Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
Ny tilgang til en klassisk spilserie
Ringe design
Tåbelig dialog og historie
Kræver en del grind
Køb Sonic Boom: Shattered Crystal hos vore partnere:
 

Et pindsvin med akut behov for førstehjælp
Smarte Hollywood-typer bruger gerne udtrykket ”rebranding”, når en franchise er kørt så langt ud på et sidespor, at det er på tide at starte forfra, og måske lægge fokus anderledes. Det er lige netop, hvad Sonic Boom er, for det er ikke helt den Sonic, vi lærte at kende i 8- og 16-bit dagene, men omvendt er der heller ikke hverken noget specielt nyt eller særdeles godt i det.

Hvor Wii U-udgaven af Sonic Boom – med undertitlen Rise of Lyric – er en mere åben 3D-agtig affære, så er Shattered Crystal mere todimensionelt og er på den måde mere ligesom Sonic-spillene var i starten. Historien begynder med, at Sonics lyserøde veninde Amy bliver kidnappet af den slangelignende Lyric, men hun når selvfølgelig lige at tilkalde hjælp - ellers var der ikke noget spil. Historien derfra er en uopfindsom samling af klichéer og dum dialog, der fungerer som en meget tynd undskyldning for at få spilleren – altså dig, hvis du går i fælden - igennem en masse traditionelt opbyggede baner, med fjender, der skal overvindes, og en hulens masse dimser, der skal indsamles.

Du skal som altid indsamle ringe, der også fungerer som energi for Sonic, Tails, Knuckles og den nye spilbare hovedperson, Sticks. Derudover skal du også indsamle små stykker krystal, mønter samt små stykker arbejdstegninger, som Tails kan bruge til at lave opgraderinger til eksempelvis spillets kort. Der er også en slags symboler, der åbner for nye baner, og dem kommer du hurtigt til at mangle. Flere steder bliver din fremgang låst, indtil du har et bestemt antal symboler, som du kan tjene ved at finkæmme tidligere baner. Du får et symbol for at nå slutningen af en bane, eller for at finde alle stykker krystal eller alle arbejdstegningerne. Her kommer spillet største kritikpunkt ind i billedet, for i klassisk Sonic-stil har hver bane flere ruter, men ulig andre Sonic-spil har Shattered Crystal ret mange punkter, hvor du ikke kan komme tilbage fra. For at finde alle tingene på hver bane, ender du derfor med at spille hver bane ret mange gange. Det kommer forholdsvis hurtigt til at føles som en sur pligt.

Spillet forsøger lidt at være ligesom klassiske platformspil som Metroid og Castlevania ved at have store og åbne baner, hvor der er områder, der kun kan tilgås med den rette hovedperson. Når du har fundet de tre andre hovedpersoner kan du løbende skifte imellem dem, og de har alle forskellige evner. Knuckles kan grave, Sonic kan hoppe flere gange og bryde igennem særlige mure, Tails kan flyve i de rette omgivelser, og Sticks kan kaste en boomerang, som kan aktivere kontakter, de andre hovedpersoner ikke kan nå. Så langt, så godt. Flere steder virker bare utroligt meget som fyld, og forskellige steder på banerne ligner hinanden.

Masser af fyldstof
Sonic-spillene har altid foregået i høj fart, og det er der også mulighed for her, men for det meste er det unødvendigt, og det bliver nemmere for dig, hvis du fjerner fingeren fra løbeknappen. Der er dog indsat steder på banerne, der lader til at være udelukkende medtaget for at få noget fart på. Der er elementer som S-sving, hvor Sonic først løber ud imod spilleren og derefter lidt længere ind i skærmen, for at slutte i samme dybde som han startede med. De steder gør intet andet end at vise den dybde, som 3DS-maskinen er i stand til, og det føles virkelig meget som fyld, når du støder på dem igen og igen. Netop ordet ”fyld” lader til at have været et nøgleord i udviklingsfasen, for det vrimler med steder og banedele, der dybest set er unødvendige.

En ting, der er gået igen i de Sonic-spil, der er blevet positivt modtaget er en meget simpel kontrol. De første spil havde tre knapper, der alle gjorde det samme – de fik Sonic til at hoppe. Heri er styringen gjort unødvendigt kompliceret. Der er en knap til hver karakters særlige evne, en knap til at løbe, en knap til at hoppe, og en knap til at bruge en underlig lyserød el-pisk, der enten skal bruges til at fjerne et sært lyserødt skjold fra enkelte fjender, eller til at gribe fat i specielle dele i baggrunden, så du kan komme højere op. Det havde klædt spillet at holde det hele lidt mere simpelt, specielt fordi du i forvejen skal holde styr på fire hovedpersoner. Ellers er kontrollen ikke direkte dårlig. Den er fyldestgørende, men du bliver flere gange tvunget til at bruge touchscreen for at komme videre, hvor der virkelig ikke er andre grunde til at bruge touchscreen, end at maskinen har en. Du kunne sagtens bruge en knap til at hive tilbage i spillets mange katapulter, eller til at sætte penge i en automat.

Sonic Boom: Shattered Crystal er ikke et forfærdeligt spil, men det er et spil, der på ingen måde lever op til det potentiale, der stadig er i det blå pindsvin. På det seneste har vi set mange spil, hvor den tekniske del føles ufærdig, med grafikfejl, spil der låser maskinen, manglende online-del, og andre tekniske mangler, men Shattered Crystal er lige omvendt et spil, hvor det tekniske er på plads, men hvor det nærmere er designet, der føles ufærdigt. Selvom vi bestemt har set værre spil, så kan du sagtens finde noget bedre til din 3DS her i juletiden.

Om Søren Vestergaard