Score: 9
Steam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Mange timers underholdning
Frihed til at løse opgaver kreativt
Masser af humor og velskrevet dialog
En hyldest til klassisk rollespilstradition
Besværligt og ulogisk quest system
Mangler mulighed for at ændre beslutninger
Køb Divinity: Original Sin hos vore partnere:
 

Hvad nu hvis …
Divinity: Original Sin er en tur tilbage til rollespillets rødder. Det er hvad Ultima og Baldurs Gate ville have været, hvis de var dukket op i 2014. Det er rollespil, der på en gang virker som om du har været der før, men som samtidig også virker fuldstændigt rigtigt, tidssvarende og nyt. Original Sin er tredje spil i rækken efter Divine Divinity fra 2002 og Divinity 2 fra 2012, men bortset fra navnet har spillet ikke noget til fælles med forgængerne. Men det gør ikke noget, for det er på alle måder et væsentligt bedre spil.

Når du bliver uenig med dig selv
I Original Sin skal du skabe to karakterer ud fra hele 11 klasser, der alle er bygget som variationer over de traditionelle rollespilsklasser fra ’knight’ over ’ranger’ til ’enchanter’.

Dine to personer følges ad gennem spillet og du kan hele tiden skifte mellem hvem du styrer og hvem, der bare følger med som det tynde øl. Løbende stiger du i niveau og får adgang til nye evner og skal traditionen tro træffe en række valg om, i hvilken retning dine karakterer skal udvikle sig. Desværre får du først meget sent i spillet mulighed for at ændre dine valg og du er derfor tvunget til at leve med eventuelle fejldispositioner du har foretaget gennem det meste af spillet.

Ved oprettelsen af dine karakterer skal du også vælge deres personligheder, hvilket leder til forskellige former for dialoger og konflikter indbyrdes undervejs. Interne konflikter, der opstår undervejs, løses altid i fordragelighed med en gang sten, saks, papir og har kun i begrænset omfang effekt på spillets gang.

Du udforsker verden i real-time og kan frit bevæge dig rundt som du har lyst og i det tempo du gider. Omgivelserne i Divinity er så snedigt designet at de konstant narrer dig til at tro det er en åben verden du udforsker, mens spillet i virkeligheden er stort set lineært.

Når du støder ind i fjender skifter spillet over til turbaserede kampscener, hvor både du og modstanderne har en række ’action points’ til rådighed til at skifte position, kaste trylleformularer og til at slå på tæven.

Original Sin er et gigantisk spil med flere sideopgaver end du har chance for at gennemføre og med mange, mange timers underholdning uanset om du prøver at gennemføre spillet så hurtigt og effektivt som muligt, eller om du forsøger at opleve det hele undervejs.



Belønning for at tænke ud af boksen
Noget af det mest imponerende er friheden til at lege og eksperimentere og at løse opgaver på næsten enhver måde som din fantasi kan forestille sig. Ligger der en fælde på din vej, så tag en nærliggende kasse og drop den oven på fælden. Brug en trylleformular, der udløser fælden eller teleporter dig selv forbi. Du vil forbløffes over hvor mange af de tossede ting man altid forsøger sig med i desperation, der faktisk virker i Divinity. Vi kom til et magisk reb der spærrede vejen til en skattekiste og det var for tidligt i spillet til at vi kunne teleportere os forbi. Så vi fandt til sidst en bænk vi fik bakset hen og sat henover rebet og ved at sidde på bænken kunne vi rejse os op på den anden side. Hatten af for et spil, der er så komplekst opbygget, at det i den grad belønner dig for at tænke ud af boksen. Heldigvis stopper legen ikke når du udforsker verden. Også i de turbaserede kampscener er der rig mulighed til at tænke kreativt. Brug for eksempel din tur til at smadre den nærliggende vandtønde i stedet for at gå direkte i flæsket på din modstander og følg så op med at sætte så strøm til vandpytten med en trylleformular bagefter.

Historien i spillet er lige så fjollet og ligegyldig og næsten ikke eksisterende, som det plejer at være i denne type spil. Det vigtigste er at trave spillets verden tynd, stige langsomt i graderne og få adgang til nye fantastiske ting, evner og oplevelser. Her leverer Divinity til overflod og rundt om hver hjørne ligger nye besynderlige oplevelser fuld af detaljer og humor og venter på at du kommer forbi. Hvad mener du for eksempel om en evne der gør dig i stand til at tale med alle spillets dyr og herefter gå og høre på de mest absurde og morsomme dialoger med hunde, grise, rotter og høns.

Hvad gør vi nu?
Med så mange detaljer og så mange ting at udforske og gøre, er det utroligt så lidt hjælp spillet giver dig undervejs. Det starter ellers fint med at spillets første del forklarer dig de grundlæggende ting, men herfra er du stort set overladt til selv at finde ud af hvad du skal gøre og hvordan. Der er heller ikke nogen god måde at holde styr på de opgaver du er i gang med at udføre og du vil gang på gang med sikkerhed komme i tvivl om hvad det lige er du forventes at gøre som det næste og du risikerer ofte at udføre opgaver før du overhovedet har fået dem stillet.

Divinity: Original Sin er en vaskeægte rollespilsperle, som enhver tilhænger af de klassiske rollespil ikke må snyde sig selv for. Det er et gigantisk spil med mange timers underholdning og hele 11 klasser at udforske. Og så bliver spillet endda leveret med det udviklingsværktøj det er lavet med, hvilket næsten er en garanti for at der vil blive lavet læssevis af fanskabt ekstraindhold til gratis afbenyttelse henover de kommende måneder.

Gamesector Anbefaler

Om Jesper Søtofte