Hell

Score: 7
Steam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PositivtNegativt
God strategisk model
Stor variation i enheder
Intetsigende grafik
Rodede scenarier
Køb Hell hos vore partnere:
 

Når helvede er overfyldt kommer der djævle i din PC
Hvad nu hvis? De store turbaserede strategispil lader dig typisk simulere hvad der var sket hvis strategien havde været anderledes i historiens store slag og hvis du havde været i de øverstkommanderendes støvler. Kunne Napoleon have vundet ved Waterloo? Kunne Robert E. Lee have vundet ved Gettysburg? Og kunne Olfert Fisher have vundet over Nelson i slaget på Reden? Men hvad nu hvis du havde været Fanden selv en gang i Middelalderen? Ville du så kunne have indhyllet verden i permanent mørke, glødende lava og hære af små røde djævle?

Måske kan du få svaret ved at spille Hell, et turbaseret strategisk spil, der fokuserer på mindre træfninger fremfor store slag. Hver enhed du kan rokere rundt med, repræsenterer derfor mindre enheder som en håndfuld fodsoldater et par helvedeshunde eller en enkelt ridder til hest. Hell fungerer glimrende som introduktion til genren af hardcore strategiske spil, hvor man har holdt fast i de helt centrale begreber som ’Line of Sight’ og ’Zone of Control’ men skruet statistikker ned til et minimum og gjort dine specialenheders forskellige evner nemt tilgængelige så snart du klikker på dem.

Du skal i det hele taget tænke dig godt om når du giver ordrer i Hell, for der er mange forhold der er med til at afgøre om dine tropper ender som effektive kampmaskiner eller bare som slagtekvæg. Dine enheder kan for eksempel ikke bevæge sig yderligere når de bevæger ind på et felt med en tilstødende fjendtlig enhed, men de kan til gengæld støtte hinanden og eventuelt flankere fjenderne. På samme måde får forsvarende enheder en defensiv bonus, hvis den har en allieret enhed ved siden af sig når den bliver angrebet. Du skal også bruge spejderenheder for at finde fjenden, for optimalt at kunne benytte dine langtrækkende bueskytter for at svække modstanderens moral og kampstyrke inden det kommer til nærkamp.

Lysets orden mod helvedes dæmoner
Spillet er ikke nyt og revolutionerende, men udviklerne har derimod direkte taget motoren fra Battle Academy 2 og erstattet kampvogne, infanterisoldater og kanoner med bueskytter, djævle og riddere. Hvis du er stor fan af Battle Academys lette tilgang til strategispil, så vil du med garanti også føle dig hjemme her, for der er stort set intet ændret i forhold til BA2. Spilmotoren er oprindeligt skabt med henblik på at kunne anvendes både til PC og til iPhone/iPad og en mobil udgave af Hell skulle da også være på vej. Grafikken er stadig i den tyndbenede ende, men den kulørte farvepalet passer egentlig bedre til den knapt så alvorlige baggrund der er i Hell, end den passede til BA2. Det hele bliver bare lige en tand for idyllisk og nuttet. Solsikkeblomsterne blomstrer glade og ubekymrede og helvedes hære er overhovedet ikke hverken skræmmende eller uhyggelige, de er ikke engang sjove på en Dungeon Keeper-agtig måde - de er bare kedelige, intetsigende og generiske.

Lysets orden og helvedes dæmoner har i sagens natur helt forskellige enheder på hver deres side. Der er rigtigt mange forskellige og heldigvis er udviklerne ikke forfaldet til at lave de samme grundlæggende varianter med forskellige navne og grafik. Dæmonerne fokuserer meget på angreb på afstand og på specialenheder, der kan sprede panik, rædsel og død blandt grupper af modstandere, mens ordenen på den anden side har overvægt i nærkampstropper og benytter specialenheder, der kan helbrede eller beskytte grupper af egne soldater.

Dæmoner der dukker op af den tynde luft
Uheldigvis gør spillets missioner (Hvoraf der findes 10 set fra hver side) tit og ofte vold på din mulighed for at lægge en velfungerende strategi. Fjenderne vil pludseligt få forstærkninger bag dine linjer, angribe fra helt ulogiske retninger og det virker i det hele taget som om at spillet snyder og har fuld information om dine tropper, mens du kun kender til det som dine egne enheder kan se. Fjenderne vælter hele tiden ind fra højre og venstre på må og få og en stor del af tiden virker det mere som om det er tilfældigheder og held, der er afgørende og ikke dine strategiske evner (læs: præcis som i Battle Academy 2). Men måske er det bare sådan det er, hvis du vil tage kampen op mod dæmoner fra helvede.

I det store hele er Hell fortrinligt som introduktion til genren af komplekse strategiske spil. Man har skrællet kompleksiteten ned til de mest centrale ting og dermed skånet dig fra at skulle læse 100 siders manual for at få glæde af spillet. Det er en hel præstation i sig selv at spillet formår at klæde dig på til at håndtere alle spillets strategiske aspekter kun ved hjælp af cirka 15 minutters træningsscenarier. Men desværre er spillets enheder tilpas kedelige og anonyme og missionernes strategiske forløb virker jævnligt for kaotiske til at give den helt rigtige følelse af at kommandere en mindre hær.

Om Jesper Søtofte