Score: 4
Steam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PositivtNegativt
Guf for nostalgikere
Masser af humor
Godt traditionelt platformdesign
Alt for svært og unfair
Fuldstændig utidssvarende teknologi
Elendig placering af save-points

Den simple og irriterende midi lyd og den farvestrålende, men klodsede, pixelerede grafik får tankerne til at flyve tilbage til 80'ernes grillbarer og 90'ernes 16-bit Nintendo maskiner. Men den er god nok, der står 2015 på etiketten og Castle in the Darkness er et splinternyt spil til PC, der meget nøjagtigt og fuldstændigt bevidst genskaber en type af spiloplevelse fra dengang en PC var noget man kun brugte til tekstbehandling.

Hvor meget 16-bit går der på en SNES?
Castle in the Darkness er skabt med kærlighed til fordums SNES spil og trækker tydeligt på elementer fra datidens klassiske spilserier som Castlevania, Megaman og Simon’s Quest. Hele spillet er lavet i grovpixeleret 16-bit grafik, der får alting til at ligne noget der er lavet i duplo klodser og lydsiden består af primitiv midi musik og lydeffekter. Har du for nyligt prøvet kræfter med Shovel Knight, så ved du nøjagtigt hvad du kan forvente dig af Castle in the Darkness og du ved også om du hører til den halvdel, der vil hade spillet, eller til den halvdel, der vil elske det.

Castle in the Darkness er et klassisk platform spil, hvor du skal hoppe og slås dig gennem en lang række baner hvor hver kapitel afsluttes med en boss kamp. Mellem kapitlerne får du adgang til en by, hvor du kan opgradere dine evner og dit udstyr, hvilket får spillet til at lugte en lille smule af rollespil eller af Castlevania om man vil.

Derfor gennemførte vi ikke et eneste spil i 90'erne
Ikke kun spillets tema og visuelle design er som klippet ud af de tidlige 90'ere. Spillets sværhedsgrad er også brutalt høj og leder tankerne hen på, hvor få spil du rent faktisk fik gennemført dengang for mange år siden. Naturligvis kan du heller ikke gemme spillet når du vil, men du er afhængig af at nå frem til et af spillets ”save points”. De virker desværre ikke altid særligt logisk placeret, så forvent en høj grad af frustration når du igen og igen skal kæmpe dig igennem fem baner med fjender for at nå frem til en særligt irriterende boss kamp.

I det hele taget er der rigtigt meget frustration forbundet med at spille Castle in the Darkness, som ikke rigtigt ser ud til at følge den pixel logik, der traditionelt fulgte med 8-bit og 16-bit spil, hvor det meget handlede om at stille sig på de præcist rigtige pixels og time sine angreb til perfektion. Her bliver du ramt dobbelt af den manglende logik og den ekstreme sværhedsgrad.

Heldigvis nøjes Castle in the Darkness ikke med blot at være en kopi af et antikt spilkoncept, men det leger også med genren mange steder undervejs, hvor det pludseligt gør det modsatte af hvad du forventer, hvilket ofte resulterer i den bratte død og et godt grin.

Elsk mig eller had mig
Det lyder som en letkøbt kliché at sige Castle in the Darkness er et spil du enten vil hade eller elske, men det er til gengæld forbandet svært at beskrive det på nogen anden måde. Hvis du er fan af 90'ernes klodsede grafik, enerverende lyd og brutale og unfair sværhedsgrader, så giver Castle in the Darkness mere af samme skuffe og kan snildt spare dig for at skulle fyre op i din gamle SNES for at få et fix Megaman 3. Men hvis du ikke har de samme stærke følelsesmæssige bindinger til primitiv lyd og grafik, så virker det uforståeligt hvorfor man bevidst skal gøre spillet unødigt grimt og svært, når spil som Trine 2 tydeligt har vist at man sagtens kan videreføre en klassisk genre men med en tidssvarende teknologi. Bundlinjen er at det er forbandet svært at anbefale Castle in the Darkness som andet end et nostalgisk trip tilbage til en tid hvor spil i langt højere grad var forbeholdt de stædige og de nørdede. Elskede du Shovel Knight eller Super Meat Boy, så vil du med garanti også elske Castle in the Darkness, ellers bør du holde dig væk.

Om Jesper Søtofte