Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+PEGI Online
PositivtNegativt
Eminent gameplay
Klart forbedret AI
Den nye myClub
Flere licenser mangler
Ikke voldsomt imponerende præsentation
Køb Pro Evolution Soccer 2015 hos vore partnere:
 

Med tonerne fra Aviciis kæmpehit Wake Me Up indledes mine første manøvrer i årets udgave af Pro Evolution Soccer. Med ret til at anvende en så populær sang signalerer Konami nærmest "We Mean Business This Year", og ja. Det gør de godt nok! Som amen i kirken er det sikkert, at bølgerne går højt, når man diskuterer, hvorvidt PES eller FIFA er det bedste fodboldspil i verden. Pro Evolution Soccer-serien har fået hug for at have bevæget sig lidt for langt væk fra rødderne, at mangle licenser og ikke at være lige så pænt at kigge på som FIFA. Omvendt har FIFA fået hug for et ikke altid tilfredsstillende gameplay, men har til gengæld haft licenserne i orden, en superflot præsentation og sin Ultimate Team-mode, hvor man kan handle med spillerkort og alt muligt andet.

Konami er naturligvis klar over, at et af FIFAs nyere "selling points" er Ultimate Team, og en af de nye modes i Pro Evolution Soccer 2015 er netop en slags Ultimate Team-mode, den såkaldte myClub, som er en slags avanceret managermode med masser af micromanagement. Bl.a. optjener du to slags valuta, som du så kan omsætte til mere brugbare "varer" såsom agenter, spillere eller egenskaber til dine spillere. Der er lige som i Ultimate Team en tilfældighedsfaktor, som afgør, hvilke spillere, du får tilført, og selv om det ikke rigtigt virker 100% copycat-agtigt, så er der mange ligheder. Men omvendt er det jo et smart træk af Konami, for det minimerer de grunde, som du som bruger indtil nu har haft for at vælge FIFA frem for PES.

En anden mærkbar og betydeligt vigtigere forskel hos Pro Evolution Soccer 2015 er den måde, hvorpå hele gameplayet føles. Jeg mindes ikke at have spillet et PES-spil, der føles så lækkert som i år, hvor både fysikken og AI'en sidder lige i skabet. Simpelthen! Dine modstandere tilpasser sig tydeligt din spillestil, så du ikke kan finde en smart tilgang og bare spamme den i én uendeligt, og når du scorer, så er det i langt højere grad dine evner som spiller snarere end diverse digitale "assists" og tilfældigheder, der er årsagen. Hastigheden samt tyngden på bolden og på spillerne føles også helt rigtig, og i det hele taget virker det som om, ordet balance har været i fokus under udvikling af dette års PES-udgave. Konami har skruet på en masse knapper for netop at finde tilbage til rødderne, og det har de gjort på fornem vis. AI'en er således også markant forbedret, og spillerne opfører sig i højere grad som rigtige spiller, hvilket især kan ses på dine medspilleres løbemønstre. Det er bare SÅ lækkert. Det faktum, at PES på nogle områder også er blevet en kende sværere bør nok snarere læses som om, at det er blevet mere "rigtigt". Ikke at der findes en endegyldig formel for, hvordan et fodboldspil skal skrues sammen, men Konami har altså fat i den lange ende i år.

Der er naturligvis stadig malurt i bægeret, og det er de samme lidt ligegyldige ting, hvor især skal nævnes de manglende licenser, hvor problemet dog synes mindre år for år. Manchester United hedder ikke længere Man Red, og det er efterhånden kun ganske få, men dog betydelige ligaer eller hold, der ikke er licenseret. Men lige som sidste år kan du bare hente en fil genereret af nogle af spillets største fans med alle de rigtige navne og downloade til din konsol eller pc. Til gengæld byder PES kun på 12 licenserede stadions, herunder Old Trafford og Allianz Arena, hvilket nok må siges at være lige i underkanten, hvis du eks. er Real Madrid- eller Barcelona-fan. Samtidigt er hele præsentationen stadig lysår fra FIFA, grafikken er bestemt ikke den lækreste, men modeller og animationer af de største stjerner er der dog tydeligt gjort en del ud af, om end de til tider stadig virker lidt under middel. Betydningen af spillets præsentation er dog meget lille, hvis man sætter fokus på gameplay - her overgår PES 2015 klart FIFA - og det er jo et fodboldspil, vi har med at gøre - ikke en skønhedskonkurrence!

Offline er PES 2015 en rigtig lækkerbisken med alle de forskellige modes, vi kender fra tidligere. Foruden ovennævnte nyhed, myClub, bydes der på Quick Match, Exhibition Match, Become a Legend og Master League foruden en række forskellige licenserede turneringer så som Champions League og Copa Libertadores. Igen kan op til 4 spillere deltage i løjerne i sofaen, og det er simpelthen bare underholdning på højt niveau både at spille mod hinanden eller at arbejde sammen mod en AI-modstander. Bliver du træt af at spille kampe, byder PES 2015 på en lang række træningsøvelser, hvor du på flere forskellige sværhedsgrader skal forsøge at klare dig så godt som muligt. Det er et ganske fornøjeligt afbræk fra de rigtige kampe, men dog ikke der, spillet har størst fokus.

Online byder PES 2015 stort set de samme modes som sidste års udgave med de forskellige game modes, der findes, inkl. Master League, som nok må siges at være det sjoveste, foruden bare at spille mod en tilfældig modstander og blive tævet godt og grundigt igennem, med mindre du er en rigtig PES-haj. De 7-8 kampe, vi nåede at spille online, blev alle afviklet uden problemer, så netkoden ser ud til at fungere rigtigt fint.

Præsentationen har vi været inde på. Spillets grafik er godkendt, men dog ikke voldsomt imponerende, når man tænker på, hvad Fox Engine ellers kan præstere på det visuelle område. Jeg er sikker på, at vi inden for 1-2 år ser et meget flottere Pro Evolution Soccer, hvor Konami i endnu højere grad har lært både at udnytte de nye konsollers kræfter, men også den engine, de selv har skabt.
Lydmæssigt er Pro Evolution Soccer 2015 på et ganske højt niveau. Især under kampene lyder publikum og bolden rigtigt fedt i et par gode højttalere, og timingen er også helt rigtig. Kommentatoren er igen den velkendte Jon Champion assisteret af medkommentator Jim Beglin. Jon Champion gør det faktisk rigtigt godt med mange veloplagt kommentarer, som for det meste også er placeret og timet korrekt, om end der stadig forekommer svipsere, hvor en målmands opsamling af en simpel bold gøres til en fantastisk redning. Jim Beglin er en erfaren herre som kommentator, men hans bovlamme stemmeføring er næppe noget, der vil tiltale os danske spillere, selv om vi delvist er vant til det fra dansk TV, uden at vi skal nævne navne.

Pro Evolution Soccer 2015 er sammenlagt et uhyre godt fodboldspil. Gameplaymæssigt har Konami gjort nærmest alt til perfektion, og hele spillet inde på banen føles bare rigtigt lækkert. Præsentationen kan tydeligvis forbedres i forhold til FIFA, og det samme skal siges om licenserne. Den nye Ultimate Team-agtige mode, myClub, virker rigtigt fint, og dertil har spillet alle de velkendte og spændende game modes, som vi allerede kender. Alt i alt vinder Pro Evolution Soccer 2015 årets digitale fodboldslag inde på selve banen, så skynd dig hen til din lokale eller online spilpusher og skaf et eksemplar. Hvis du stadig er i tvivl, så prøv demoen - den ligger online, er gratis og kan lige som selve spillet hentes nu!

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.