Score: 8
Better With Kinect
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Fantastiske, mindeværdige øjeblikke
Virkeligt fængende – især i starten
Fanger virkeligt godt stemningen fra sit oplæg
Alt, alt for langtrukkent
Vokslignende ansigter
Mangler variation.
Køb Alien: Isolation hos vore partnere:
 

Bedste Alien spil i lang tid
Alien: Isolation er tydeligvis et spil kreeret af folk som ved, hvad der gjorde ophavet så godt. Det er det første spil, som tager præmissen fra den første film fra 1979 af Ridley Scott i stedet for at fokusere på opfølgernes gung-ho inspiration (som Aliens: Colonial Marines gjorde). Det er med andre ord et spil, som giver dig fornemmelsen af at være helt alene, sårbar og ikke mindste panisk. Bered dig på en anderledes oplevelse, hvor flere momenter vil blive hængende, også efter skærmen er stoppet med at flimre.

Spillet tager sit udgangspunkt efter begivenhederne i Alien: den ottende passager. Du indtræder i rollen som Amanda Ripley, datteren til filmenes omdrejningspunkt. Hun har ikke opgivet eftersøgningen på sin mor, og i starten af historien bliver hun serveret en gylden mulighed for at lære mere om hendes skæbne. Det involverer en rejse til rumstationen Sevastopol. Selvfølgelig er det ikke ligetil – stedet er slemt skadet, og i de blinkende korridorer venter der en enkelt Alien, som ikke har tænkt sig, at du skal forlade stedet igen.

Allerede fra det første skridt, som du tager på Sevastopol, er du isoleret. Modsat mængden af nuværende spil, er du ikke en superhelt, som udvikler tangerende til magiske evner og overdænges med højkaliber våben. I stedet er du et sårbart menneske, der slet ikke er trænet til det her. Undervejs vil du godt nok både møde både levende som syntetiske mennesker – fælles for disse er dog, at de generelt alle er ude på at få dig ned med nakken. Med lidt opfindsomhed kan du selv bygge våben, og du får lov til at yde lidt modstand.

Følelsen af, at have en chance bliver dog hurtigt fjernet. Spillets tårnende, lynhurtige og brutale hovedfjende er nemlig ikke til at få ned med nakken. I et ganske genialt træk har Creative Assembly valgt at lade væsenet blive styret af den kunstige intelligens. Det betyder med andre ord, at den selv bevæger sig rundt i rumskibet og forsøger at fange dig. Det lyder måske indlysende, men fokus på usikkerhed i stedet for scriptede sekvenser er bestemt noget, der virkelig klæder forløbet. Du vil snige dig igennem luftkanaler, gemmer dig i skabe og bag borde imens du desperat skæver ud, ubevidst holdende vejret selv. Har du Kinect, så reagerer spillet også på dit hoveds bevægelser imens du er i ”kiggemode”, og lur mig om du alligevel ikke selv sidder og vrider nakken for at se hvor bæstet er henne.

Der er selvfølgelig en underliggende historie, og den drager tydelig inspiration fra filmen – til et niveau, hvor du decideret vil kunne genkende scener. Desværre bliver historien aldrig rigtigt vedkommende, og den føles sekundær. Det skyldes ikke mindst, at udviklerne desværre ikke har forstået, at det er vigtigt at få skåret spillet til. Spilletiden er reelt omkring 20 timer, og det er ekstremt lang tid for et spil, hvor hele forløbet udspiller sig i de samme trange korridorer. Forbered dig på at se de samme steder utroligt mange gange og ikke mindst på at dø gentagne gange.

Du kan selvfølgelig gemme undervejs, men disse steder er begrænsede til enkelte terminaler. Du skal også her forvente sekvenser hvor du spurter som en gal, velvidende at monsteret er lige bag dig, for at få muligheden for at gemme din færd. Forbered dig så også på, at monsteret i stort set alle tilfælde vil nå dig og flå dig fra hinanden. Det er hårdt og frustrerende, og det er således et spil, der byder på megen trial’n’error og kræver stor tålmodighed.

Det tekniske aspekt er en blandet oplevelse, hvor gengivelsen af den fremmede samt visse teksturer og lyssætning er positive punkter. Negativt så ligner personerne alle voksdukker, med døde øjne og stive animationer. Dertil så er der udsving i gengivelsen af partikler samt et relativt voldsomt genbrug af baggrunde. Det skal selvfølgelig være dystopisk og deprimerende, men man kunne nu alligevel godt have smidt lidt variation ind – som eksempelvis Dead Space formåede med meget samme oplæg.

Alien: Isolation er til tider en fascinerende, spændende og fængende oplevelse, hvor fornemmelsen af at være i fare er evigt til stede. Fremfærd sker forsigtigt med tilbageholdt åndedræt i snævre gange, hvor lyset konstant blinker. Mørke bliver afløst af lys, hvor du pludselig ser en mørk skikkelse bevæge sig og mærker hjertet hoppe et slag. Desværre er det også en langtrukket affære, som mangler en rød tråd i sin historie, og hvor fascination afløses af frustration.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen