Knack

Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence
PositivtNegativt
Børnevenlige figurer
Unik hovedperson
Ujævn sværhedsgrad
Bliver hurtigt ensformigt
Køb Knack hos vore partnere:
 

Lineært og ligegyldigt
Playstation har altid været hjemsted for platformspil i høj kvalitet, som Crash Bandicoot, Jak & Daxter og Ratchet & Clank. Det er derfor ikke så underligt, at de eksklusive titler, der er klar ved lanceringen af Playstation 4, er netop et stemningsfuldt skydespil, samt Knack, der er et tegneserieagtigt og actionspækket platformspil.

Spillet foregår i en farverig verden, hvor mennesket har lavet kæmpemæssige teknologiske fremskridt, men hvor der også findes flere forskellige slags fabeldyr - blandt andet de slemme gobliner, der er en slags onde trolde. Da spillet starter, er en forsker klar til at vise sit seneste påfund, der skal hjælpe i kampen mod goblinerne. Det påfund hedder Knack, og Knack er en lille intelligent fyr, der er lavet af fundne relikvier. Han har også den specielle evne, at han kan blive større, når han kommer i kontakt med flere relikvier. Her kommer du som spiller ind i billedet, for du skal naturligvis styre Knack.

Knack kan hoppe og slå og lave nogle forskellige specialangreb. Du styrer hans bevægelser med venstre stick, men du kan også lave hurtige undvigelser med højre stick. Styringen er ret simpel, men du har ikke mulighed for at flytte kameraet. På nogle måder minder Knack derfor om en meget enklere udgave af God of War. Du og Knack møder en eller flere fjender, tæver dem, åbner for det næste område og gentager mønstret, indtil du ikke gider mere, eller indtil spillet er overstået. Sandsynligvis sker det førstnævnte først. Spillet er nemlig meget lineært, og det bliver hurtigt meget ensformigt. Heldigvis møder du engang imellem en boss, der bryder monotonien en smule.

Knack er et spil til en ny generation af konsoller, og udviklerne har derfor forsøgt at gøre det mere nyt og trendy, blandt andet ved at lancere en ledsagende app til iOS og Android. Denne app hedder Knack's Quest, og det er egentlig ikke meget mere end en tarvelig kopi af Bejeweled – altså en meget enkel hjernevrider. Klarer du dig godt i app'en, så kan du låse op for ting i selve spillet. Disse ting kan eksempelvis være krystaller, der kan låse op for en anden udgave af Knack, hvis du finder nok af dem. Det kræver dog en god portion tålmodighed, hvis du skal finde det krævede antal. Det kan også være dele af forskellige stykker udstyr, der kan hjælpe Knack på forskellig vis. Her skal du også regne med, der går lang tid, inden du har låst op for det hele. Delene og krystallerne kan også låses op i selve spillet, og hvis du har venner, der også spiller Knack, så kan du også vælge imellem de dele, dine venner har fundet, når du samler en ny del op.

Grafikken er lidt en blandet landhandel. Knack selv består af mange små dele, der alle er meget detaljerede. Det ser ret godt ud, specielt når Knack bliver kæmpestor, og kameraet kører lidt tilbage, så du har bedre overblik. Der dukker dog hele tiden undskyldninger op for at gøre Knack lille, så han kan starte forfra igen med at samle relikvier, og når han er lille og du ser handlingen i spillet tæt på, så ligner spillet noget fra forrige generation af konsoller, bare i lidt højere opløsning. Spillet kører aldrig specielt flydende, og nogle gange hakker det endda lidt, hvis der sker for meget på skærmen. Detaljegraden svinger, men den visuelle side er aldrig specielt imponerende. Spillet udnytter desuden ikke touchpaddet i controlleren, men højtaleren giver en lille lyd, når Knack samler nye dele op.

Der er mange ting, der taler imod dette spil, som sværhedsgraden, der svinger helt utroligt meget. Du får så mange forsøg, du skal bruge, men enkelte områder i spillet kommer du til at prøve lidt for mange gange til at det bliver ved med at være skægt. Det virker heller ikke altid gennemtænkt, hvad der skader Knack mest. En affyret raket giver skade, men ikke lige så meget, som at blive slået af en bjælke. Nogle kasser giver skade, når de falder fra hinanden, mens andre ikke gør. Som nævnt tidligere bliver spillet meget hurtigt ensformigt, og så virker det som den omvendte verden, at du skal spille mange timer, og måske endda nå igennem spillets historie, før du får samlet nok krystaller eller genstande, til at variere spillet en smule. Hvis du ikke spiller Knack's Quest ved siden af, så virker det helt uoverkommeligt. Alt i alt er Knack ikke et direkte dårligt spil, det er bare lidt for ligegyldigt.

Om Søren Vestergaard