Score: 10
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Fantastisk grafik
Stadig en episk og bevægende fortælling
Tre DLC pakker er med
En klassiker er blevet bedre
Køb The Last of Us Remastered hos vore partnere:
 

Et idiotsikkert hit
Man kan sikkert finde på en masse kyniske ting at sige om profitmaksimering og lignende, når det kommer til udgivelsen af The Last of Us Remastered, der kommer cirka et år efter udgivelsen af The Last of Us til PlayStation 3. Okay, PlayStation 3-konsollen er skiftet ud med en mere moderne PlayStation 4, og der har som bekendt været lidt langt mellem snapsene til den nye generation af konsoller. Så måske er det helt okay, at Sony tager fat på de moderne klassikere fra sidste generation og får dem konverteret. Under alle omstændigheder er The Last of Us Remastered med sikkerhed et spil, der nok skal få sendt nogle PlayStation 4-konsoller over disken hos din lokale spilpusher.

The Last of Us Remastered indeholder naturligvis det originale The Last of Us (som du kan læse meget mere om i vores skamrosende anmeldelse fra 2013) samt DLC-udvidelserne Left Behind og de to multiplayer-”udvidelser” Abandoned Territories og Reclaimed Territories. Så indholdsmæssigt er Remastered-udgaven, hvor den skal være, da de indeholder alt det ekstramateriale, der er udkommet indtil videre. Left Behind-udvidelsen er en glimrende, men relativt kort ekstra lækkerbisken, der fylder meget mere kød på Ellies historie.

Men det har hele tiden været løftet om grafik på 1080p og glatte 60fps, der skabte hype om Remastered-udgaven – og hype har der været nok af. I sig selv var The Last of Us på PlayStation 3 nok et af de flotteste spil nogensinde skabt til den konsol, men du vil alligevel hurtigt opdage, hvor meget flottere spillet faktisk er blevet i den nye udgave – hvis du altså har spillet PS3-versionen og kan sammenligne. PS4-versionen byder på meget bedre og mere effektiv brug af lyseffekter, meget flottere og mere detaljerede karaktermodeller og ikke mindst helt fantastisk flotte og livagtige ansigter. Joel og Ellie virker mere levende og følelsesladede, end de gjorde i PS3-versionen, og det giver spillet en filmisk kvalitet.



Den forbedrede framerate betyder, at spillet nu kører og føles som en drøm at spille. Kontrollen er knivskarp og bevægelserne virkelighedstro. Okay, der er enkelte steder hvor, spillet lige får for meget på sin tallerken på en gang, og der kan du opleve et mærkbart fald i framerate, men det hører sjældenhederne til. Samlet set så skulle man ikke tro, at der kunne forbedres så meget på grafikken i PS3-versionen, som det faktisk er tilfældet her. Men resultatet er også helt fantastisk!

Som ekstra glasur på kagen kommer Remastered med en ny sværhedsgrad (hvem f***** havde brug for det?) samt et par ekstra bonus features såsom muligheden for at tage billeder igennem spillet og plastre dem ud over de sociale medier. Nu er der ingen, der gider være vores venner på Facebook, så det er begrænset, hvor meget mening den slags nymodens teknopjat giver for os.

Med de ekstra DLC-pakker, lidt nyt indhold og ikke mindst en grafisk forbedring, der viser, at der gemmer sig betydelige grafiske muskler i PlayStation 4-konsollen, er The Last of Us Remastered et sikkert hit til PlayStation 4 og nok det største af slagsen i konsollens korte historie. Der har været langt mellem de helt store oplevelser til den nye generation af konsoller, men med The Last of Us Remastered får vi lige præcist det, vi havde håbet på – en episk fortælling, grafik i verdensklasse og et spil, der bør stå i enhver seriøs gamers samling – også selvom du allerede har spillet det på PS3!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).