Destiny

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Spændende hybrid over genrer
Glimrende skydedel
Flot!
Fængslende
Historien er direkte dårlig
Banerne mangler variation
Køb Destiny hos vore partnere:
 

Hypetogets sidste rejse
Mange har allerede stiftet bekendtskab med Destinys univers gennem den gavmilde beta-version, som indtil for nylig har haft en del mennesker igennem svingdøren. Nu er vi så fremme ved den endelige frigivelse til masserne, og du kan tage del i den evigtgyldige – om end lettere overbenyttede – kamp mod mørket. Destiny ankommer med et ordentligt rabalder og har allerede fra starten delt vandene. Hypen har været tårnhøj, også højere end spillet umiddelbart kan bære, men hvis du træder frem med de rette forventninger, så gemmer der sig mange fine timers underholdning.

Du sluses ind i begivenhederne via et gennemført, glimrende og overskueligt menusystem. Første vigtige stop er at skabe din digitale avatar. Her venter tre særegne typer; Titan, Hunter og Warlock, som er science fiction-ækvivalente til fantasy-genrens klichéer kriger, tyv og troldmand. Forskellen ligger i nærkampstyrke, muligheden for at bære tung rustning og adgangen til simpel ”magi”. Dertil har alle adgang til en særlig bevægelse, som gør dem særegne. Hunteren får eksempelvis adgang til ”Golden Gun”, hvor dit valgte våben gør ekstra skade i en kort periode.

Destiny forsøger at fortælle en futuristisk historie med basis i Jorden. En intergalaktisk rejsende er kommet til og har skabt bredt fremskridt og givet os mulighed for at befolke de nærmeste planeter. Desværre havde den rejsende et dybt mørke med på slæb, som efter en årrække fandt frem til vores lille paradis. Lange hårde kampe fulgte, og nu er menneskeheden truet af endelig udryddelse og begrænset til en enkelt fri by. Guardians er vore sidste forsvarsværk, og det er som en af disse, at du indtræder i et flydende væld af missioner for at svække den tilsyneladende uoverkommelige fjende.

Ærlig talt: Historien er en gang klichéfyldt ævl, som reelt slet ikke gør det store væsen af sig. Der er afstøbningen til et rumepos, men det bliver ved antydningen. Der er langt til det solide plot i Mass Effect 3, der fortæller samme dommedagshistorie. Destiny leverer bogstaveligt talt en død verden befolket af intetsigende personligheder. Det siger lidt, at den meste dialog og grænseflade til verdenen kommer fra din drone/flyvende robot ”Ghost”, som Peter Dinklage har lagt stemme til. Noget han i øvrigt har gjort uden den store nerve. Men med det sagt, så var det altså heller ikke en fantastisk historie, der bar forløbet i Halo. Det var i stedet den fortættede stemning: Følelsen af at være en del af noget større. Det opnår udviklerne ikke helt i Destiny, men spillet har bestemt sine højdepunkter stemningsmæssigt.



Det, som bærer oplevelsen, er uden sammenligning hele skydedelen. Resten er blot fyld, som skal give en illusion af dybde. Til gengæld er Bungie urimeligt dygtige på dette område, og det viser sig fuldt ud i Destiny. Fra første sekund sidder styringen under huden på dig, og du manøvrerer nemt igennem de første tunneller. Snart dukker de første fjender op: The Fallen. En gruppe væsener, der bærer en del ligheder med the Covenant fra Halo. De brøler og manøvrerer rundt, mens dit våben spyer ild, og du bevæger dig fra dække til dække. Det er intenst, effektfuldt og du kan ikke undgå at blive revet med.

