Score: 3
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI FearPEGI Violence
PositivtNegativt
Mulighed for at spille 2 sammenTeknisk skuffende
Elendig dialog
Frustrerende, men alligevel kedeligt
Køb Sonic Boom: Rise of Lyric hos vore partnere:
 

Vi har ellers tidligere kigget på den udgave af Sonic Boom, der er kommet til Nintendo 3DS. Den udgave hedder Sonic Boom: Shattered Crystal, og det formåede ikke helt at imponere os. Til sammenligning er dét spil dog et mesterværk, for Sonic Boom: Rise of Lyric er virkelig en sørgelig omgang hø.

Lad os starte med det positive. Rise of Lyric er en ny fortælling om pindsvinet Sonic. Fordi det ikke kun er baseret på de klassiske Sonic-titler, men har en tegnefilm som underligt mellemled, så giver spillet også en ny og ret unik vinkel på tingene. Der er stadig platforme, der skal hoppes på, og der skal stadig samles ringe, men spillet er nu mere et actionspil, hvor både Sonic og hans venner Tails, Knuckles og Amy i højere grad slår, sparker og skyder fjenderne, frem for at hoppe ind i dem. Som titlen antyder, står vennerne denne gang overfor det onde slangelignende væsen Lyric, der har været spærret inde i 1000 år, men som nu er sluppet løs.

Lyric skal naturligvis stoppes, inden han overtager verden, og det gøres bedst ved at du griber controlleren og tager kontrol over en af de fire venner, og fører dem igennem en lang række forskellige baner. Med et tryk på retningstasterne kan du skifte imellem dem, og hver af de fire har forskellige evner, og det er en stor del af spillet at vide, hvornår de forskellige evner skal bruges. Knuckles er et stort, rødt muskelbundt, der kan kravle på specielle lilla områder på murene. Amy er en lille lyserød krudtugle, der har en stor hammer, og som kan gå balancegang på specielle lyserøde bomme. Den gule ræv Tails kan svæve, og Sonic selv kan snurre rundt på nogle specielle kæmpemæssige kontakter, der åbner forskellige døre.

Noget af tiden svæver kameraet bagved og over hovedpersonen, mens det andre gang er låst fast fra siden, så spillet virker mere som de todimensionelle spil, der i sin tid introducerede Sonic. En gang imellem skifter spillet til en slags rutsjebane, hvor spillet kommer på skinner, og du skal så bare sørge for at undgå at blive ramt for meget ved at rokke en lille bitte smule med din karakter. Det minder meget om spil som Temple Run, der er kendt fra mobiltelefonerne. Den slags spil egner sig godt til mobiltelefoner, fordi de er så simple, og kræver et minimum af input fra spilleren, der på den måde kan spille, imens vedkommende er med en bus eller lignende. Desuden er de billige. De egner sig bare ikke som et bærende element i et stort konsolspil til fuld pris.

De vilde rutsjebane-dele er dog et af spillets mindste problemer. Kameraet opfører sig helt forkert, og selvom du godt kan rette på det, og placere det som du lyster, så flyver kameraet tilbage, med det samme, du giver slip på knappen. Sonic og vennerne kommer med kommentarer, der svinger imellem irriterende og fornærmende dumme. Bruger du et springbræt kan Sonic faktisk finde på at sige ”Bouncing board!” - på engelsk, for der er ikke dansk tale. Samler du ringe op, siger Knuckles gerne noget om, at man aldrig kan få nok ringe. Det ville måske være tåleligt, hvis det ikke var HELE TIDEN, de små, irriterende kommentarer kom.

Du kan som nævnt skifte imellem de fire venner, og derfor kommer du til at bruge meget tid på at skifte frem og tilbage. I et bedre spil ville den samme figur bare have alle evnerne, så spilleren ikke skulle spilde så meget tid, men sådan er det altså ikke her. Måske fordi der så er lagt op til, at du kan spille sammen med en ven. Du kan tage Wii U controlleren og spille på den indbyggede skærm, eller du kan tage en Pro Controller og spille på fjernsynet, og så kan din ven tage den mulighed, du ikke tog. Det er en fremragende idé, men med det samme, der er to spillere, så begynder spillet at hakke og sprutte. Det er ikke helt uspilleligt, men det kan absolut heller ikke anbefales.

Hvis du alligevel falder i og køber spillet, så skal du regne med at opleve små fejl, som at du kommer til at sidde fast i baggrundene, måske bliver nye mekanikker introduceret længe efter du har brugt dem første gang, måske falder du til din død, fordi du ikke havde set fjenden komme imod dig. Den tekniske side af spillet er i skidt stand, og designet er ikke meget bedre. Du klarer svære opgaver for at blive belønnet med stort set ubrugelige evner, banerne gentager sig selv og er kedelige, og du griber dig selv i at tænke, at måske vil være det bedste, hvis Sega sender deres kække maskot på pension.

Gamesector Frarder

Om Søren Vestergaard