Fantasy Life

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Nydelig grafik
Let at gå til
12 forskellige klasser
Stor verden at udforske
For simpelt kampsystem
Ensformige arbejdsopgaver
Alle aspekter mangler dybde
Køb Fantasy Life hos vore partnere:
 

Arbejde i spil er stadig arbejde
Fantasy Life kommer fra det hæderkronede japanske firma Level-5. På disse kølige breddegrader er de nok mest kendt for de mange Professor Layton-spil (som vi plejer at skamrose), men de kan faktisk også noget med rollespil. De har for eksempel stået bag rollespil som Ni No Kuni: Wrath of the White Witch, Dragon Quest IX: Sentinels of the Starry Skies og Rogue Galaxy. Derfor er det måske slet ikke så mærkeligt, at de nu er på trapperne med endnu et rollespil – om end et noget særpræget og simpelt et af slagsen.

Som titlen antyder, så er Fantasy Life en kombination af to genrer – dels den klassiske fantasy-rollespilsgenre og den mindst lige så klassiske ”livssimulation”. Det er med andre ord Final Fantasy blandet sammen med spil som Harvest Moon og Animal Crossing. En interessant blanding, der kunne rumme en masse muligheder og potentiale, men lige i dette tilfælde er det ikke en uproblematisk cocktail.

I Fantasy Life skal du leve et parallelt liv i et fantasy-univers som en af 12 forskellige klasser eller professioner (kaldet ”Life” i spillet) . Der er de helt ”almindelige” rollespilstyper såsom ridder, troldmand eller lejesoldat, der alle bruger deres tid på at slå uhyrer oven i hovedet, men der er også nogle mere atypiske klasser såsom skovhugger, kok, snedker, jæger, fisker eller smed. Generelt er klasserne fordelt på et af tre fokusområder – enten kamp mod uhyrer, ressourcefremskaffelse eller ressourcebearbejdning (eller gathering og crafting for de højt begavede, der kan engelsk).

Allerede her bør de første advarselslamper begynde at lyse. De fleste kan sikkert hurtigt forestille sig, hvor spændende og sejt det er at være en ridder eller en troldmand, men de kan sikkert også forestille sig, hvor ophidsende det er at være smed eller kok – og kan de ikke det, kan jeg afsløre, at svaret er: Ikke ret ophidsende. Eller sagt på en anden måde, så er de ikke-kampbaserede klasser ofte særdeles ensformige og kedelige at spille, for det viser sig hurtigt, at hvad der er et surt arbejde i den virkelige verden ofte også er det i en fantasy-verden.

Problemet er, at ”missionerne” for nogle af klasserne beløber sig til ensformige små minispil. Det er nok ikke overraskende, at det er begrænset, hvor ophidsende det i længden kan være at bage kager som kok eller smede ting som en grovsmed. Heldigvis har Level-5 forudset de problemer, der kunne være med lidt for ensformige klasser, så de har indført et guild-system, der betyder, at du frit kan skifte mellem klasserne og afprøve både de sjove, de mindre sjove og de direkte sære klasser.

Som i de fleste andre rollespil tjener du erfaring ved at gennemføre missioner. Om missionen så lige handler om at slå et monster ihjel eller bage en kage eller sy en trøje afhænger naturligvis af den profession, du har aktiv. Ud over de ”almindelige” missioner er der en speciel form for ”Bliss”-opgaver, som du kan løse for at låse op for ting til din karakter – f.eks. et nyt kæledyr eller noget pynt (læs: Skrammel) til dit hus. Meget Animal Crossing-agtigt, men langt fra så detaljeret og omfangsrig en mekanisme, som vi har set i andre spil.

Fantasy Life har naturligvis et overordnet plot, og som i de fleste andre rollespil er det naturligvis noget med verdens undergang og alskens andet ondskab. Men det træder meget hurtigt i baggrunden og stikker kun sit fjæs frem i ny og næ, hvilket i virkeligheden nok er med til at understrege, at Fantasy Life er et rollespil ”light” sigtet mod et yngre publikum end de traditionelle store og ”historietunge” spil i genren.

Et andet aspekt af Fantasy Life, der tydeligvis ikke er designet med den typiske rollespiller in mente, er kampsystemet. Det er særdeles enkelt med kun ganske få typer af angreb og magiske formularer til din rådighed. Til gengæld er kampene ofte særdeles lette, og det går fint i tråd med tanken om, at spillet er for de yngste gamere. For de fleste voksne og erfarne gamere bliver det simple kampsystem nok hurtigt lidt for ensformigt og trivielt.

Til trods for et simpelt co-op-system, hvor du kan samarbejde med en anden spiller, så bliver Fantasy Life nemt et langt, ensformigt stykke arbejde. Nogle af klasserne føles som en sur pligt at spille, og da rollespilselementerne er så enkle og overfladiske, kommer spillet aldrig rigtigt til at fungere som et egentligt rollespil.

Heldigvis er der 12 forskelle klasser at boltre sig med, og det giver da lidt tiltrængt variation, og spilverdenen er dejlig stor og tigger om at blive udforsket. Spillet kan således være et rigtigt godt ”begynderrollespil” for de yngste – du skal dog lige være opmærksom på, at det er på engelsk!

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).