Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Fantastisk kontrol
Grafik i topklasse
Solid og sjov multiplayer
Underholdning til mange mange timer
Kun småting
Køb Diablo III: Reaper of Souls – Ultimate Evil Edition hos vore partnere:
 

En fantastisk spilpakke!
"Diablo hører hjemme på en PC". Det er et udsagn, vi har hørt mange gange før, men det er et udsagn, som Diablo III en gang for alle har lagt i graven. PlayStation 3- og Xbox 360-versionen af Diablo III udkom i 2013, og de var glimrende konverteret og havde med en smart designet kontrol og et velfunerende interface fjernet alle de problemer, vi frygtede ville opstå. Du kan læse vores anmeldelse af PlayStation 3- og Xbox360-versionerne her.

Nu kommer spillet så til den nye generation af konsoller, og fordi Blizzard er sådan nogle flinke fyre, har de også inkluderet Reaper of Souls-udvidelsen i pakken. Og lad det være sagt med det samme: Det er en fantastisk og toptunet Diablo-oplevelse med grafik i verdensklasse, der helt sikkert vil forny enhver gamers kærlighedsaffære med Diablo III.

Kontrollen er en utroligt vigtig faktor, for det er helt klart den, der skal afgøre, om Diablo III i en konsolversion er værd at spille. Heldigvis er kontrollen i verdensklasse. Den er utrolig hurtig og responsiv, og det gør spillets action endnu mere kaotisk, hurtig og intens, end den var på PC - især i multiplayer. Der er godt nok lige nogle elementer, du skal vænne dig til, f.eks. spillets måde at håndtere inventory og din karakters færdigheder på, men når du først har gennemskuet systemet, så er det både hurtigt og intuitivt at skifte udstyr.

Det eneste lille problem, der kan tilskrives kontrollen, er præcisionen med angreb over afstand. Det er naturligvis lidt mere besværligt at ramme fjender i kanten af skærmen, når du kun kan indikere retning med en controllers analoge stick - her ville en mus gøre livet meget lettere. Men det er i virkeligheden i småtingsafdelingen, for langt de fleste fjender er lette at ramme og udslette.



Som nævnt tidligere er grafikken helt i top. Den virker skarpere end i PC-versionen, og der er bare noget specielt ved at sidde i sofaen og få blæst Diablo III i knivskarp grafik op på sit 55-tommers fjernsyn. Idet spillet også understøtter lokal co-op, kan du invitere hele familien med en tur gennem Diablo III og samarbejde om at skrabe mere loot sammen.

For det er jo i sidste ende loot og atter loot, Diablo III handler om. Selv med spillets ekstra fjerde kapital fra Reaper of Souls, er der ikke mere end små 10 timers levetid i den centrale historie. Men nu er Diablo III jo ikke et spil, som du kun skal gennemføre én gang - der er mange sværhedsgrader at prøve kræfter med og en smart kontinuerlig Adventure Mode, hvor du frit kan husere rundt i spilverdenen og jagte loot lige så længe, som du gider.

Især den velfungerende multiplayer (og de gode muligheder for lokal co-op) sikrer en enorm levetid for Diablo III i den nye konsolversion. Desværre er der intet Auction House i konsolversionen (ja ja, vi ved godt, at det også er droppet i PC-versionen, men det kunne være rart med muligheden i den nye konsolversion). Men bortset fra det, så er der stort set ingen problemer med spillets multiplayer.

Samlet set er Ultimate Evil Edition en gennemført og lækker Diablo III oplevelse, der bør lokke masser af gamere tilbage til truget. Det er helt klart et af de bedste spil, der er udkommet til den nye generation af konsoller, så det er absolut et spil, du bare må og skal eje, hvis du har en PlayStation 4 eller Xbox One. Det er i hvert fald et spil, der vil kunne underholde dig i mange mange måneder.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).