Score: 6
Playstation NetworkSteam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Gambling
PositivtNegativt
Masser af humor
Professionelt leverede dialoger
Guf for Pokémon fans
Frustrerende at finde hoved og hale i
Alt for hyppige kampe
Kedelige karakterer

Når Pikachu bliver præsident
Du er nyvalgt vicepræsident for Jorden. Dine vigtigste rådgivere er din mor og din bror. Væsener fra det ydre rum går og putter noget i kaffen hos Moonbucks og i øvrigt er du mere interesseret i at sove og at lade andre klare det beskidte arbejde, end du er i at passe dit eget arbejde. Alt sammen i Citizens of Earth, som er et totalt gakket rollespil designet efter traditionelt japansk mønster, populært betegnet som JRPG for Japanese Role Playing Game. For os der ikke er 100% opdateret på spilkulturen i Solens Rige, så er Citizens of Earth et spil, der på det nærmeste er som snydt ud af næsen på de legendariske Pokémon spil til Gameboy, eller på det knapt så kendte Earthbound til SNES.

Set skråt fra oven i simpel og farvestrålende 2D grafik, spiller du rollen som den usympatiske og dovne, men alligevel nyvalgte, vicepræsident for hele Jorden. Spillet er ikke bare en fuldstændig vanvittig parodi på (amerikansk) politik, det er en fuldstændig vanvittig parodi på næsten hvad som helst der rør sig. Det er kulsort, bizart og uden hverken hoved eller hale, men det er intelligent skrevet og hvis du tager dig tid til at nyde de gakkede dialoger, så gemmer der sig rigtigt mange gode grin undervejs i spillet, som desværre ellers er både middelmådigt og frustrerende.

Du skal fange dem alle
Spillets historie fortaber sig også mest i tossestreger og bizarre optrin, men som det også var tilfældet med Pokémon, så handler Citizens of Earth primært også bare om at samle forskellige borgere sammen, som du kan få til at slås for dig. Hver borger skal rekrutteres gennem en minimission hvorefter de efterfølgende, til hver en tid, kan hives frem til at slås mod hvad spillet ellers kaster efter dig af fjender. I alt er der 40 borgere du kan rekruttere undervejs, fra din mor, din bror og den lokale konspirationsteoretiker du møder indenfor de første par minutter, til bagere, rummænd, nørder, piloter og blikkenslagere.

Hver af dine følgere har specielle og fjollede evner de kan bruge når de skal slås for dig, hvor din Mor for eksempel kan helbrede dig med et kram, hvis en demonstrant har skadet dig ved at oplæse en erklæring. Men bag ved løjerne udspiller slåskampene sig fuldstændig som i et klassisk japansk rollespil med den velkendte formel, hvor du i turbaserede kampe, med forskellige kombinationer af angreb, skal forsøge at udnytte din modstanders svagheder for at besejre ham.

Der hvor spillet for alvor halter, er hvor den totale mangel på hoved og hale kommer til at betyde, at der heller ikke er nogen logik i de opgaver og missioner du skal udføre. De hints og ledetråde du får, er i bedste fald vildledende og generelt set er det kun muligt at løse noget som helst, hvis du gør det ved et tilfælde. Spillet mangler også total balance i antallet af kampe du bliver tvunget ud i. Ofte går du direkte fra den ene kamp til den anden uden nogen mulighed for at undgå det og spillet trækker lynhurtigt ud til en ørkenvandring af ensformighed.

Svigermor, jeg vælger DIG
Dine 40 følgesvende og andre du møder på din vej, bliver portrætteret med overraskende professionelt stemmeskuespil, men desværre er selve karaktererne ikke særligt interessante eller mindeværdige og de føles mest af alt som en intetsigende kulisse for de kombinationer af besynderlige angreb, som de kan udføre når du kæmper med dem.

Citizens of Earth er lavet med masser af humor og masser af kærlighed til den klassiske japanske rollespils genre. Desværre bliver totaloplevelsen alvorligt hæmmet af de mange frustrationer, der nærmest står i kø for at ødelægge fornøjelsen med spillet. Men når det er sagt, så er der med sikkerhed alligevel en masse fans af spil som Pokémon og Earthbound, der vil få fornøjelse af Citizens of Earth – Hvis de da kan holde sig fra at smadre skærmen i frustration undervejs.

Om Jesper Søtofte