Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Fremragende gameplay og banedesign
Flot grafik
Masser af udfordring
Spillet fungerer virkeligt godt på controller-skærmen
Af og til frustrerende svært
Køb Donkey Kong Country: Tropical Freeze hos vore partnere:
 

Vidste du, at Donkey Kong Country-serien faktisk har hele 20 år på bagen? Det seneste udspil i serien viser dog på ingen måde tegn på metaltræthed. Med lækkert banedesign, flot grafik og masser af sjovt og udfordrende gameplay begynder Wii U for alvor at vise tænder og viser på samme måde som med Super Mario 3D World, hvorfor Nintendo er verdensmestre i underholdende platformspil.

I Tropical Freeze sidder Donkey Kong i sin hytte og fejrer i ro og mag sin fødselsdag sammen med Diddy Kong, Dixie Kong og Cranky Kong. Øen angribes pludselig af de fjendtlige Snomader, vikingeinspirerede typer, der fryser øen og sender Donkey Kong og hans venner langt bort, hvorefter de må kæmpe sig gennem i alt 6 forskellige verdener for at genetablere freden og idyllen på deres elskede ø. Et tyndt plot naturligvis, for sådan har det altid været med Donkey Kong. Og der er igen 100% fokus på platform-gameplayet, som igen fungerer aldeles fremragende.

Baneopbygningen kender vi til dels fra det fremragende Donkey Kong Country Returns. Du skal samle bananer, mønter, puslespilsbrikker og K-O-N-G-bogstaver, og der er bestemt masser af udfordringer - især hvis du går efter at finde alle de skjulte skatte. Og det bør man gå efter, for det er her, at Tropical Freeze især glimrer. Ja, sværhedsgraden er virkelig høj, og man må ofte spille banerne igennem flere gange for at finde alle hemmelighederne. Det gør heldigvis ikke specielt meget, for banerne er aldrig irriterende lange, og det er sjovt hele vejen.



Foruden Donkey Kong selv kan du fra tid til anden få hjælp af enten Diddy Kong, som du kan svæve med. Dixie Kong kan også hjælpe dig med at svæve, og med sin hestehale kan hun hvirvle jer et lille ekstra stykke op, så ufremkommelige områder kan granskes for hemmeligheder. Endelig er der den gamle Cranky Kong, som med sin kængurustylte kan få jer til at hoppe ekstra højt og også kan undgå farlige pigge med mere - hvis altså din timing er i orden!

Til ekstra hjælp kan du bruge de mønter, du får samlet, til at købe for forskellige genstande. Eksempelvis en papegøje, der skræpper op, hver gang du er i nærheden af en af de puslespilsbrikker, som ofte er godt skjult. Nogle kræver, at du gennemfører små side-missioner, hvor du skal samle et antal bananer på tid, mens andre blot ligger godt skjult.

Foruden bare at hoppe rundt, klatre, banke i jorden osv. får Donkey Kong også mulighed for at dykke, at ride på et næsehorn eller køre i en minevogn. Dette giver rigtig god variation, og samtidigt ofte frustrationer, hvis du går efter at samle alt, for Tropical Freeze er som nævnt rigtigt svært. Denne sværhedsgrad krydres med et boss-battle for hver ø, og her stiger sværhedsgraden lige et hak eller to mere. Boss-battles er forholdsvist lange, med 3-4 forskellige passager hver især, og dør man, skal man starte helt forfra. Men igen, så er sværhedsgraden noget af det, der gør spillet underholdende og får dig til at vende tilbage gang på gang. Mindre børn kan være med til et vist niveau, men de vil sandsynligvis ofte råbe på hjælp, når sværhedsgraden stiger eller der er en bestemt puslespilsbrik, der skal indsamles.

Foruden grundspillet har du igen mulighed for at spille på tid, hvor du kan score guld, sølv eller bronze, afhængigt af, hvor hurtigt du kan gennemføre banen. Spillet byder på online leaderboards, og du kan - som det er blevet så populært - se replay af topspillernes bedste tider. Det er virkeligt fedt og ofte lærerigt!

Tropical Freeze kan spilles både alene eller med en Wii-controller i co-op. Det fungerer dog ikke helt så godt, som hvis man sidder og skiftes til at styre i singleplayer, og det er tydeligt, at udviklerne har haft fokus på netop singleplayer-delen. At man, hvis tv'et i stuen er optaget, blot kan vælge at spille på controllerens skærm, er naturligvis et ekstra plus, og selv på den lille skærm fungerer den fremragende grafik fint.

Ja, grafikken er virkeligt vellykket i Tropical Freeze. Klare "Nintendo"-farver med masser af spræl uden at forvirre er kendetegnende for spillet, og et lækkert og detaljerigt banedesign bidrager bestemt positivt til oplevelsen. Lydbilledet er genkendeligt, med de klare "Nintendo"-klange, og dertil kører musikken i en munter stil og et til gameplayet passende tempo.

Samlet set er Donkey Kong Country: Tropical Freeze en særdeles underholdende omgang platformspil. Der er mange elementer, som vi kender fra tidligere spil i serien, men Nintendo lykkes altid at forny sine klassikere med spændende elementer, som holder liv i serierne. Flot grafik, særdeles underholdende gameplay-elementer og masser af spilletid og masser af udfordringer gør Donkey Kong Country: Tropical Freeze til et must-have, hvis du ejer en Wii U!

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.