Bayonetta 2

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Fantastisk grafik
Imponerende action
God humor
Online co-op mode
Sexede hekse!
Kunne godt være længere
Køb Bayonetta 2 hos vore partnere:
 

Heksen er tilbage!
Lad det være sagt med det samme; hvis du fandt præmissen i det første Bayonetta for en smule tosset, så er Bayonetta 2 klar til akut indlæggelse på den lukkede. Spillet racer af sted fra første klik med vanvittige set-pieces, når Bayonetta kæmper sig gennem horder af dæmoner og andet dæmonisk skravl. For at understrege, hvor vildt, overgearet og vanvittigt spillet som helhed er, så foregår den første del af spillets action oven på et flyvende jetfly, hvor Bayonetta kæmper mod dæmoner. Værsgo at skylle!

Du får ikke et sekunds fred i den rutschebanetur, som Bayonetta er. Horder af fjender i fantastiske set-pieces bliver udskiftet med mindst lige så fantastiske og fantastifulde boss-kampe, der tager spillets ation og intensitet til helt nye højder. Det virker helt overvældende - men hold da op hvor det er fedt!

Især spillets fantastiske combo-system og ikke mindst muligheden for konstant at lave modangreb, hvis din timing er god, giver spillets action variation, og du har hele tiden en fornemmelse af at være i kontrol, så spillets action bliver aldrig triviel eller ensformig. Spillet racer af sted mellem hæsblæsende action-scener, der bliver afløst af "Witch Time" slowmotion-sekvenser om og om igen. Det er måske det største kunststykke ved Bayonetta 2, at spillet formår at forny sig hele tiden og konstant tage pusten fra dig med nye hæsblæsende oplevelser.

Der er et regulært overflødighedshorn af moves og comboer at lære, og imponerende nok så udføres de alle som flydende bevægelser og angreb, der helt naturligt glider over i hinanden, når Bayonetta udfører dem på skærmen. Kontrollen er lettilgængelig for nybegyndere, men er du feinschmecker, er der rig mulighed for at nørde med de forskellige comboer og endda købe nye i løbet af spillet. Som i det originale Bayonetta-spil, kan du også i Bayonetta 2 anvende superangreb i form af Bayonettas "Umbran Climax", som du skal spare energi op til. Det giver ekstra smæk for skillingen, og det er sandelig også visuelt imponerende at se Bayonetta folde sig ud på skærmen og forvandle sit hår til specielle våben og angreb (ja - hun bruger sit hår som våben)!

Brug en Pro Controller
Bayonettas comboer kan styres med Wii U-Gamepaddens touchskærm. Det kan umiddelbart ikke anbefales - det fjerner det hurtige og intuitive feel i kampene, som brugen af en almindelig controllers knapper tilføjer. Vi anser touchskærmsfunktionerne som lidt af en gimmick, der hurtigt vil blive lagt på hylden til fordel for det meget bedre klassiske knapbaserede system. Det kan faktisk anbefales at spille Bayonetta 2 med en Pro Controller.

Ud over nye moves og angreb, der som nævnt kan købes undervejs gennem spillet, kan du også udstyre Bayonetta med en række andre smarte tiltag. Der er en række nye våben, hvoraf nogle er gamle kendinge fra det første spil, men der er blevet plads til nogle originale våben. Ud over våben kan du også købe forskellige kostumer til Bayonetta. For de flestes vedkommende er disse baseret på figurer fra Nintendos univers, og med kostumet kommer også nye våben, der hører til den karakter, som du klæder Bayonetta ud som. En ganske sjov ide.

Der er mange facetter og elementer at opleve igennem spillets ca. 10 timer lange singleplayer-kampagne. Det er nok de færreste, der kan nå at frikøbe alle tingene i spillets butik, så der er god basis for at spille Bayonetta 2 igennem mere end en gang. Men der er faktisk mere at komme efter i pakken end singleplayer-kampagnen - der er for eksempel en virkelig velfungerende co-op online mode, der bidrager med masser af levetid og underholdning til den samlede pakke.

Fræk som en slagterhund
Et vigtigt element i at bære spillets historie frem er den fantastiske humor. Det originale Bayonetta var også gennemsyret af seksuelle referencer, slapstick og generel gakgak-humor. Bayonetta 2 fortsætter den geniale humoristiske linje med et skævt smil og masser af glimt i øjet - okay, det er da lidt plat fra tid til anden, men generelt passer det godt til spillets vanvittige tempo og stil.

Visuelt er Bayonetta 2 fantastisk smukt - muligvis det flotteste spil til Wii U-konsollen til dato. Det siger måske ikke så meget, for hvis Wii U-konsollen var en julefrokost, ville den godt nok være kedelig - der er nemlig temmelig langt mellem snapsene til konsollen. Men så længe de få eksklusive spil, der kommer til Wii U, er af samme kvalitet som Bayonetta 2, så skal vi ikke klage. Det lover vi!

Samlet set er Bayonetta 2 det bedste og mest strømlinede action-spil vi har spillet i særdeles lang tid. Hekse med spidse hatte, vorter på næsen og en kost mellem benene (see what I did there?) er totalt yt - det nye sort fra Bloksbjerg er sexede superhekse med automatpistoler, slowmotion comboer og hornbriller! Vi er i hvert fald totalt solgt og vil have mere. Bayonetta 2 er en genialitet og er næsten værd at købe en Wii U-konsol for!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).