Score: 8
Steam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
God og dyb historie
Mange sjæle giver varieret gameplay
Høj kvalitet i grafik og lyd
For kort og uafsluttet
Trægt kampsystem
For mange fastelavnstønder
Køb Shadows: Heretic Kingdoms hos vore partnere:
 

En sjælegnaskers bekendelser
Den havde vi nok ikke lige set komme. Nærmest som en slags omvendt Diablo sætter Shadows: Heretic Kingdoms dig i rollen som en dæmon. Nærmere betegnet en ”Devourer” med både en evne og en fetish for at fortære nedlagte fjenders sjæle. I mangel på bedre udtryk på dansk har vi valgt at kalde ham for sjælegnaskeren - Velbekomme.

Inden vi overhovedet når så langt, så er der noget helt galt i landet Corventh. Teokratiet er blevet styrtet og Gudslagter sværdet er ødelagt, men de tidligere fem helte fra Penata Nera er faldet og deres sjæle er blevet fanget af mørke kræfter og - OK, indrømmet, det kræver sin mand, kvinde eller dæmon at holde styr på den komplicerede, men i øvrigt velfortalte historie i spillet, så lad os i stedet starte et helt andet sted.

Isometriske dæmoner
Shadows: Heretic Kingdoms er et action rollespil i samme boldgade som Diablo III, hvor du ser din person i isometrisk 3D perspektiv (det der hedder ”skråt ovenfra” for almindelige dødelige) og alting foregår i real-time. Men i forhold til Diablo III, så foregår kampene i Shadows langsommere og der er som regel ikke mere end maksimalt fem eller seks fjender på skærmen af gangen. Til rådighed når du skal kæmpe, har du dit standard angreb med venstre musetast og fire kraftigere magiske evner placeret på Q, W, E og R tasterne. Det fungerer i hovedtræk fint, men det kan irritere, at din karakter nogle gange løber lige i favnen på fjenden i stedet for at angribe på afstand og generelt virker kampsystemet en lille smule trægt.

Men nu er det at det bliver interessant. For som sjælegnaskende dæmon kan du kun eksistere i en skyggeverden, men du er blevet hidkaldt som et sidste desperat forsøg på at redde Corventh. Så for at kunne foretage dig noget som helst brugbart bliver du derfor nødt til at guffe en særlig kraftig sjæl i dig, der samtidig kan vække den tidligere ejer til live igen. Kun på den måde kan du således også eksistere i den virkelige verden gennem din ’puppet’. Derfor skal du fra spillets start vælge at sætte tænderne i en af tre sarkofager indeholdende sjælene af henholdsvis Kalig, Jasker og Evia, der udover at lyde lidt som Kasper, Jesper og Jonathan dækker over et valg mellem en fighter, en ranger og en troldmandsklasse. Som den han-dæmon vi er (og med vores præference for de feminine former) valgte vi at sluge Evias sjæl og lade hende repræsentere os blandt de levende.

Kun en skygge af sig selv
Herfra får du så mulighed for, når som helst, at skifte mellem dit dæmoniske selv og din marionetdukke. Når du på den måde skifter mellem dine karakterer, skifter du også mellem det samme sted i skyggeverden og i de dødeliges verden. Det kan du bruge til din fordel ved at skifte verden, når du kommer i problemer, men det er også nødvendigt at skifte fordi der er døre, der kun er åbne og broer, der kun eksisterer i den ene af verdenerne. I virkeligheden er det kun fantasien der sætter grænser for hvad det kan bruges til. Vigtigst af alt er det at huske at skifte ofte og at huske på at udviklerne bruger det næsten hver gang du bliver stillet overfor en opgave.

Hver gang du slår nogen eller noget ihjel, æder du deres sjæl som herefter ryger ned i din beholdning af sjæleessens. Den kan du til enhver tid konvertere til helbred ved at holde mellemrumstasten nede. Men når du en sjælden gang støder på en modstander med en særligt kraftig sjæl, så overtager du i stedet vedkommende til din samling af marionetdukker. På den måde får du efterhånden adgang til flere karakterklasser, som du frit kan skifte mellem undervejs, hvilket også åbner for endnu flere strategiske muligheder. Til enhver tid kan du have tre marionetdukker med dig, så hvis du vil skifte ud på holdet skal du en tur forbi dit dukketeater i skyggeverden, hvor du kan vælge en dukke, der passer til lejligheden.

Den dag dæmonen blev kattekonge
Fordi du har så mange karakterer at vælge mellem, giver Shadows dig også en gigantisk inventory, hvor kun dem, der lider allermest af sygelig samlermani vil få problemer undervejs. Naturligvis er der også mulighed for at ’crafte’ dine egne våben og trylledrikke, hvis du har fundet en opskrift, hvilket foregår ganske let og smertefrit takket være en lang række opdateringer fra udviklernes side. Men der er så mange ting at finde i spillet, at det aldrig rigtigt bliver nødvendigt med mindre du lige frem bliver bedt om at fremstille en speciel ting, der skal bruges undervejs i historien. Usagt af hvilken grund, er landet Corventh proppet til randen med tønder, som folk har stoppet penge, våben og tøj ned i. Derfor kommer du desværre også til at bruge en ret stor del af din tid med at rende rundt og slå katten af tønden i stedet for at foretage dig noget mere fornuftigt.

Ud over at vi generelt er begejstret over spillet, så kan vi fremhæve at grafikken er i top og at der er et stemningsfuldt soundtrack, der leveres af et ungarsk strygeorkester. Selvom der er tonsvis af dialog undervejs i spillet, er hver eneste sætning indtalt af skuespillere. Efter sigende skulle der være over seks timers tale i spillet, hvilket nok skal passe. Stemmeskuespillet er af varierende kvalitet, men ligger generelt i den gode ende. Men man har valgt at bruge et ret gammeldags og kompliceret engelsk ordforråd, hvilket virker ekstra besynderligt når spillet er udviklet i Slovakiet. Så forbered dig på at hvis noget for eksempel ’sker’ i spillet så bruges udtrykket ’transpires’ flittigt i stedet for ’happens’.

Tag dig en sjæler
Shadows: Heretic Kingdoms giver en frisk og anderledes vinkel på en genre, der ellers ikke er voldsomt præget af nytænkning. Med muligheden for at skifte mellem karakterer midt i kampens hede, har udviklerne elegant løst det evindelige problem med at have lyst til at prøve en anden klasse, men måske ikke have lyst til at starte helt forfra for at gøre det.

Vi kunne godt have tænkt os at spillet var længere og ikke kun indeholdt bog nummer et ud af en længere historie. Kampsystemet kunne også godt have været mere elegant og der er alt for mange tønder og kasser der skal slås i stykker undervejs, men udviklerholdet er utroligt dedikeret til løbende at forbedre spillet og fantastisk lydhøre overfor forslag fra spillerne. Vi har egentlig kun tilbage at erkende, at vi også har tabt vores sjæl til sjælegnaskeren. Så vi kan kun anbefale dig at finde din indre dæmon frem før dæmonen finder dig.

Gamesector Anbefaler

Om Jesper Søtofte