Bound by Flame

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Nydeligt på PS4
Velfungerende crafting system
Ubalanceret sværhedsgrad
Elendig AI til følgesvende
Meget traditionelt
Køb Bound by Flame hos vore partnere:
 

Det kan gøres bedre – men også værre
Rent geografisk er vi i Frankrig – altså ikke i selve Bound by Flame, men for at tage et kig på spilfirmaet Spiders, der står bag spillet. Med risiko for at fornærme en relativt lille skare af gamere, der kender til Spiders produkter, så er firmaet næppe kendt for at levere spiloplevelser af høj kvalitet – eller også er standarderne bare anderledes i Frankrig, hvor alting jo opleves i en permanent rødvinsbrandert. Nogle af Spiders tidligere spil inkluderer bl.a. Of Orcs and Men, som vi bestemt ikke var imponerede over.

Nu er de så klar med endnu et action-rollespil, der smager lidt af både Kingdoms Of Amalur og The Witcher, dog uden at det helt kan måle sig med de to spils kompleksitet og imponerende bredde. Der er et overvældende fokus på action i Bound by Flame og det er der i sig selv jo intet galt med. Parader, modangreb, blokeringer og lignende moves er hurtige og nemme at udføre (også selvom præcisionen ikke er noget at prale af) og kombineret med spillets muligheder for brug af magi, stealth og et virvar af våben er din karakter i spillet lidt af en altmuligmand.

Rundt om det velfungerende kampsystem er bygget et skelet af rollespilsklichéer, der byder på alle de traditionelle elementer, som du kan forvente at finde i et traditionelt konsolrollespil – du får muligheden for at designe din karakters udseende, muligheden for at crafte udstyr, forskellige følgesvende at skabe ”forhold” til, masser af varierede sidemissioner og mulighed for karakterudvikling. Det er sådan set, som det skal være, og stort set hvad du kunne forvente.

Kernen i kampsystemet er to forskellige ”stances”– dybest set er der tale om en tank/warrior og en ranged stance, hvoraf ranged stance, der bl.a. lader dig give skade på afstand og dermed undgå fjendtlige angreb, virker overlegen. Disse to suppleres med et magi-skill-træ. De tre skill-træer bliver aldrig rigtigt dybe og farverige nok til at gøre det bagvedliggende system spændende at udforske, og langt de fleste vil ende med en karakter, der er lidt fra hver kategori.



Historien i Bound by Flame er overordnet set ganske glimrende, og spillets store gimmick er, at din karakter er under en ”dæmonisk indflydelse”. Under et ritual slipper en dæmon fri, og den søger tilflugt i din krop – indtil da havde du blot været en almindelig soldat, der kæmpede for at beskytte verden mod en hær af levende døde. Men med den dæmoniske besættelse får du nye kræfter, men de kommer naturligvis for en pris. Dæmonen vil langsomt æde dig og forsøge at overtage din sjæl, som betaling for de kræfter den giver. Der er lagt op til en moralsk balancegang, der i sidste ende leder til en af tre forskellige slutninger på spillet. Det er et fint koncept, der godt nok ikke er helt unikt, men det giver lidt ekstra kolorit til hovedpersonen, der ellers er en temmelig generisk og stereotyp helt.

Så det er i virkeligheden ikke fordi, Bound by Flame gør noget direkte forkert, eller fordi det er propfyldt med tekniske fejl. Bevares, det har da lidt spidse hjørner og skarpe kanter, der måske godt kunne have fået et par måneder mere med udviklerfilen, men som et samlet hele er spillet et teknisk velfungerende action-rollespil. Det mangler bare noget, der kan give det en tydelig kant og konkurrenceevne i forhold til de store titler som bl.a. Witcher, og at være det første rigtige rollespil på PS4 er jo et relativt begrænset konkurrenceparameter (spillet udkommer også på PS3, Xbox360 og PC).

Generelt er spillet en nydelig oplevelse på PS4, dog uden at være prangende. Dialogen er svingende i både stil og kvalitet (og svinger fra at være klassisk ”middelalderengelsk” til at være fyldt med moderne bandeord), og slutteligt så svinger sværhedsgraden helt vanvittigt, og det er nok det mest frustrerende element ved Bound by Flame. Det er aldrig sjovt at føle sig magtesløs, men der er visse typer af fjender i spillet, der vil volde dig oceaner af frustrationer og besvær. Det er ikke fordi, de dukker op sidst i spillet for at gøre kampene mere episke og besværlige – det er simpelthen fordi spilbalancen til tider er helt forfærdelig.

Så hvad er Bound by Flame egentlig? Er det skidt eller kanel? Svaret er at spillet er lidt af begge dele. Det er en rutsjebanetur med flotte højdepunkter, gode set pieces og et opfindsomt crafting-system og med forfærdelige lavpunkter med trivielle sidemissioner, selvmordslystne følgesvende og en sværhedsgrad helt ude af balance. Men i slutningen af turen er spørgsmålet så, om du vil huske på de gode eller dårlige perioder, og trods alt så er spillet det første rollespil til PS4 – i hvert fald hvis du ser bort fra Child of Light – og det må da tælle for et eller andet. Ikke?

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).