Score: 9
Playstation NetworkSteamXbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI FearPEGI Violence
PositivtNegativt
Fantastisk grafik
Lækker lydside
Eminent kampsystem
Fremragende fortælling
Lidt "sjov" digtekunst
Lidt for nemt på Normal
Køb Child of Light hos vore partnere:
 

UbiSoft har med sit UbiArt Framework skabt præmissen for nogle helt fantastiske spil, hvilket indtil videre har resulteret i de to eminente Rayman-udgivelser. Child of Light har således været ventet med længsel og spænding, og på ingen måder formår det at skuffe. Vi har at gøre med et fremragende eventyr i verdensklasse med smukke omgivelser, eminent gameplay og en aldeles fængende historie. Child of Light er årets hidtil klart bedste udgivelse!

I Child of Light er du pigen Aurora, der i sin drøm vågner i landet Lemuria, hvor mørket hersker, og hvor din altoverskyggende opgave er at genfinde månen, solen og stjernerne før det endelige opgør med Nattens Dronning. Grundlæggende har vi at gøre med at sidescrollende platformspil tilsat en række RPG-elementer, og denne kombination fungerer fortrinligt.

I starten af spillet kan Aurora løbe og hoppe, og senere bliver hun i stand til at flyve, hvilket ændrer gameplayet væsentligt. Den første del, hvor Aurora endnu ikke kan flyve, er forholdsvist traditionelt platformspil, hvor der skal flyttes rundt på kasser og løses forholdsvist simple gåder for at avancere. At kalde Child of Light for et puzzle-spil ville være en mild overdrivelse, for udfordringerne er ikke vanvittigt store. Selve styringen af Aurora fungerer rigtigt godt, og kort inde i fortællingen får du selskab af den lille ildflue Igniculus, som styres med din højre styrepind på controlleren. Igniculus kan lyse mørke områder op, og i kamp kan denne evne bruges til enten at blænde og dermed forsinke modstanderne eller helbrede dine egne helte.

Undervejs gennem fortællingen møder Aurora en hel række forskellige karakterer, hver med sine specielle egenskaber, og mange af disse slutter sig til Auroras selskab og kan således anvendes i kamp. Og kampe er der rigtigt mange af i Child of Light. Det er tydeligt, at inspirationen blandt andet er hentet hos de japanske Final Fantasy-spil med delvist turbaserede kampelementer. Under kampene kan du anvende to af dit selskabs karakterer sammen med Igniculus, og hertil møder du op til tre fjender samtidigt. En scrollbar i højre side af skærmen viser et område, hvor du og fjenderne gør sig klar til næste tur. Nogle karakterer bliver hurtigere klar end andre, og du kan man magi og diverse potions eksempelvis sætte din hastighed op - eller fjendernes hastighed ned. Når det bliver en af dine karakterers tur, kan du vælge enten at foretage et fysisk angreb, et magisk angreb, anvende potions eller udskifte en af dine karakterer med en anden. Får du ram på en fjende, mens fjenden er i det aktive område af scrollbaren - dvs. i det tidsområde fra man aktiverer sin handling, til den bliver effektueret, kan du afbryde fjendens angreb, og således er der en del strategi i at anvende Igniculus til at forsinke fjenden helt rigtigt. Der er således både timing og valg af handling i gameplayet, og det fungerer fremragende og er i rigtigt god balance.



Nogle fjender er modstandsdygtige over for eksempelvis vand, mens andre er svage over for eksempelvis ild, og det gælder således om hele tiden at anvende de karakterer, der passer bedst til situationen. Hele vejen igennem spillet møder du nye fjender, og således føles kampene ikke trættende på samme måde som de evindelige kampe i japanske rollespil ellers godt kan have en tendens til.