Dette er kernen, som resten af oplevelsen roterer rundt om, mens du besøger det ene område efter det andet på henholdsvis Jorden og sidenhen Månen, Mars og Venus. Omgivelserne og fjenderne ændrer sig, men det er de bundsolide kampe, som konstant holder fokus. Tyngden af våbnene sidder lige i øjet, og der er mærkbar forskel mellem de enkelte. Du vil hurtigt finde din egen favorit, og på bedste rollespils-light-maner vil du løbende få bedre versioner af de enkelte våben.

Netop det, at du kan udvikle din karakter, er et område, som er interessant. Du stiger løbende i erfaring op mod et blødt loft på niveau 20 (du kan komme højere, men det kræver specielt udstyr). Det giver nye egenskaber og adgang til nye våben. Det er ganske kompakt, og du stiger relativt hurtigt i niveau – hvilket både er godt og dårligt. På den ene side udvikler du dig ganske tjept, men det betyder selvfølgelig også at du hurtigt rammer loftet. I min optik fungerer det ganske godt her, og hvis man tænker over, at det blot er et skydespil, så er det altså lidt ekstra flødeskum til toppen.

Destiny integrerer også en simpel form for MMO, hvor du går igennem en såkaldt Hub fyldt med andre spillere, har flere områder på banerne, der er åbent for alle og endelig har du muligheden for at spille missionerne co-op i såkaldte fireteams. Forventer du World of Warcraft-frihed, så bliver du skuffet, men med det sagt så er det her en nænsom implementering, som i min optik reelt føjer til oplevelsen. Der er en rigtig fin stemning, og du står ofte side om side med totalt fremmede spillere og samarbejder om at pløkke fjender eller minibosses ned. Det skyldes utvivlsomt, at selve skydedelen og kampene mod fjenderne er så medrivende.



Denne opbygning har dog også en række negative konsekvenser. Først og fremmest er spillet meget lineært, og verdenen ændrer sig ikke løbende. Man har slet ikke den narrative fokus på eksempelvis at lukke områder eller på at sørge for, at du føler dig presset i en evigt omskiftelig verden præget af krig. I stedet kan du konstant hoppe rundt i de samme områder og ligge og skyde de samme fjender, der konstant respawner. Det fjerner altså en hel del af illusionen af at være en del af en reel verden.

Går du helt død i kampagnen, kan du i stedet drage til ”the Crucible”, hvor du kan deltage i al den PvP-sjov, du har lyst til. Utroligt nok er det lykkedes Bungie at sørge for, at balancen er til stede, selv om der er folk på alle niveauer i kampene. Her blomstrer styringen og de fede våben virkelig, og de klassiske spilmåder viser sig fra deres absolut bedste side. Her bliver erobret områder, dræbt fjender og stjålet flag til den helt store guldmedalje. Det er sjovt og medrivende – helt på niveau med Halo.

Produktionsværdien i Destiny er tårnhøj, og de mange penge brugt på udviklingen er tydelige i det endelige spil. Selv om især Jordens områder er lidt generiske, så er de andre planeter utroligt flot lavet. Alt står knivskarpt og afvikles med en konstant høj hastighed. Musikken er ligeledes fra øverste skuffe – og man kan igen genkende Bungie som bagmænd. Det er melodramatiske toner med horn, strygere og militærtrommer, som dynamisk tilpasser sig begivenhederne. Det er vitterligt af sublim kvalitet. Stemmeskuespil er til gengæld ikke fantastisk, mens lydeffekterne ellers er glimrende.

Destiny er tydeligvis et spil, som har været gennem hele produktionsmøllen. Det er et spil, som forsøger at brede sig ud i andre genrer, hvilket det har fået en masse unødig røg for. Det er ikke Mass Effect på historien, Diablo med loot eller World of Warcraft multispillermæssigt. Til gengæld er det en glimrende hybrid, som stille formår at implementere nye dele. Historien er et svagt punkt, og det er ærgerligt, man ikke formår at få mere ud af mytologien. Alligevel sidder vi tilbage med et spil, som vitterligt har fænget os uden dog at forbavse eller begejstre fuldt ud.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen