Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Underholdende over the top action
Ganske fin variation
Flotte mellemsekvenser
God lydside
Hænger lidt i fortiden
Dumme fjender
Køb Wolfenstein: The New Order hos vore partnere:
 

FPS genrens forfader
Det oprindelige Wolfenstein 3D var unægteligt med til at søsætte den ekstremt populære FPS-genre, hvis afkom i disse tider skyller ind over vores spilkyster. Der har været en del efterkommere, som alle på mere eller mindre succesfuld maner har holdt live i den nu 22 år gamle franchise (endnu ældre, hvis du medregner Muse Softwares Castle Wolfenstein fra 1981 – men det er lidt en anden boldgade). For første gang har ID Software sluppet styringen, og denne er i stedet lagt i hænderne på Machine Games, som prøver at give det hele et lille twist uden dog at hoppe alt for langt væk fra de sten, originalen lagde.

Fra starten mærker du, at der er lagt masser af energi i spillets finish. Du trakteres med en masse mere eller mindre interaktive mellemsekvenser, som fint er med til at sætte stemningen. De første skridt tages ombord på et allieret fly, som er fanget i tyskernes krydsild. Her får du fin mulighed for at øve dig i diverse manøvrer i spillets snævre korridorer, mens kampen raser uden for vinduerne. Du bemærker hurtigt, at tyskerne tilsyneladende har mere avanceret hardware, end tilfældet var i virkeligheden, når deres jetbaserede maskiner tordner forbi vinduerne.

Snart er du på fjendens kyst i jagt på lederen ”Deathshead”, der hiver i snorene fra sit klassisk gotiske slot. Din fornemmelse af den fjendtlige maskinelle suverænitet bliver yderligere bekræftet, mens kæmpe langbenede maskiner stavrer gennem landskabet, og mekaniske helvedeshunde jager dig og dine soldaterkammerater langs kysten. Langsomt får du flere muligheder serveret, mens du nærmer dig hovedfjenden i det, som hurtigt viser sig at være et sidste desperat stormløb mod en overlegen modstander.

Uden at fortælle for meget kan jeg dog afsløre, at prologen ender skidt for vores helt. Efter adskillige år i koma vågner du op til en verden, hvor nazisterne er de dominerende figurer i hele verden. Det finder du dig naturligvis ikke i, og inden længe befinder du dig igen i nærkamp med en fjende, der ikke har hvilet på laurbærrene. De næste mange timer vil du blive kastet fra den ene vilde situation til den næste, mens du fra et første persons perspektiv fylder fjenderne med bly.

Hvor prologen foregår på meget lineær facon, mens du kastes gennem snævre gange i borgens indre, så åbner begivenhederne sig mere op senere. Du kommer dog ikke uden om, at spillet konstant – på godt og ondt – refererer til originalen. Eksempelvis skal du hele tiden samle ammunition, beskyttelse samt helbred op. Disse ligger overalt og samles op med et tryk på en knap. Det er unødvendigt, og det bliver rimeligt hurtigt irriterende, at det ikke bare sker automatisk.



På samme vis driver hele spil-setup'et og -forløbet af B-filmsnostalgi. Det er dog ikke nødvendigvis blot negativt; faktisk er det helt rart med en gang testosteron over the top action, som dengang far var dreng, og Sylvester Stallone altid kunne klare ærterne. Historien er klichéfyldt, men udviklerne vælger trods alt en mere ”realistisk” vinkel, hvor det er menneskeforsøg og teknik, der ligger til grund for nazisternes teknologiske fordel. Det står i behagelig modsætning til de mere mystiske, overnaturlige vinkler, som ellers længe har været det foretrukne forløb.

Et andet positivt bekendtskab er, at der på mange af banerne er placeret en ”commander”. Du får konstant indikeret afstanden til disse, og ved at uskadeliggøre dem, uden at blive opdaget, kan du sørge for, at fjenden ikke tilkalder forstærkninger. Det giver lidt opbrud i banerne, og du får en antydning af stealth i spillet, mens du myrder med kasteknive og lyddæmpede pistoler. Fjenderne er dog som et samlet hele ikke videre begavede, og de trasker som oftest rundt i deres egen lille verden. Samtidigt sørger spillets auto-aim for, at du kan plaffe modstandere ned med pistol fra 50 meter – og så er lidt af udfordringen altså faldet fra.

Styringen foregår på gammelkendt facon og sidder lynhurtigt i hænderne. Hastighed og forløb er rigtigt fint afstemt, og du føler hele tiden, at det er dine egne evner med controlleren, som afgør kampene (auto-aim eller ej). Udviklerne har været relativt dygtige til at sørge for afveksling i spillet, hvilket giver sig til udtryk i fin variation mellem fjenderne. Det ene øjeblik går du rundt og piller simple lakajer ned, det næste øjeblik jages du af modificerede tyskere i exo-skeletter for senere igen at have lynhurtige mekaniske hunde i nakken. Det hele er krydret med fine mellemsekvenser, hvor du faktisk får en fornemmelse af, at den kære Blazkowicz ikke bare er et dumt stykke kød.

Wolfenstein: The New Order er faktisk et ganske behageligt gensyn, hvor det er tydeligt, at udviklerne selv har haft kærlighed til konceptet. Det er mandehørm med et ekstremt antal fjendtlige dødsfald, mens du som enmandshær svinger to maskingeværer samtidigt. Selv om det føles lidt som om, det er et spil, der måske er hæmmet lidt udviklingsmæssigt og ikke bringer noget nyt til bordet, så er det stadig en gennemarbejdet, underholdende oplevelse. Teknisk er det ganske poleret, og især lydsiden samt mellemsekvenserne faldt i min smag. Ikke en dårlig måde at tilbringe en våd sommerdag foran skærmen på.

Gamesector Anbefaler

Om Peter Rosenholdt