The Order: 1886

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI SexPEGI Violence
PositivtNegativt
Fantastisk setting
Flot grafik
Solid historie
Stemmeskuespil i særklasse
Laaangsomt
Kluntet og tung kontrol
Generisk action og QTE
Kort og ingen genspilningsværdi
Køb The Order: 1886 hos vore partnere:
 

Steampunk-power!
For at det ikke skal ende med et komplet blodbad og en regulær nedsabling af The Order, så lad mig lige slå fast at jeg faktisk har moret mig med at spille spillet – spillets historie og setting er fantastisk, men der er bare så mange faldgruber og irriterende designbeslutninger, at spillet aldrig rigtig kommer til at føles som et topmoderne actionspil anno 2015. Og det er The orders helt store problem – det er et glanseksempel på ”form over function” princippet, der på gammeldags vikingesprog vel kan oversættes til ”det ser sgu godt ud, men fungerer af helvede til”.

Spillets setting er et af lyspunkterne. Spillet foregår i et alternativt London anno 1886, hvor en gammel ridderorden af semi-udødelige krigere beskytter verden fra alskens uhyggeligt kravl, såsom formskiftere (læs: varulve) og forskellige almindelige mennesker, de bare ikke kan lide. The Order byder på en verden fyldt med steampunk og da der desværre er langt mellem den slags, vil det med sikkerhed henrykke fans. Personligt er jeg vild med stilen og det mørke London, der overflyves af en hel flåde af zeppelinere. Fedt!

Et andet lyspunkt er spillets historie. Hovedpersonen, i form af Grayson, der i ordenen er bedre kendt som Sir Galahad, er godt nok en kæmpestor kliché, hvilket også gælder de personer han omgiver sig med. Heldigvis er fortællingen om krigen mellem ”half-breeds” og menneskeheden ganske spændende og da spillet begynder med en torturscene, der er Guantanamo Bay værdig, af hovedpersonen, efterfulgt af en dramatisk flugt, er der virkelig lagt i ovnen til konspirationer og intriger. The Order: 1886 leverer en glimrende historie og er du en af de gamere, der elsker at spille spil, ligegyldigt hvor kluntede de er, for historiens skyld, så må du ikke gå glip af The Order: 1886.

Grafisk sparker The Order: 1886 også en seriøs omgang røv. Ja jeg skrev ”røv”, for så vildt er det. Som det har fremgået af det væld af screenshots, der flyder rundt på internettet, så er The Order et ufatteligt smukt spil – det er et spil, der er som skabt til at tage flotte og dramatiske screenshots af. Flotte omgivelser, flotte karakterer, vanvittigt flotte animerede sekvenser og ikke mindst flotte effekter. Det fungerer bare og det vil være et af de spil, men fremover vil måle grafikken i nye udgivelser op imod. Dertil kommer helt fantastisk gennemført stemmeskuespil, der giver de arketypiske hovedpersoner både liv og sjæl.

Der hvor det hele går galt
Men hvorfor er det så vi siger, at der er noget galt? Hvis historien, grafikken og settingen er fantastisk, hvad er der så tilbage at kritisere? Der er stort set kun spillet tilbage og det er desværre den ret vigtige del, som udviklerne hos Ready At Dawn fejler i at levere. The Order er et tredjepersons skydespil, der byder på en luntende og kluntet hovedperson, der alt for tit ender i ligegyldige generiske skuddueller, med alt for ligegyldige selvmordskandidater. Der er supertankere og containerskibe i Mærsks flåde, der manøvrerer og vender hurtigere end Sir Galahad, og når du forsøger at undgå angreb fra hurtige og mobile varulve, det lynhurtigt frustrerende at hovedpersonen vralter rundt som en overvægtig og drægtig hvalros. The Order forsøger at peppe begivenhederne op med en dæknings-mekanisme, simple puzzles, et varieret arsenal og stealth. Men det kan bare ikke rette op på den tunge kontrol og den ensformige action.

En stor del af spillets action foregår desuden via quick time events (QTE). Den slags kan man enten hade eller elske. Det generede ikke mig ret meget, men i virkeligheden er det med til at holde spillet fast i en meget lineær og narrativ låst ramme. Løb fra A til B af fast rute. Skyd lidt, gennemfør en QTE, lidt langtrukken dialog, måske endnu en QTE og så gentag indtil du har gennemført spillet. Den meget rigide opbygning af spillets korte kapitler får det til at føles lidt gammeldags. Hurtige QTE bliver afløst af en langsomt vraltende Sir Galahad og langtrukne dialog sekvenser – det giver nogle voldsomme udsving i spillets tempo, der for det meste føles langsomt og tungt.

The Order: 1886 er desuden ikke voldsomt langt. Men det var vel forventeligt af et spil med så stort fokus på plot og fortælling. Det vil sikkert få nogle gamere til at rynke på næsen at spillet minder mere om en snack end et helt måltid. Generelt er problemet med spillets længde i virkeligheden slet ikke den tid det tager at gennemføre spillet – men at der absolut ingen grund er til at gennemføre det mere end en gang – der er stort set ingen afvigelse fra den snorlige fortælling, kun meget få ting at finde og ingen mulighed for at træffe valg, der kan ændre spillets gang. Da The Order: 1866 kun byder på singleplayer, bliver levetiden for spillet som et hele derfor ret kort.

Største spild af potentiale i nyere tid
Så det vi sidder tilbage med er et produkt, der byder på en spændende historie, masser af stemning og fantastisk stemmeskuespil - som udviklerne har presset et temmelig tungt og middelmådigt skydespil ned i. The Order: 1886 ville være det vildeste spil - hvis det var udgivet i 2008 eller måske endda før! Men nu står der 2015 i kalenderen og der forventer vi os altså lidt mere af vores action end generiske skuddueller og quick time events.

The Order: 1886 kommer dog i mål, selvom det ikke er forrest i feltet og selvom det får nogle skrammer undervejs. Det er ikke et spil jeg har hadet at spille - tværtimod har jeg været begejstret for spillets stil og fortælling. Men det er ikke et spil, jeg nogensinde vil vende tilbage til, nu hvor det er overstået. Og det er en skam, for med lidt mere åbenhed og bedre action, kunne The Order: 1886 sagtens have bidt skeer med de store drenge i klassen. Men lur mig om vi ikke ser et nyt The Order spil inden for de næste par år, for mulighederne er mange og potentialet er stort – det skal bare udføres rigtigt!

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).