Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Nintendos velkendte koncept
Godt for mindreårige og nybegyndere
Høj produktionsværdi
Afdæmpet brug af 3D
Præget af vanetænkning
Meget langt inde i Nintendos comfort zone
Ikke mange udfordringer for øvede spillere
Køb Kirby Triple Deluxe hos vore partnere:
 

Mr. Pink vender tilbage
Hvad er lyserødt og kan suge en golfbold gennem en haveslange? Så! Slut med sjofle hentydninger, for den lyserøde metamorfose, Kirby, har altid markeret sig som en Mario for mindreårige. Han er lidt lettere, kræver mindre præcision og er ikke arvefjende med tyngdekraften. Mere generisk og fleksibel, men også mindre eksponeret og har en lavere rangorden i Nintendo-familien. Indtil år 2010, hvor Kirby’s Epic Yarn blev strikket sammen til Wii – der var nyere tids bedste eksempel på et konceptuelt stilsikkert Kirby-spil, men nu er Kirby gået et skridt tilbage til sin vante “trådløse” form på Nintendo 3DS.

For Nintendo-kendere ville det være tidsspilde at beskrive formen for Kirby Triple Deluxe (og det regner jeg med du er). Det er i bund og grund en ærketypisk Nintendo-platformer. Typisk Nintendo-backtracking, typisk Nintendo-leveldesign, typiske Nintendo-collectables og typiske Nintendo-features i typisk Nintendo-kulør. Meget typisk, ja, men kvaliteten kan man alligevel aldrig kimse af.

En kæmpe bønnestage vokser op under Kirbys hjem, og skal bestiges for at nå toppen af poppen. Stagen er opdelt i verdener med X antal baner, mellem-bosser og en afsluttende kæmpe-boss. Ren rutine i Kirby-land, men glæden i Kirby Triple Deluxe skal dels opleves ved banernes divergens af kreativitet, hvor sprudlende idéer aldrig går i tomgang, og dels i de gimmicks, som Kirby suger i sig. Og så selvfølgelig konsollens 3D skærm.

Første nyhed er Kirbys evne til at suge udvalgte fjender i sig, og derigennem adoptere deres egenskaber. Disse egenskaber er lidt som Marios power-ups; en kappe, rævehale eller kattekostume, som giver figuren nye angreb og bevægelser. I Kirbys tilfælde er det en indianer, troldmand, ninja eller klovn, m.fl., som gør den lyserøde klump mere slagkraftig med forskellige moves, men, vanen tro, så giver de forskellige udklædninger også adgang til ellers aflåste områder på banerne, som tvinger dig til at gå mod ensretningen og genspille banerne med det korrekte kostume. Kendt fra Mario. Mere simplificeret i Kirby Triple Deluxe.



Nintendos råstyrke i opfindsomt og varieret level design er stærkt repræsenteret i Triple Deluxe, men også med en mere moderat sværhedsgrad afstemt den yngre målgruppe. Idéer kastes ind på banen, hvorefter de aldrig genanvendes, hvilket symboliserer et stort kreativt overskud hos udviklerne. Selvom Kirby ikke er i Nintendos superliga, så føles budgettet ikke mindre.

For at understøtte 3D-skærmen kan Kirby flytte sig i to indre/ydre niveauer, stærkt inspireret af Mutant Mudds. Dog ikke frit, for kun via en fikseret stjerneportal kan Kirby transporteres mellem niveauerne. Med 3D effekten på maksimum, bliver det optisk nemmere at skelne forgrund fra baggrund, navigere i banerne og undvige fjendernes bevægelser i Z-aksen, men det er også brugt moderat og afdæmpet så blikket ikke anstrenges.

Udenfor hovedspillet er Tripple Deluxe pakket med mini-spil, som atter ligner modificerede udgaver af noget fra Nintentos eget arkiv. Kirby Fighters er en light udgave af Super Smash Bros Melee, både med multiplayer og singleplayer, ved siden af Dedede’s Drum Dash, et tromme-rytme spil med anelser fra Donkey Kong Jungle Beat. Det er fine supplementer til spilpakken, velegnet til spil-på-farten, men ingen knækker nakken af nyopdaget opfindsomhed.

Triple Deluxe har boksen fuld af farver og fanfarer, men det hæmmer også spillets evne til at skille sig ud og plante sit eget frø. Meget inden for boksen i stedet for at eksperimentere uden for rammerne. Nintendo har gjort sig i sine fineste evner, hvilket samtidig gør Kirbys 3D-eventyr mere forventeligt, mindre charmerende og mindre personligt end præsenteret i Epic Yarns iøjefaldende univers af tekstiler.

Med Nintendos nye linje af AAA-spil til 3DS, så vil Triple Delux næppe seksdoble salget af 3DS-konsoller. På den anden side - butikkerne bugner heller ikke ligefrem af gode alternativer for mindreårige spillere, så Kirby holder sig svævende. Han er jo en lyserød sky.

Om Torben Andersen