Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Underholdende og lærerigt
Mange muligheder
Godt lærerigt program til børn
Måske for få værktøjer
Næppe for voksne tegnere
Køb Pokémon Art Academy hos vore partnere:
 

Pokémon-kunst for begyndere
Vi er ikke helt klar over, hvor populære kunst-”spillene” i Art Academy-serien er på disse breddegrader – måske er det bare fordi, vi ikke kan tegne en pindemand uden at brække armen, at vi ikke rigtigt interesserer os for den slags højpandede spil. Under alle omstændigheder er Pokémon Art Academy et ægteskab mellem Art Academy-serien og Nintendos populære figurer fra Pokémon-universet.

Der er dybest set tale om et “spil”, der lærer dig at tegne forskellige Pokémon. Så hvis du altid har drømt om at kunne tegne en Pikahu (og hvem har ikke det?), så er der hermed dokumenteret et behov.

Spillet er opdelt i tre sværhedsgrader og begynder meget stille og roligt med at lære dig at tegne ansigterne af diverse Pokémon og sidenhen hele Pokémon. I starten er spillet meget pædagogisk og lærer dig at tegne sketches og giver dig en model at tegne efter. Løbende bliver der så introduceret flere og flere elementer, indtil du, formodentligt, er Pokémon-verdenens svar på Van Gogh.

Ser man bort fra, at alle motiverne er af Pokémon, så gemmer der sig et gedigent og ganske velfungerende tegneredskab under overfladen, og det er særdeles effektivt til at lære brugeren om de forskellige tegneværktøjer. Hver “bane” introducerer nye elementer, og før du ved af det, har du lært at bruge ting som skygger, highlights, paintbrush og en masse andre værktøjer.



Det, du arbejder dig hen imod gennem hele spillet, er de ultimative udfordringer, hvor du i fri hånd skal tegne og farvelægge enkelte Pokémon. Det er naturligvis en kæmpe triumf, når du kan gøre det – iær hvis I, som os, er komplette kunstmongoler. For at holde dig interesseret i hver lektion belønnes du løbende med Pokémon Trading Cards. Udviklerne vidste nok på forhånd, at Pokémon-fans har en tendens til at samle på ting og gerne vil samle dem alle.

Dine færdige billeder kan du få præsenteret med forskellige baggrunde, og selvom din tegning ligner en tre-årigs fingermaleri, så er det alligevel altid med en vis stolthed, du kan se på dit færdige værk. De modige kan endda dele dere tegninger online!

Ser du på Pokémon Art Academy som et rent edutainment-program, så er det faktisk forbløffende velfungerende og spændende nok til at holde dig interesseret og underholdt gennem øvelserne. Det er naturligvis designet til en ret specifik målgruppe, der kan holde ud at tegne Pokémon efter P0kémon, men vi antager, at det blor gør spillet særdeles velegnet til børn – i modsætning til Art Academy-spillene, der har en tendens til at være alt for kedelige og “voksne” i deres design. Til gengæld vil voksne brugere, der har erfaring med normale tegneprogrammer, nok blive lidt frustrerede over Pokémon Art Academys relativt begrænsede antal af værktøjer – men spillet er ikke tænkt som en erstatning for et regulært tegneprogram.

Muligheden for at tegne lige hvad du vil i frihånd og løftet om flere Pokémon, der kan downloades og tegnes, giver Pokémon Art Academy en solid levetid, hvis du har en lille kunstner i maven. Alt i alt et fornuftigt “spil”, der roligt kan købes til familiens yngste med god samvittighed – for det er nemlig BÅDE sjov og lærerigt på samme tid!

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).