Tropico 5

Score: 9
Steam
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Masser af nye ideer og indhold
Godt sammenhæng i story mode
Fire tidsperioder
Multiplayer
Krig er stadig noget kaotisk rod
Køb Tropico 5 hos vore partnere:
 

Hola Él Presidenté!!
Her på GameSector har vi med stor interesse fulgt med i Tropico-serien lige fra første færd i 2001, hvor PopTop Software udgave det originale Tropico (ja, vi er nogle gamle nisser) og relativt hurtigt fulgte det op med Tropico 2 Pirates Cove i 2003. Derefter blev der desværre meget stille omkring El Presidente og Tropico-serien, indtil bulgarske Haemimont Games genoplivede serien i 2010 med Tropico 3, der vendte tilbage til seriens rødder. Tropico 4 udkom kort efter, men det rykkede nu ikke meget ved formlen grundlagt i både det originale Tropico og Tropico 3.

Det er stadig bulgarerne hos Haemimont Games, der står ved rorpinden, men denne gang har de besluttet sig for at være visionære og rykke milepælene noget længere fremad, end de gjorde med Tropico 4. Det betyder, at selvom Tropico 5 er bygget op over den klassiske Tropico-formel, så er der overraskende mange nye elementer at opleve i spillet, så det virker både friskt og nyt, selv for veteraner, der har været med siden 2001.

For de uindviede, der aldrig har spillet Tropico før, kan vi da lige forklare det grundlæggende koncept (og samtidigt understrege, at de er gået glip af noget). Du spillet El Presidente – en diktator i en lille bananrepublik, hvis opgave det er at fylde dine egne lommer, alt imens du tvinger dine undersåtter til at slide og slæbe i dine tobaksmarker eller på snuskede barer, hvor dumme kapitalistiske turister smider deres yankee dollars. Du kan naturligvis forsøge at være en fair leder med demokratiske valg (med eller uden snyd), mad og sygehuse nok til dine undersåtter og en mase andre goder, der holder befolkningen glad og tryg – men den slags blødsødenhed er der ikke noget af i vores Tropico, hvor demokrati prompte straffes af vores hemmelige politi. Men det er i virkeligheden op til dig selv.

Den del af Tropico 5 er stort set, som den har været i de foregående spil – det er en konstant balancegang at tilfredsstille indbyggerne nok til, at de ikke bliver rebeller eller laver et væbnet oprør samtidigt med, at du propper penge i dine egne lommer og klamrer dig til magten. Men de mange nye elementer gør alligevel spiloplevelsen anderledes nok til, at spillet føles radikalt anderledes og sågar også mere udfordrende end sine forgængere.

De to mest skelsættende ændringer er indførslen af fire tidsaldre: kolonitiden, verdenskrigene, koldkrigstiden og den moderne æra. Hver periode har sit eget særpræg og sine egne bygninger at konstruere og ikke mindst forskellige eksterne fraktioner at forholde sig til. De love, du kan vedtage for dit lille ørige, er også afhængige af, hvilken tidsperiode du befinder dig i. Tidsperioderne har naturligvis også en indflydelse på bygningernes udseende og ikke mindst, på hvilke varer du kan producere og eksportere.



En anden nyskabelse er, at du gennem kampagnens missioner kommer til at spille videre på de samme øer, som du tidligere har spillet på. Det vil sige, at du kommer til at arbejde videre med de byer, du allerede har bygget, og må derfor leve med eventuelle fejl og mangler, du har fra tidligere missioner. Det gør faktisk missionerne mere udfordrende og svære, og det er helt befriende ikke at skulle starte forfra på en ny ø, hver gang du starter et nyt kapitel i spillets singleplayer story-mode. Desuden åbnes der løbende op for tidsaldrene gennem kampagnen, og det bliver således en meget mere sammenhængende historie end tidligere.

Ser vi på nogle af de ”mindre” ændringer og forbedringer, kan der blandt andet nævnes et virkelig forbedret handelssystem, hvor du selv kan opsætte eksport- og importruter ved at bygge din egen handelsflåde og udforskning af de ukendte områder på øerne i kolonitiden. Som noget nyt har du nu muligheden for at lave en forfatning for dit land, og der er et relativt stort fokus på forskning og nye teknologiske og samfundsmæssige opdagelser. Forskning er ellers et klassisk element i denne genre af spil, men det er først nu, det er kommet med i Tropico.

Der er naturligvis kommet flere bygninger til og nye muligheder for at tjene penge på nye typer af fabrikker og turisme, og der er sket en del på det militære område. Således kan du nu bygge vagttårne, oprette militærbaser med kampvogne og sågar få dit eget hangarskib. Kampene, når rebeller eller fremmede magter angriber, er stadig det rene kaos, som du desværre ikke har megen indflydelse over. Men i det mindste er dine soldater blevet bedre til at bevæge sig som enheder – men noget stort militærspil bliver Tropico vist aldrig.

Ud over de store ændringer og forbedringer er der masser af små justeringer og nye sjove ideer med i Tropico 5 – såsom El Presidentes familie og muligheden for at hyre managers til alle bygninger, der leverer services eller producerer varer. Som noget helt nyt i serien byder Tropico 5 på multiplayer for op til fire spillere, der enten kan samarbejde eller modarbejde hinanden på den samme ø. Da der er skarp konkurrence om den begrænsede plads og de naturlige ressourcer, kan det også komme til væbnet konflikt mellem spillerne.

Men skåret ind til benet er Tropico 5 stadig det samme sjove og humoristiske spil som sine forgængere – til trods for alt det nye og den nye detaljerede grafik. Det er stadig en solid city builder med masser af problemstillinger, som du skal forholde dig til, og der er stadig mange forskellige måder at være El Presidente på.

Vi bøjer os i støvet for Haemimont Games. De har på en gang bevaret alt det, der gjorde Tropico 4 til et glimrende spil, men samtidigt formået at sparke masser af nyt liv og nye ideer ind i serien, der efter forrige udgivelse føltes lidt fastlåst. Alt i alt har Tropico 5 alle elementerne til at blive en rigtig klassiker i genren.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).