Vinder du kampen, og det gør man regel, hvis man starter på Normal-sværhedsgraden, bliver du belønnet med erfaringspoints, og af og til en Oculi. En slags ædelsten, som du kan bruge til at fremstille nye ædelsten med stærkere egenskaber med. Erfaringspoints bruger du til at udvikle dine karakterers egenskaber med via et erfaringstræ i samme stil som det, vi så i /Far Cry 3. Man vælger den gren, man vil udvide sin egenskab på, og disse egenskaber koster enten 1 eller 2 points. Det fungerer rigtigt godt og intuitivt og er helt i tråd med den moderne RPG-brugerinterface-ånd. Oculi, som du kan være heldig at få efter en kamp, kan du anvende i Oculi-menuen. Her har de forskellige Oculi forskellige egenskaber, og du kan allokere tre forskellige til hver karakter. Du kan forbedre dine angreb, dit forsvar eller dine generelle evner så som Hitpoints eller magi-points. Igen fungerer systemet aldeles intuitivt og overskueligt. Lækkert, Ubisoft! Ubisoft har også i Child of Light gjort brug af sit UPlay-system, og herigennem har du mulighed for at donere Oculi til dine UPlay-venner. Det fungerer egentligt godt nok, men UPlay er desværre ret følsomt over for diverse internetforbindelser og sikkerhedsprotokoller, og desværre lykkedes det mig ikke at donere noget som helst - men jeg modtog en hel del, så nogen må det jo have lykkes for.

Kampene udgør naturligvis en stor del af gameplayet, men der er også andre ting at tage sig til. Du støder på en hel række sidemissioner, hvor du skal løse forskellige opgaver. Eksempelvis at nedkæmpe fjender eller finde bestemte ting. Det er ofte sådan nogle standard-opgaver, vi ser i mange rollespil, men de er rigtigt godt integreret i Child of Light, og de belønner dig ofte med sjældne Oculi-stykker, som kan gøre din færd gennem Lemuria noget lettere.

Men så er der jo også lige selve historien i Child of Light. Den er både munter og dyster på samme tid, og de karakterer, du møder gennem spillet, har alle noget at byde på i form af forskellige personligheder og skæbner. Det er fortalt med små, men effektive midler hele vejen igennem og mest af alt som dialog de forskellige karakterer imellem. Dialogen foregår på versefødder med rim, og det virker ok, men det er som om, skribenterne virkeligt har måttet kæmpe for at få tingene til at rime. Det er ikke altid lige gennemført, men det er så også den eneste mindre svaghed ved Child of Light.



De største forventninger til Child of Light har - qua anvendelsen af UbiArt Framework - været hos den visuelle del, og her er der virkeligt lukket op for malingen. Smukke, håndtegnede malerier udgør baggrundene, og ord som "magisk" og "fortryllende" er nok dem, man først og fremmest tænker på. Peter Kanin, Monet og visse Skagens-malere var nogle af de tanker, der gik igennem hovedet på mig, men også inspirationen fra forskellige japanske kunstnere er tydelig. Det er virkeligt fremragende grafik, og dertil fungerer både animationer og lyssætning helt optimalt. Alene for den visuelle del er Child of Light en gennemspilning værd. Tilsat lækre lydeffekter og aldeles velkomponeret musik af den fremragende canadiske kunstner Coeur de Pirate (prøv at Google nummeret Comme Des Infantes og genkendelsen er tydelig) gør, at det kunstneriske niveau for Child of Light når nye højder.

Jeg har svært ved ikke at skamprose Child of Light, og skulle man endelig sætte et par negative ord på, må det være den lidt påtagede digtekunst nævnt ovenfor, og at spillet måske ikke udfordrer vanvittigt meget på standardsværhedsgraden, men man har heldigvis muligheden for at starte på et højere niveau, og når lyset slukkes og alt er gennemført, har man mulighed for at starte forfra på en endnu højere sværhedsgrad, hvor man beholder sine opnåede egenskaber. Det bidrager bestemt til levetiden, hvor jeg vel brugte i omegnen af 15 timer for at samle alt i spillet og samle alt, hvad der var at samle.

Child of Light har imponeret os i den grad, og en smuk fortælling, en fantastisk grafik- og lydside og et eminent, turbaseret kampsystem gør tilsammen Child of Light til årets indtil videre klart bedste udgivelse anno 2014!

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.