OlliOlli

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Højt tempo
Simpel, men omfattende styring
Udfordrende
Lidt ensformigt

OlliOlli er et skateboardspil, der byder på simpel styring, masser af tricks, høj fart og masser af udfordring. Det er både skægt og frustrerende, og så gør det tingene på en måde, der er lidt speciel.

Skateboardspil har det sidste lange stykke tid været i fuld 3D, men OlliOlli placerer kameraet til siden og gør grafikken flad og simpel. Der er ikke meget i OlliOlli, der afslører, at det ikke kører på en Amiga 500 eller en Super Nintendo, men fokus er dermed flyttet fra det grafiske og over på selve spillet. Den enkle grafik gør det også muligt at flytte meget grafik rundt på skærmen meget hurtigt, uden det hele flyder sammen og bliver grimt. Og fart er et nøgleord i OlliOlli!

I en kort tutorial bliver du forklaret, hvordan OlliOlli styres, og det kræver lidt tilvænning. Først og fremmest bruger du venstre styrepind til at hoppe og lave tricks med. Trykker du pinden ned og giver slip, så vil du hoppe, og du skal så holde den i en bestemt retning, hvis du vil køre ned ad et gelænder eller lignende – altså et såkaldt grind. Du kan også lave kombinationer med pinden, hvor du laver kvarte, halve eller hele cirkler med pinden, og det fører til andre tricks. Når du lander fra et hop, skal du sørge for at trykke på X, ellers falder du, og får ingen points. Timingen på trykket skal også være ret præcis, for ellers mister du fart. Skulderknapperne bruges til at lave flere kombinationer og til at rotere i luften.

Lige så ligetil som styringen er, lige så stor udfordring er der dog i at få det til at hænge sammen, når tingene begynder at bevæge sig, for det går meget hurtigt. Hver bane har forskellige mål, der skal nås, og det er en udfordring i sig selv at nå slutningen af banen, for hver gang du styrter, må du starte forfra igen. Banerne er heldigvis ikke ret lange, men målene på banen gør, at du kan spille dem mange gange, hvis du vil have det hele med. Målene på banerne kan være at nå et bestemt antal points, at samle ting, at lande perfekt hver gang eller noget helt andet.

Der er en håndfuld forskellige områder, der hver har nogle forskellige baner, så du kan hurtigt få set det hele. Til gengæld tager det lang tid, før du får styr på alle udfordringerne, og derudover byder spillet på en daglig udfordring, hvor du kan dyste mod andre spillere verden over.

Selv om det kan være frustrerende og svært at undgå at styrte på vej ned ad trapperne, så er OlliOlli sjovt og udfordrende nok til, at man lige skal prøve en gang mere. Banerne har også en rigtig god længde til et bærbart spil, og det, der er at kritisere ved spillet, er mest småting, som at du skal bruge touch-screen'en i menuerne frem for knapperne. Alt i alt er OlliOlli et fornuftigt bud på et skateboardspil i 2014, men det kan også nydes af ikke-skatere.

Gamesector Anbefaler

Om Søren Vestergaard