Minimum

Score: 7
Steam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PositivtNegativt
Enkelt og let tilgængeligt
Hurtig og god action
Titan-mode
Ensformigt
Den visuelle stil er ikke for alle
Køb Minimum hos vore partnere:
 

Minimalistisk action
I sin grundessens er Miminum et online 3. persons actionspil af den helt banale og enkle slags. Der er ikke nogen stor og forkromet historie, ingen forklaring på hvorfor side A hader side B og vice versa og ingen kompleks hovedperson, du kan holde med. Der er bare action, vold og ødelæggelse, og det er faktisk helt befriende!

Det første, du vil bemærke ved spillet, er naturligvis den specielle visuelle stil, der hænger fint sammen med spillets titel. Grafikken er således ret minimalistisk og består udelukkende af ensfarvede klodser. Spillerne ligner LEGO-robotter – endda simple LEGO-robotter. Omgivelserne er designet på samme måde og ligner noget, der er bygget op af simple ensfarvede byggeklodser. Altså ingen komplekse farver, ingen detaljer og ingen dikkedarer. Heldigvis er der masser af effekter fra våben og eksplosioner til at peppe spillets action op. Og det fungerer rent faktisk, når det bliver kombineret med spillets præmis om at fokusere på hurtig og kaotisk online-action og ikke så meget andet.

Minimum byder på to klassiske spilmuligheder – nemlig team deathmatch og en horde mode, men det er spillets Titan-mode, der er den mest interessante. I Titan-mode har begge hold en gigantisk Titan, der bevæger sig mod fjendens base – holdene skal dels beskytte deres egen Titan og forsøge at ødelægge modstandernes. Det er en spilmode, der fungerer overraskende godt, fordi du konstant skal skifte mellem at forsvare din egen Titan og angribe fjendens. Simpelt? Ja bestemt, men rigtigt underholdende.

Spillet tilbyder en række muligheder for at modificere din karakter og de våben, du anvender. På det område fraviger Minimum den minimalistiske tilgang. Det er nemlig muligt at finde ressourcer og blueprints, så du selv kan ”crafte” nye våben, som der er en lang række af, både til brug i nærkamp (typisk sværd), men også forskellige former for skydevåben. Der er ligeledes forskellige typer af rustning, som din karakter kan bære - generelt veksler du altid liv for fart. Så vil du have tung rustning og dermed blive svær at dræbe, bliver du betydeligt langsommere.

Desværre er der ikke meget kød på deathmatch eller horde mode, når du først har spillet den mere nyskabende Titan mode. Det kan naturligvis hurtigt løses ved kun at spille Minimum i Titan-mode, men selvom det er god spas med masser af action, så kan Minimum ikke rigtigt løbe fra, at konceptet i sig selv er ret spinkelt og derfor ret hurtigt bliver lidt ensformigt. Simple koncepter i skydespil har naturligvis fungeret før, og der findes masser af skydespil, der ikke handler om andet end at dræbe de fjendtlige spillere, så er du fan af den slags, så er Minimum bestemt et spil, du bør kigge nærmere på.

Forventer du derimod en kompleks verden, karakterer med baggrundshistorier og et plot eller en historie, så skal du holde dig langt væk fra Minimum. Spillet virker mest af alt som et spændende designmæssigt eksperiment, der tester, hvad der vil ske, hvis man fjerner alt fra et skydespil bortset fra det absolutte minimum – således at det, der er tilbage, er selve essensen af et online-skydespil. Skydespilskoncentrat om man vil. Og det er grundlæggende, hvad Minimum er.

Så fungerer Minimum-eksperimentet? Både og. Spillets visuelle stil og æstetik skal nok skræmme nogle gamere væk, men de gamere, der fokuserer mere på hurtig multiplayer-action og mindre på det æstetiske, vil helt sikkert se Minimum som en lille underholdende lækkerbisken. I hvert fald for en stund.

Om Peter Rosenholdt