The Crew

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Stor åben verden
Mange udfordringer
Ambitiøst
Kedelig grafik
Uretfærdig kunstig intelligens
Dårlig føling med bilerne
Alternativ møntfod der koster rigtige penge
Køb The Crew hos vore partnere:
 

En storslået forbier
Ubisoft har en masse godt i deres bagkatalog, og de er generelt en spiludgiver, som formår at udgive godt hypede titler. Desværre har der nyligt været et par eksempler på, at de i al deres iver på at få deres spil på gaden får sjusket lidt med deres finish. Det var i allerhøjeste grad tilfældet med Assassins Creed Unity, der trods gode intentioner nærmest blev destrueret af himmelråbende fejl. The Crew har været længe undervejs, og det er blevet udsat nogle gange. Man kunne håbe det netop var for at polere en usleben diamant, men desværre lader det mere til, at det har været et panisk forsøg på at få sminket et lig op.

Det er tydeligt, at udviklerne af spil i denne genre, desperat forsøger, at finde ud af hvilket ben de skal stå på. Angiveligt er retningen udstukket til endnu større frihed kombineret med et eller andet element af online spil. Det blev forsøgt med DriveClub, der desværre faldt direkte på fjæset med et ordentligt drøn. I The Crew forsøger man sig med nogenlunde samme opskrift. Her har man endda intet mindre end hele USA som sin baggård – det lyder voldsomt og er det også, men faktisk er netop dette element af frihed og muligheden for bare at trille ned af en alenlang motorvej med solens genskin på lakken, en af spillets positive punkter.

Det er historien til gengæld ikke. Jeg har forståelse for, at det er svært at skabe en tilknytning til en hovedperson i et spil, hvor du blot kører bil. Men i The Crew har man ikke engang gidet at forsøge. I stedet skal du trevles igennem noget ævl omkring hævn, som cirkulerer omkring fladpandede Alex Tarlor, der angiveligt er fejlagtigt beskyldt for sin brors død. Det er undskyldningen for en serie dårlige mellemsekvenser, som ser dig tage kampen op med en række fraktioner, alt imens mere af USA kortet åbnes for dig.

Stort - og dyrt
Kortet er opdelt i områder, hvor der igen er en lang række udfordringer, der ligger åbne for dig. Udfordringerne kan give dig point indenfor Perfrmance, Street, Dirt, Circuit og Raid. Disse er alle mere eller mindre egnede til forskellige underlag, og det er herigennem du får designet et køretøj, som passer dig. Her er det vigtigt, at være opmærksom på at The Crew forsøger at kopiere andre åbne spilverdener befolket med andre levende individer: Måden du kommer mod toppen på er ved at grinde. Det består dybest set i, at du skal spille de samme sekvenser igen og igen for at blive bedst indenfor et givent felt. Det kræver nemlig rigtigt mange af spillets møntenheder at få en ordentligt øse samt ekstremt meget tid for at få den ordentligt rigget til.

Isoleret set er det måske okay, men samtidig har Ubisoft så implementeret en alternativ møntenhed, som man kun kan erhverve ved at hive kreditkortet frem. Dette er en dyr – men ekstrem effektiv – måde at tage en genvej til de bedre køretøjer. Det skal du så igen kombinere med spillets online del, som på ingen måde er afbalanceret (når den ellers virker – for det gør den sjældent). Det medfører, at du reelt ingen chance har for at vinde online medmindre du har brugt uendeligt meget tid eller alternativt har smidt en ordentlig sæk penge. Det er bare ikke i orden i et fuldprisspil.

Udfordringerne eskalerer så når du sidder bag rattet, for man kan jo tilgive meget hvis bare spillet er sjovt at spille. Desværre er styringen og fornemmelsen med bilen virkeligt dårligt. Du understyrer og skøjter rundt uden at få nogen form for feedback. Det kan du så kombinere med en elendig kunstig intelligens, som kører tåbeligt aggressivt, og som fjerner den sidste rest af morskab.

Den store verden koster også meget på den grafiske front, hvor spillet på ingen måde ligner et vidunder designet til næste generation. Det har dog også sin positive vinkel, da det reelt kan være hyggeligt at køre ud af landevejen med en kammerat ved sin side, og måske kaste sig ud i nogle af alle de opgaver du får tilbudt undervejs. Disse små lyspunkter fjerner dog ikke fokus fra, at The Crew ikke er et særligt imponerende spil, der sikkert med stor hast vil glide i glemmebogen. Det er et ambitiøst forsøg, som bare ikke er strikket særligt heldigt sammen.

Om Alan Vittarp Rasmussen