F1 2014

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+PEGI Online
PositivtNegativt
Generelt godt gameplay
Lækker lyd
Turbo!
Ikke så meget nyt
Svær styring med controller
Køb F1 2014 hos vore partnere:
 

Formel 1-sæsonen 2014 er ved at nærme sig sin afslutning, og Codemasters skal lige have presset det sidste ud af sin hæderkronede serie inden skiftet til den nye generation af konsoller. Således optræder 2014-udgaven hverken på Xbox One eller Playstation 4.

Årets 2014-udgave er på mange måder i princippet blot en opdatering af sidste års glimrende 2013-udgave, som ligeledes delvist var en opdatering af det ligeledes glimrende 2012-udgave.

Det nye, der er sket siden sidst, er især de ting, som Codemasters har været nødsaget til at lave. For det første er der jo kommet nye baner til, og de er alle smukt gengivet, og derudover er der naturligvis den forskel, at årets F1-biler har fået turbolader i motoren, hvilket er første gang siden 1988. Dette har jo i sagens natur bevirket en række ændringer til selve gameplayet, men Codemasters løser det sådan set på glimrende vis, og det giver en helt speciel følelse, når det lykkes dig at aktivere den på det helt rette tidspunkt. Omvendt kan det også være særdeles svært at bruge den rigtigt, hvis du altså spiller på simulator-niveau uden hjælpemidler, hvilket er den helt rigtige måde at spille F1 2014 på.

Spillet er nemlig en simulator i ordets bedste forstand, og de, som vælger at slå alle hjælpemidler til såsom bremsehjælp m.m. er egentlig bedre tjent med nogle af de nye, mere arcadeagtige racerspil så som Forza Horizon 2. Mange bilspil spilles fortrinligt med en controller, men F1 er desværre ikke et af dem. Lige som sidste år opleves det igen til tider for svært og kluntet, og det kan absolut anbefales at spille med rat og pedaler, hvilket også giver en mere realistisk fornemmelse af at køre en F1-racer, uden at jeg dog (endnu) har prøvet det.

Spillets karrieredel, hvor du kører en eller flere sæsoner, kan i år kortes ned til at køre færre løb, så de utålmodige, der gerne vil opleve flere sæsonafslutninger, nemmere kan nå dertil. Dette er en aldeles glimrende lille feature og naturligvis ikke noget, der ødelægger det for de mange fans, der hellere end gerne kører alle sæsonens 19 løb. Underligt nok er sidste års populære Classic Mode fjernet, hvilket ellers gav rigtigt meget ekstra levetid til spillet. Mon ikke den dukker op igen i næste års udgave! Online-delen foregår også uden problemer, og er I en lille gruppe af venner samlet online, er F1 en glimrende oplevelse, for det er virkeligt nervepirrende at køre, når blot en lille fejl kan betyde forskellen på en første- og en sidsteplads. Sådan er det sjældent hos arcaderacerspillene!

På det visuelle område er der ikke sket ret meget siden sidst. Grafikken er ganske nydelig, men altså på ingen måder en forbedring af sidste års udgave. Lyden er stadig fremragende, og den nye turbolyd er virkelig lækker i et sæt gode højttalere.

Alt i alt er F1 2014 en fornuftig om end ikke prangende oplevelse. Sammenlignet med spil som Forza Horizon 2 på Xbox One ser grafikken håbløst gammeldags ud, men da vi befinder os på den forrige generation af konsoller er det naturligvis unfair at sammenligne, så niveauet må siges at være godkendt. En lækker lyd, en spændende karriere-mode og et generelt rigtigt fint gameplay, hvis du har rat og pedaler, gør F1 2014 til en ganske habil titel, om end det er tydeligt, at spillet delvist føles som en overgang fra en konsolgeneration til den næste.

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.