Score: 7
Steam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Godt kampsystem
Flere fine grafiske detaljer
Fin udvikling af din figur
Kedelig historie
Løfter sig ikke rigtigt fra mængden
Køb Lords of the Fallen hos vore partnere:
 

Lords of the Rip Off
Lords of the Fallens hovedperson stirrer ondt på dig fra spilæskens fysiske forside (hvis du stadig skaffer dine spil på denne facon). Navnet er Harkyn, og denne bredskuldrede, skumlende, skaldede, tatoverede person skal være dit bånd til den middelalderagtige digitale verden, som udviklerne har kreeret til dig. Fra spillets start indgår du en aftale, som slipper dig fri fra indespærring. Din del af aftalen er så at du skal smække skallen ind på et betragteligt antal dæmoner, som desværre har meldt deres ankomst fra en anden dimension.

Inden længe venter en sneklædt grå borg på din ankomst, og du kastes straks ud i vild overlevelseskamp. Lords of the Fallen låner kraftigt fra Dark Souls og Dark Souls II, og er altså ikke blot en simpel gang overstadig knaptryk. Tamper du løs på knapperne går du nemlig hurtigt sukkerkold, og så er det en simpel sag for de grumme dæmoner at give dig et hurtigt endeligt. Det er altså en konstant kamp med ryggen mod muren, hvor du skal holde øje med din energi og modstandernes bevægelser. Angrib når muligheden åbner sig og skynd dig at komme væk når du mærker overmagten.

Det er altså et spørgsmål om at vælge sine kampe med omhu, studere fjendernes mønstre og så komme tilbage når du selv er blevet stærkere. Det er også et spørgsmål om at have tålmodighed til at dø ofte, og dermed skulle genspille sektioner. Har du ikke lysten til at nørkle med spillet, og har du mest af alt lyst til bare at opleve en god historie, båret af tilfældige knaptryk fra din side, så er sandsynligheden der for, at det her ikke er noget for dig.

Er du på den anden side en Dark Souls veteran vil du hurtigt bemærke at sværhedsgraden i Lords of the Fallen ikke er på samme tænderskærende niveau. Faktisk er det tydeligt, at man har skævet til Dark Souls og sørget for at gøre oplevelsen her lidt mere tilgængelig. Blandt andet så bliver du reelt bedre i løbet af spillet. Dine hop i niveau betyder vitterligt noget, og det gør løbende begivenhederne lettere. Samtidig har man ændret lidt på det faktum, at du mister dine opsamlede ikke brugte erfaring ved dødsfald. Du kan – som i Dark Souls – stadig samle dem op – men her er det modificeret, så du faktisk også får bonus ved at kæmpe i nærheden af stedet du mistede dit liv.

Hurtigt og brutalt
Kampsystemet er rimeligt velfungerende. Der er lagt fokus på vægt og tyngde, hvilket betyder en del i forhold til din egen bevægelse samt forsvars- og angrebsstyrke. Vil du svinge en stor tohåndsøkse, som er brutal, men tung og langsom? Ønsker du måske i stedet den klassiske kombination mellem et sværd og et skjold? Eller er to knive måske i stedet dig, så du kan bevæge dit lynhurtigt og forsøge langsomt at nedbryde modstanderen. Bevægelserne er samtidig intuitive, og du vil sidde med en reel fornemmelse af, at dine egne evner betyder noget. Tempoet er noget højere end du er vant til fra Dark Souls, og læner sig her måske mere i retning af en titel som Darksiders.

I de små tyve timer spillet reelt tager vil du få smidt en del forskellig udstyr i ansigtet undervejs. Vi er ikke på Diablo III niveau, men der er nu alligevel en del tilfredsstillelse ved at finde nyt lækkert udstyr, som lige øger dine evner en anelse mere. Det hele bliver samtidig præsenteret i en ganske nydelig grafik, som fint får de dystre omgivelser til at virke levende. Udviklerne har samtidig formået at udvide farvepaletten bare en anelse fra det grå i grå, og det giver det hele en anelse mere glød. Dertil er Harkyn rigtigt godt gengivet, og han bevæger sig med masser af tyngde imens han tæsker sig vej gennem fjenderne.

Negativt er det dog en ganske generisk oplevelse. Historien er ikke videre original, og bliver serveret på lidt flade fødder. Og selv om grafikken er ganske nydelig, så varer det heller ikke længe inden du føler at omgivelserne er en anelse ensformige. Du kan godt forvente at vade igennem de samme grå gange ofte. Samtidig er der nogle udfordringer med kameraet, som godt kan finde på at opføre sig skidt, hvilket ikke er optimalt når du sidder midt i en hektisk kamp. Når udviklerne nu har valgt et relativt højt tempo, så skal sådan noget bare sidde lige i øjet.

Lords of the Fallen er egentlig slet ikke nogen dårlig titel. Faktisk gør den en del ting helt rigtigt. Sværhedsgraden er ikke for høj, der er en fornemmelse af at blive bedre og kampene fungerer godt. Desværre formår det ikke at forny en genre, som allerede er rigtigt godt befolket. I stedet føles det lidt som en generisk til tider endda uopfindsom oplevelse, som aldrig helt finder egne ben at gå på. Ville nok ikke være et dårligt køb, når det engang i nær fremtid dukker op til lavere pris.

Om Alan Vittarp Rasmussen