NBA Live 14

Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Live Season mode
Sløv kontrol
Grafikken
Langsomt og kluntet
Bare ikke sjovt
Køb NBA Live 14 hos vore partnere:
 

En flad fornemmelse
EA Sports har unægtelig styr på deres ting, når det kommer til amerikansk fodbold, ishockey og fodbold. Madden, NHL og FIFA serierne er alle nogle af de ypperste sportsspil, som du kan finde på markedet. De tilbyder alle en bed vifte af spilmodes, et gameplay tro mod sporten og masser af virkelige hold, klubber og spillere. Men hvad angår NBA franchiset, så har EA Sports aldrig haft samme kølige overblik og rolige hånd. Det har ofte været noget rod, når de forsøgte sig med basketball og det endte måske meget naturligt med en længere tænkepause for NBA Live serien efter NBA Live 10.

Når katten er ude, så leger musene som bekendt på bordet. I dette tilfælde er der nok nærmere tale om en stor fed rotte, der har overtaget hele huset og stjålet familiens bil. Rotten er naturligvis 2K Sports og de har løbende udbygget og styrket deres stærke NBA 2K serie, der med NBA 2K14 ramte PlayStation 4 og XboxOne samtidig med EA Sports nye basketball-satsning NBA Live 14.

NBA Live 14 er dog ikke meget af en udfordrer til NBA 2K14. Med NBA Live 14 i den stand det er i lige nu, svarer der at lade en astmatisk svagtseende 12årig skolepige med fremskredet muskelsvind og narkolapsi gå 12 runder mod Mike Tyson – naturligvis Iron Mike fra dengang hvor han ikke behøvedes at bide sin modstander. Det er med andre ord en håbløs kamp for NBA Live 14, der ellers på papiret lader til at gøre mange ting rigtigt.

På overfladen ser NBA Live 14 nemlig rigtig fint ud – det har alle de elementer og muligheder, vi forventer af et spil med et EA Sports logo på pakken. Masser af spilmodes, klassisk EA Sports detaljerigdom, fin ESPN tematisering, masser af NBA hold og spilteknikken ser ud til at være skruet ganske fornuftigt sammen.

Men der går ikke lang tid fra du har startet dit første spil, til problemerne begynder at stå i kø. En kø der hurtigt bliver længere og længere. De åbenlyse problemer er hakkende og grimme animationer, overraskende grimme og livløse spillere (i hvert fald modellerne af dem) og et lige så overraskende dyk i spillets framerate. NBA Live 14 ligner bestemt ikke et spil, der netop er udkommet på en ny generation af spilkonsoller. I hvert fald falmer spillet, når det bliver sammenlignet med NBA 2K14 , der på stort set alle områder er en pænere og mere velfungerende oplevelse.

Spilmæssigt går det ikke meget bedre. EA introducerer ”BounceTek”, der vist blot er et avanceret ord for at du dribler med den højre analoge stick. Det fungerer nogenlunde – efter mange timers træning. Problemet er at spillet ikke er voldsomt hjælpsomt med detaljer om hvordan BounceTek anvendes eller fungerer, så du må kluntet prøve dig frem og det fremmer bestemt ikke følelsen af hurtigt og flydende spil på banen. Tværtimod virker spillet i NBA Live 14 tungt, kluntet og uden den knivskarpe respons vi forventede.

Et af de helt store problemer, hvis du ser bort fra vansirede spilleransigter og hakkende framerate, er at kontrollen lader til at være lidt sløv. Det vil sige at det føles som om der kan gå et splitsekund før spillerne reagerer – og når spillerne så i forvejen ikke bevæger sig let og glidende, så bliver hurtige og præcise driblinger og afleveringer pludselig meget mere besværlige end de havde behov for at være. Et andet problem er at det lader til at være umuligt at afbryde en spillers animation, når først han er i gang med den. Det kan lede til frustrerende øjeblikke, hvor du gerne vil lave hurtige kontraer efter bolderobringer, men pænt må vente på at du får kontrollen over en spiller, der først skal gennemføre en fastlåst animation. Det virker som sjuskefejl og det hindrer det hurtige og bølgende spil som basketball bør være.

Og vi kunne blive ved med at tampe rundt i tekniske fejl og mangler, der tynger stakkels NBA Live 14 ned som en sten. Men der skal også være plads til at rose spillets Live Season mode, der binder den virkelige NBA sæson sammen med spillet i form af udfordringer og lignende og spillets Ultimate Team, der lader til at være en succes spå tværs af hele EA Sports spektrum.

Men i sidste ender sidder vi med et basketballspil, der ikke ligner eller føles som noget, der er designet til en ny generation af konsoller. Det er teknisk kørt agterud af konkurrencen NBA 2K14 og hvis ikke EA Sports strammer op med næste udgivelse er der næppe lang tid til at NBA Live igen tager sig en længere tænkepause.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).