MotoGP 14

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Fin karrieredel
Flotte animationer
God levetid
Kan fremstå lidt klinisk
Lydside og indpakning er lidt kedelig
Køb MotoGP 14 hos vore partnere:
 

Racing til tomrummet
Når det gælder motorcykelspil, så har Milestone S.r.l. efterhånden sat sig på tronen. Den italiensk baserede udvikler har tidligere haft fingrene i SBK og sidste år fik de så ansvaret for MotoGP 13, en serie som de nu bringer til den nye generation konsoller i deres '14 udgave. Dem af os med lidt oktan i blodet har siddet i venteposition hidtil med vores Playstation 4. Det eneste, der er smidt på gaden hidtil er nemlig Need For Speed Rivals, mens Drive Club er blevet udskudt. Så det har været småt med racerspil på PlayStation 4 – men nu har vi muligheden til at få stillet lidt af kløen med gaspedalen i bund på to hjul.

Det her er tydeligvis et spil udviklet af passionerede kendere af sporten. Det kan du mærke både i de licenser udviklerne har hevet med samt i de mange historiske højdepunkter du som spiller har chancen for at genleve og påvirke. Inden du kommer så langt får du dog mulighed for at gennemgå en hurtig træningssekvens. Selve konceptet er jo som udgangspunkt relativt simpelt – det drejer sig jo reelt set bare om at komme hurtigst muligt over målstregen. Styringen med din kværn er dog mere kompleks, og kræver at du forstår at udnytte din digitale figurs vægt. Når du kun har to hjul og en massiv motor, skal der nemlig ikke meget til at overstyre eller understyre.

Milestone forsøger at ramme balancen mellem realisme og arcaderace, hvilket langt hen ad vejen er lykkedes ganske fornuftigt. Selve maskinens fysik virker realistisk, mens der er skruet ned for straffen når du eksempelvis triller ad asfalten. Samtidig er der suppleret med forskellige sværhedsgrader, så alle vil have mulighed for at samle spillet op og få et eller andet ud af det. Personligt var jeg fra starten flere gange nede og kysse asfalten, men min stædighed holdt mit fanget, og der er helt sikkert belønning herfor.



Det vil nok ikke vare længe inden du har indfundet dig i spillets naturlige omdrejningspunkt: Karrieredelen. Milestone har strikket den sammen uden det vilde visuelle ekstra fyld, i stedet har de primært satset på løbet på banen. Ganske fint starter du nede i Moto3 serien, hvor du har mindre kraftfulde maskiner. Det fungerer reelt set som en fin form for introduktion, hvor de lave hestekræfter gør det lettere for dig at få dyret rundt i svingene. Samtidig er det heller ikke nødvendigt at vinde alle løb, i stedet har udviklerne opstillet nogle succeskriterier som sagtens kan være, at du bare skal ende midt i feltet. Du bliver endvidere belønnet med point for gennemførte løb, som kan bruges til at forbedre maskinen en anelse. Måske ikke hyper realistisk, men en ganske fin måde at skabe fornemmelsen af, at du udvikler dig.

En feature som jeg fandt var rigtigt smart var i forbindelse med balanceringen af din motorcykel. I stedet for andre tilsvarende titler, hvor du selv kan sidde og rette på forskellige parametre, så er der her en bedre fornemmelse af at være del af et team. Når du har været ude og trille bliver du nemlig mødt med en serie af multiple choice muligheder. Her kan du så fortælle, hvis du eksempelvis synes at du ikke rigtigt kunne få fart på langstrækningerne eller du havde svært ved at få greb i svingene. Ud fra dine svar bliver maskinen justeret til, og gjort klar til næste tur.

Teknisk er MotoGP 14 en ganske nydelig størrelse. Det gælder især hvis du ser screenshots eller langsomme gentagelser. Du kan virkeligt mærke, at der er lagt energi i at gengive selve rytteren. Når du drøner rundt på banen, og kommer ind i sving eller andet hvor maskinen kommer lidt i ubalance, så vil rytteren justere sin position. Når du kommer i noget som virkeligt ryster motorcyklen, så vil han sågar flagre med diverse lemmer for at genvinde balancen. På den anden side så ser det hele en kende klinisk ud. Baggrundene er kedelige, og publikum er gengivet uden nogen form for liv. Samtidig er lydsiden uden den store bredde og variation, og giver ikke rigtigt noget ekstra til oplevelsen.

MotoGP 14 er samlet set en ganske vel udført titel. Det er udfærdiget af mennesker, som kender og går op i sporten, og en del af denne kærlighed til sporten kan du mærke når du sidder med dit joypad. Desværre har udviklerne spillet lidt på de sikre kort, og den endelige udfærdigelse kan godt føles en kende klinisk. Udvalget af racerspil på PlayStation 4 er dog meget svagt i øjeblikket, og mangler du noget til at udfylde tomrummet, så er der bestemt mange timers fin underholdning i vente her.

Om Peter Rosenholdt