Far Cry 4

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Varieret og megasjovt gameplay
Smuk grafik og god lyd
Spændende setting
Masser af indhold
Det er i princippet "bare" mere af det samme
Køb Far Cry 4 hos vore partnere:
 

Der er gået to år siden Ubisoft imponerede os med Far Cry 3, som på stort set alle områder var et imponerende spil. Far Cry 4 fortsætter ad samme sti og byder på rigtigt mange af de samme elementer, der gjorde 3'eren så populær. Det er tid til at sadle bjerggeden og drage på eventyr i Himalaya!

I Far Cry 4 er du Ajay Ghale, der er taget til det utopiske land Kyrat i Himalaya for at sprede din afdøde mors aske i Lakshmana-området. Før du får set dig om, ender du i kløerne på den psykopatiske galning og leder af Kyrat, Pagan Min og hans håndlangere, men det lykkes dig hurtigt at flygte for derefter at blive medlem af Den Gyldne Sti, hvor din afdøde far var leder engang. I Den Gyldne Sti hersker der på overfladen fred og fordragelighed, men interne magtkampe skal snart vise sig at få større betydning end som så for handlingen i spillet. Historien er ganske godt hittet på, og undervejs skal du af og til foretage skæbnesvangre valg, der stærkt til påvirke din videre færd mod Lakshmana - og det uundgåeligt endelige opgør mod den karikerede Pagan Min, der i personage godt kan minde om den afsindigt vellykkede skurk i 3'eren, Vaas.

Velkendt gameplay

Gameplaymæssigt ligner Far Cry 4 ganske godt sig selv. Har du spillet 3'eren vil du straks føle dig hjemme, for der er ikke sket specielt mange ændringer. Små tilføjelser og forbedringer her og der, nyt udstyr og nye evner som eksempelvis muligheden for at klatre op ad bjergskråninger, beriger spillet rigeligt i forhold til 3'eren, og generelt må man sige, at Far Cry 4 simpelthen føles fantastisk godt at spille. Som noget nyt kan du lade en autopilot styre dine køretøjer, mens du koncentrerer dig om at pløkke løs, hvilket giver en rigtig fin mulighed for at veksle mellem "bilspil" og "skydespil" - sådan groft sagt.

Der er masser af transportmidler, masser af våben og masser af vilde dyr. Og netop de mange forskellige vilde dyr udgør en endnu større del af spillet denne gang. Det er som om, spillet simpelthen er proppet med dem. Løver, ulve, elefanter, vildsvin, bjørne osv. Vilde dyr i alle afskygninger, som du ikke blot skal bekæmpe, men som du også kan bruge lokkemad på til både at lokke dem frem fra deres skjul men også til at trække længere hen mod fjenderne, hvilket faktisk er rigtigt sjovt, når det lykkes.

Der er med andre ord sjældent tid til bare at slappe og nyde udsigten i Kyrat, for foruden spillets lange hovedhistorie, bydes der på sædvanlig vis på et væld af sidemissioner, der spænder meget bredt og omfatter både ren action, stealth og hurtige reflekser. De mange fjender, sidemissioner og missioner i hovedhistorien gør hele området til et særdeles levende og troværdigt område, der emmer af liv og forandring. Der er søområder, hvor du kan sejle, du kan flyve i din wingsuit fra bjergtoppene og ned i dalene eller du kan køre ræs langt de snoede bjergstier. Valget er dit!

Kampsystemet er en nærmest tro kopi af 3'eren og fungerer endnu engang fortrinligt. Igen er der ikke noget decideret coversystem, men i Far Cry 4 er muligheden for at dukke dig, kravle og sigte i rigtig god balance, og man savner ikke muligheden for at gå i cover. Gennem spillet optjener du erfaringspoints, som du både kan bruge til at opgrade dine aktive egenskaber så som at skyde og sigte, eller dine mere passive evner så som at lave medicin til at helbrede dig selv med. Det virker meget som i 3'eren, og igen har Ubisoft formået at skabe et rollespilselement, der ikke gør Far Cry 4 til noget rollespil, men som heller ikke er så tyndbenet, at det ikke får nogen betydning. Igen er balance et nøgleord, og den del har Ubisoft virkeligt styr på.

Smukt, smukt spil!

Selv om der som nævnt ikke er meget tid til at stoppe op og nyde området i Far Cry 4, så har Ubisoft gjort uhyre meget ud af også at gøre Far Cry 4 til en visuelt majestætisk oplevelse. Det er et voldsomt smukt spil, som spænder bredt i sin "arkitektur", sin farvepalette og sin brug af lys til at skabe det ene smukke billede efter det andet på. Det er ej heller blot i landskaberne, men i både køretøjer, karakter og mellemsekvenser, at spillet visuelt brillerer, og Far Cry 4 er utvivlsomt blandt det allerflotteste spil på de nye konsoller.

Lydmæssigt skaber en række vellykkede lydeffekter og en stemningsfyldt musik et virkeligt godt lydbillede, som suppleres glimrende af et ofte lækkert, men også af og til mere middelmådigt stemmeskuespil, hvor der tydeligvis er lagt klart mest vægt på at skabe nogle vellykkede og troværdige hovedroller.

Far Cry 4 er et kæmpemæssigt område, men foruden singleplayer-delen byder 4'eren - lige som 3'eren - igen på både co-op og multiplayer. I multiplayer spiller man op til 5 mod 5, hvor den ene side repræsenterer "de gode" i form af Den Gyldne Sti og den anden side "de onde" i form af Pagan Mins hær. Hver side har vidt forskellige egenskaber, hvor den ene er mere kamporienteret, mens den anden side i højere grad vægter svagere og lydløse våben som bue og pil samt evnen til at bruge de vilde, farlige dyr til deres fordel. Igen har Ubisoft formået at skabe en god balance mellem disse to vidt forskellige grupperinger, og multiplayer-delen må da også betragtes som rimeligt vellykket, om end det helt klart er i singleplayer-delen, at Far Cry 4 især imponerer. Har du mod på det, byder også 4'eren på en bane-editor, hvor du selv kan skabe dine egne baner, dele dem med andre eller downloade og spille andre spilleres kreationer. Som editor fungerer den rigtigt fint, så hvis du har mod på det, er der altså her en mulighed for at udfolde dig kreativt.

Far Cry 4 har helt klart været den efterfølger, vi har gået og håbet på. Vi har ganske vist ikke fået nogle voldsomme nyheder i forhold til Far Cry 4, men vi har endnu engang fået et suverænt og aldeles underholdende gameplay, en superflot grafik, en yderst spændende setting i det bjergrige Kyrat og masser af underholdning for spareskillingerne så hvis du er til Action med stort A, bør du bestemt ikke gå uden om Far Cry 4 - årets måske allerbedste actionbrag!

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.