NBA 2K15

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+PEGI Online
PositivtNegativt
Utrolig fed grafiske indpakning
MyPlayer er utroligt gennemarbejdet og fængende
Lækkert intuitivt offensivt spil
Svært at samle op
Tekniske problemer
Ikke så godt defensivt spil
Køb NBA 2K15 hos vore partnere:
 

Solid og imponerende fortsættelse
NBA 2K14 var en ganske markant magtdemonstration, som – især i betragtning af at EA Sports ellers her helt havde stækket våben – alligevel leverede på stort set alle parametre. Det var en helstøbt oplevelse, som faktisk formåede at give indtrykket af at være en del af hele det mediecirkus som sportsgrenen også omfavner. Nu er kalenderen rykket et år frem, og denne gang er de nye konsoller også inviteret med. Resultatet er et, på mange måder, imponerende produkt, som dog hæmmes af nogle ganske massive launchproblemer på online fronten.

Man har igen valgt, at lade hele den kulørte indpakning med fokus på de højt betalte superstjerner være omdrejningspunktet. MyPlayer er navnet på spillets kerne, hvor de fleste nok vil spendere det meste af deres tid. Det er her du skal rejse dig som en ung kontraktløs knægt, som først skal draftes ind i en trup og efterfølgende skal rejse sig mod berømmelsens tinder. Det sker komplet med skrupelløs agent, intriger indenfor holdet, svære karrierevalg og medieindsvøbte kampe. Det er en utroligt flot og gennemarbejdet del, hvor udarbejdelsen reelt giver personlighed til de personer som er med. Du kan godt forvente dårlig samvittighed første gang du vender en manager ryggen, som ellers tog chancen med at hive dig ind da du var ukendt.

Til at supplere denne del, har du MyLeague, der i stedet giver dig muligheden for at sidde i førersædet for et helt mandskab. Igen er indpakningen helt i top, komplet med nærmest rollespilsagtige konversationsmuligheder. Illusionen er pumpet ordentligt op, og det varer ikke længe inden du har levet dig ind i begivenhederne. Nye spillere kommer til, kampe spilles, kameraer kærtegner stadion og spillere inden, under og efter kampe og du føler vitterlig, at du er en del af denne multi-million tunge sportsgren.

Heldigvis er selve begivenhederne på banen også præsenteret med samme hengivenhed. Du skal dog ikke forvente at sætte dig ned og bare sænke det ene skud i kurven efter det andet. Selv om styringen dybest set er intuitiv, så kræver den stadig timevis af øvelse inden du kan gøre dig forventninger om at være med i opgøret. Alle knapper og triggere kommer i spil i et intrigant og komplekst spil, som ser ekstremt levende ud når det ellers flyder af sted på skærmen. Har du ikke tidligere stiftet bekendtskab med serien, så er første stoppested træningsøvelserne – selv om det selvfølgelig kribler i fingrene efter at tage rigtigt fat. Gør du ikke det, vil der vente grumme tæv og ydmygelser. Det uanset hvilken spilledel du kaster dig over.

Efter noget tid kommer det dog til dig, og så vil du rigtigt nyde især de offensive muligheder. Du har mulighed for at strikke nogle rigtig flotte angreb sammen, og på et tidspunkt når du det punkt, hvor det bare føles rigtigt og keypaddet blot er en forlængelse af spillet på skærmen. En indikator viser en sindrig måling af evner, placering og timing når du skyder. Det betyder alt andet lige, at selv om du timer et skud perfekt, så kan en dårlig spiller ramme ved siden af og selv om du måske ikke er den skarpeste kniv i skuffen, så kan du stadig ramme kurven, hvis du er placeret rigtigt. Det er en glimrende måde at visualisere noget, som man jo godt ved ligger og ulmer nede i maskinen.

Desværre er det defensive spil ikke nær så godt. Der er en klar vægt mod offensive bevægelser, og samtidig kan spillerne godt føles som om de ikke har fysiske tyngde. Det medfører at dygtige offensive spillere relativt let kan rulle forbi forsvarsspillere – noget der også kendetegner spillet online. Det er ikke destruerende men dog frustrerende, at du ofte føler dig hjælpeløs, når du prøver at lukke modstanderen ned. En anden udfordring er, at selve onlinedelen – selv om kampene er underholdende – har en del tekniske problemer. Vi oplevede mange gange hvor vi ganske enkelt blev smidt af, og ikke kunne komme på igen. Problemet bliver blot større af, at du også skal være online i MyPlayer når ens spiller skal opgraderes. Det er skidt, og desværre et problem som også hæmmede NBA 2k14.

NBA 2K15 er dog samlet set en meget positiv oplevelse. Det er en ekstrem flot pakke, hvor animationer, teksturer og lyskilder spiller utroligt godt sammen. Har du en ven, der kommer forbi og ser dig spille, vil vedkommende sagtens kunne tro at du ser en kamp på TV. De rigtige licenser er hevet ind, rigtige spillere optræder – nogle har sågar lagt stemme til og NBA 2K15 har også et af de bedste kommentatorspor. Det hele spiller bare rigtigt godt sammen. Så er det ærgerligt, at tekniske problemer skal hæmme udgivelsen.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen