Score: 4
Steam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PositivtNegativt
Nydelig grafik
"Hyldest" til en stor klassiker
Ensformigt
Ingen personlighed
Inge taktisk eller strategisk dybde
Langsommeligt
Køb Legions of Ashworld hos vore partnere:
 

En lille historietime
Lad os begynde ved begyndelsen og som så mange andre historier begynder vores også på den klassiske facon. Der var nemlig en gang. For enden af den gang var et lille kontor og i det kontor sad en fyr ved navn Mike Singleton og kodede på livet løs på sin ZX Spectrum. Året var 1984 og spillet Mike Singleton laver er ”The Lords of Midnight”. Et spændende mix mellem adventure, trækbaseret strategi og rollespil. Spillet bliver en kæmpe succes og konverteres bl.a. til Commodore 64, og Mike Singleton bliver noget af en kendis i spilbranchen – ældre gamere vil sikker huske ham for nogle af hans nyere spil som Midwinter (1989), Flames of Freedom (1990) og ikke mindst, et af mine egne yndlingsspil, War in Middle-Earth (1988).

”Hvad har den historietime med Legions of Ashworld at gøre?” tænker du nok? The Lords of Midnight har faktisk rigtig meget med Legions of Ashworld at gøre, da gameplayet i Legions of Ashworld stort set er identisk med Lords of Midnight.

Legions of Ashworld er et trækbaseret strategispil, hvor du skal lede karakterer rundt på et landkort for at samle allierede til kamp mod dine fjender. Der er en historie – noget med en magisk dims, nogle troldmænd og vist også en prins, men det er alt sammen ragende ligegyldigt når først musikken spiller. Din opgaver er således at besøge byer og fæstninger, overtale de lokale adelsmænd til at slutte sig til dig og så banke fjenderne når du møder dem. Eller kort fortalt: skaf soldater, find fjenden og bank ham. Enkelt.

Som i The Lords of Midnight har du kun et bestemt antal timer hver dag at gøre godt med og er dine soldater trætte tager alting længere tid at udføre. Heldigvis kan du dele dine karakterer op så de kan udforske verden i forskellige retning eller hver lede soldater mod fjenden – eller du kan slå dem sammen, hvis du vil have en mere slagkraftig styrke. Der er ikke mange ressourcer at holde styr på – stort set kun penge, magiske ting og proviant, så noget komplekst strategispil bliver Ashworld aldrig. Interfacet er voldsomt forbedret i forhold The Lords of Midnight, så det er heldigvis ret enkelt at udforske Ashworld.

Det specielle ved både Legions of Ashworld og The Lords of Midnight er spillets perspektiv. Du ser landskabet i en form for førstepersons synsvinkel og kan dreje karakterene rundt for at se hvad der i horisonten omkring dem. Der er ikke fri 3D bevægelighed (den slags kunne man ikke i 1984), så selv i Legions of Ashworld må du nøjes med at ”hoppe” et skridt frem eller til siden i stedet for at bevæge dig frit. Det virker kluntet i 2014.



Kampe foregår automatisk, når en af dine hære befinder sig på samme”felt” som en fjendtlig enhed (eller på samme felt som andre fjender, for eksempel en flok løver). Du har ingen direkte indflydelse på kampen, så det handler udelukkende om antallet af soldater, deres type, din generals færdigheder og erfaringsniveau. Det er simpelt – alt for simpelt efter min mening.

At der ikke er mere variation i kampene og at de enkelte generaler / adelsmænd / troldmænd ikke rigtig har nogen personlighed, betyder at spillet hurtigt bliver en overfladisk og ligegyldig affære, hvor du aldrig rigtig får noget forhold til dine enheder. Det bliver blot en kedelig pligt at rende rundt og samle soldater og allierede, for derefter at se hele hære forsvinde på sekunder i en kamp du ikke kan påvirke. Det fungerede helt sikkert bedre i 1984.

Det mest imponerende ved Legions of Ashworld er grafikken – selvom den er lavet i 2D, så er omgivelserne og karaktererne i spillet fantastisk flotte. De er håndtegnede og det er vist spilfirmaet Jugilus' store spidskompetence. Så det skal de trods alt have ros for.

Legions of Ashworld er ikke en komplet fiasko – men det er tæt på. Spillet mangler dybde, personlighed og ikke mindst strategiske muligheder. Man kan godt vælge at se spillet som en hyldest til Mike Singletons klassiker og som sådan kan man da godt more sig med det i en time eller to og tænke sig tilbage til 1984, men det er næppe dybt eller varieret nok til at underholde ”rigtige” stategispillere.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).