Score: 5
Steam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Minder om Ports of Call
Let at gå til
Alt for nemt at blive milliardær
Ensformigt i længden
Irriterende minispil
Køb TransOcean: The Shipping Company hos vore partnere:
 

Containerfragt for begyndere
Tyske Deck 13 er vist ikke voldsomt kendte på disse breddegrader. De har fiflet lidt med forskellige genrer, men er nok mest kendt for deres adventure-spil Jack Keane fra 2008. Nu har de så begået en økonomisk simulation, hvor du får frie tøjler til at lede dit eget containershipping-firma. Du skal købe skibe, indgå kontrakter om leverancer, styre dine skibe og tjene en fandens masse penge undervejs. Hov! Det lyder da som 1987-klassikeren Ports of Call til Amiga 500 – og ja, TransOcean: The Shipping Company ER Ports of Call i ny indpakning.

Spillet byder på to modes; en sandkasse, hvor du får helt frie hænder til at tjene penge og planlægge ruter og en campaign, hvor en ondsindet investor bliver ved med at gøre livet surt for dig og din forretning. Hvorfor din egen investor virker helt besat ved tanken om at køre dit firma i sænk, melder historien ikke noget om, men det gør da spillet noget mere kompliceret.

I starten af spillet er du begrænset af en noget slunken pengepung, der kun giver dig råd til et enkelt containerskib. Der er en lang række forskellige skibe med variabelt brændstofforbrug, aktionsradius, lasteevne (angivet i TEU - Twenty-foot Equivalent Units, der åbenbart er en standard for containere) og så videre. Desuden har nogle af skibene den egenskab, at de er ”feedere”, hvilket betyder, at de har egen container-kran, så de kan anløbe mindre havne, der ikke selv har containerkraner.

Når dit første skib er købt går jagten ind på en ordre – eller flere, hvis du har plads ombord. Hver anden dag opdateres listen over hvilke ordrer, der skal afskibes fra en havn, så finder du ikke nogle tilfredsstillende kontrakter, kan du betale for at have dit skib i havnen et par dage og se, hvad der så dukker op. Nogle kontrakter har en stram deadline, hvilket betyder, at du må bruge mere brændstof for at nå frem i tide, men generelt er det relativt nemt at finde profitable ruter i starten af spillet.

Når du forlader en havn eller skal anløbe en ny havn, bliver du præsenteret for samme minispil som i Ports of Call. Du skal manuelt dirigere dit containerskib ud af havnen – uden at ramme moler eller anden skibstrafik. Deck 13 påstår, at der er over 50 "virkelige" havne med i spillet - så det vælger vi at tro på. Da containerskibe er lige så nemme at håndtere som en beruset elefant, kan det godt være noget af en udfordring, og det kan ende med mange ridser i lakken, dyre reparationer og et skadet skib. Heldigvis kan du smide en betragtelig sum for at få computeren til at gøre det for dig – men det virker mest af alt som en dummebøde at skulle betale 200.000 Euro for at blive eskorteret ud af en havn, fordi du ikke selv gider bruge fem minutter på at zigzagge dig vej mellem skibe og moler.

Når dine skibe er til søs, kan du følge dem på et verdenskort, hvor du også får beskeder om uvejr, som skibene skal bruge tid til at sejle udenom eller isflager eller skjulte rev (hvor mange skjulte rev er der lige mit i Atlanterhavet? Svaret er: mange i TransOcean), som du skal navigere igennem i et minispil, der minder om det du skal spille for at komme ind og ud af havne (*host* Ports of Call *host*).

Der, hvor TransOcean skiller sig lidt ud fra sine forgængere, er, når det kommer til din ”rating” som firma og muligheden for at opgradere dine skibe. Din rating vokser, hvis du klarer dig godt, tjener mange penge og gennemfører kontrakter, der forpligter dig til at sejle en stor mængde af en bestemt vare fra en havn til en anden inden for en tidsramme. Med en højere rating får du adgang til nye skibe og ikke mindst nye typer af gods. Skibene kan som nævnt også opdateres med bedre skrog, bedre motorer eller med licenser, der giver dem tilladelse til at sejle med specielle typer af gods – f.eks. våben, radioaktivt materiale eller containere, der kræver nedkøling eller særlig stabilisering.

I virkeligheden kan du ignorere al den snak om tilladelser og specielle kølesystemer og bare sejle med, hvad det passer dig og så håbe på det bedste. Der er rig mulighed for at hente masser af hælervarer og anden form for kontrabande og bare håbe på, at du ikke bliver bordet af toldmyndighederne. Gør du det, koster det en bøde, konfiskering af lasten og et betydeligt fald i din rang, men det er bestemt risikoen værd, for den økonomiske gevinst er enorm.

TransOcean: The Shipping Company er et forbløffende lettilgængeligt spil, der i virkeligheden har en overraskende lav indlæringskurve. Spillet er nemlig forbløffende let. Selv spillere uden banal forretningssans vil hurtigt få millionerne til at rulle ind og kan med lethed udvide deres flåde efter kort tids spil. I kampagnen bliver det lidt mere besværligt, men det er trods alt stadig et nemt spil at mestre, og det ender i sidste ende med at gøre spillet ret trivielt og ensformigt. Spillet byder dog på en form for multiplayer, hvor prisudviklingen på visse varer defineres af, hvad de andre spillere gør - det er en mærkelig form for multiplayer, der dybest set ikke gav ret megen mening for os.

TransOcean begynder meget godt, og det vækker hurtigt en nostalgisk følelse hos de gamle gamere som undertegnede, der kan huske Ports of Call. Men spillet ender desværre med at blive en ensformig og langtrukken affære, der kræver alt for megen mikrostyring af dine skibe og uforståeligt høje gebyrer for at komme ind og ud af havnene.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).