hvis du dør undervejs i spillet, bliver du transporteret tilbage til starten af banen eller den sidste quicksave-portal. Det guld, du har samlet sammen, ligger der, hvor du døde, og hvis du vil have det med dig, bliver du nødt til at finde det igen og samle det op.

Var det virkeligt så svært dengang?
Ikke kun selve spillet, men også sværhedsgraden i Shovel Knight er så høj, at det leder tankerne hen på fortidens NES-spil. Forvent derfor at komme til at bruge mange frustrerende timer på at få en serie af hop eller en kamp mod en boss til at fungere. Et problem, der ikke ligefrem gøres mindre af, at spillet ikke rigtigt føles som om, det reagerer knivskarpt på dine kommandoer (testet på PC). Som vi husker det, var NES meget bedre til at reagere, men det er mange år siden, så vi kan selvfølgelig have husket forkert.



Hvis du er gammel nok til at have spillet på en NES, eller hvis du måske har arvet en eller fundet den på et loppemarked, så minder Shovel Knight om hedengangne spil som Mega Man, Mario og Castlevania. Desværre har udviklerne valgt ikke kun at efterligne en 30 år gammel spiloplevelse, men også (med succes) prøvet at efterligne datidens tekniske begrænsninger. Det betyder, at spillets 8-bit-grafik er så grovkornet, at alting ser ud, som om det er lavet af Lego Duplo-klodser, og lydsidens Midi-lyd lyder mest af alt, som om den er lavet på lillesøsters plastiktrompet.

Han har jo ikke noget tøj på
Det er helt fint at lave retrospil med enkelt gameplay, der lader spilleren opleve eller genopleve de typer af spil, der hørte en anden tid til. Det er til gengæld ikke i orden at efterligne de samme begrænsninger, som teknologien satte for 30 år siden.

Shovel Knight er uden tvivl et spil, der fint kan måle sig med en række af de spil, der havde succes på NES for meget lang tid siden. Men efter 2014-standard på vores 24-tommer skærme og med vores Dolby Surround-lydsystem er spillet simpelthen så skandaløst grimt og ringe at glo på, og Midi-lyden er så skinger og rædselsfuld, at dine ører risikerer at begynde at bløde. At berømme Shovel Knight for at være lige så grimt, som hvis det havde været lavet i 1985, svarer til at indstille en ridset stumfilm til en Oscar for bedste film. Det kan godt være, det får kultureliten til at falde i svime, men for os andre dødelige stinker det bare langt væk. Egentligt er det synd, for der gemmer sig faktisk et rigtigt godt platformspil bag dets rædselsfulde 8-bit-ydre. Hvis Shovel Knight havde været udgivet i 1986, havde vi sikkert givet det topkarakter - det gør vi ikke i dag.

Gamesector Frarder

Om Jesper Søtofte