Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence
PositivtNegativt
God sammenblanding af to fantastiske spilserier
Fantastisk flot grafik
God variation i opgaver og puzzles
Måske lidt besværligt for nybegyndere
Køb Professor Layton vs. Phoenix Wright: Ace Attorney hos vore partnere:
 

En gentleman vs. super-advokaten
Professor Layton og Luke er på sporet af endnu en sær sag. Sidst vi så dem i aktion var i Professor Layton and the Azran Legacy i 2013, men denne gang er de, i forsøget på at hjælpe den unge kvinde Espella Cantabella, blevet opslugt af en magisk bog. Sjovt nok har den selvsamme bog efterfølgende også fanget og opslugt Phoenix Wright og hans assistent Maya.

Inde i bogen udforsker Layton og Luke, på vanlig Professor Layton maner, den mystiske by Labyrinthia, der efter sigende skulle huse både hekse og en mystisk skabning ved navn ”Story Teller”. Som Layton bevæger du dig rundt i byen, leder efter hint coins ved at undersøge dine omgivelser og taler med de lokale, der både giver dig spor og de sædvanlige puzzles at løse.

Som altid i et Layton spil er de puzzles du bliver stillet overfor alt fra logiske gåder over hjernevridere og optiske bedrag til matematiske udfordringer og drilske fælder. Der er noget for enhver smag og der er masser af udfordringer. Heldigvis er spillet, præcis som sine forgængere, meget gavmild med hint coins, der kan hjælpe dig med at løse opgaver hvis du sidder fast.

Der er faktisk ikke meget at sige om Layton-delen af Professor Layton vs. Phoenix Wright: Ace Attorney, som vi ikke allerede har sagt i anmeldelserne af de tidligere Layton-spil. Kendere af Layton-serien (og dem er der forhåbentlig mange af, for de er helt fantastiske spil), vil med det samme føle sig hjemme i spillet. Kontrollen er sammen som du måske husker fra Professor Layton and the Miracle Mask, der var det første spil i serien til 3DS.



Phoenix Wright-delen af Professor Layton vs. Phoenix Wright: Ace Attorney tager udgangspunkt i Wrights forsøg på at forsvare Espella Cantabella fra anklager om hekseri. Denne del af spillet fungerer præcis som de tidligere Phoenix Wright-spil (f.eks. Phoenix Wright: Ace Attorney – Justice for All), der måske ikke er helt så kendt på disse breddegrader som Professor Layton. Det er en skam, for de er faktisk interessante puzzlespil, der har en anderledes tilgang til de udfordringer du stilles overfor.

Mens Layton-delen af spillet er mere afslappende og fokuserer på udforskning og puzzles, så er det med at være vågen i Phoenix Wright-delen. Her skal du krydsforhøre vidner og presse dem for at få yderligere informationer og for at afsløre om de taler usandt, f.eks. ved at få dem til at modsige sig selv. Det er bygget op over samme formel som de foregående spil og det fungerer faktisk ret godt som et mere intenst afbræk fra de mere afslappede Layton-scener.

Visuelt er spillet helt i top. Layton-spillene har altid haft en fantastisk smuk tegneserie-agtig grafik og den er bibeholdt i dette cross-over spil. Dertil kommer et solidt soundtrack og godt med stemmeskuespil. En teknisk præstation helt i top for den lille håndholdte.

Som et selvstændigt puzzlespil fungerer Professor Layton vs. Phoenix Wright: Ace Attorney rigtig godt, men for at få den fulde fornøjelse af spillet, hjælper det at kende begge spilserierne på forhånd. Der er dog fin introduktion til spillets elementer, hvis du er nybegynder. Vi kan dog varmt anbefale spillet til alle.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).