Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Afsindigt flot, både teknisk og designmæssigt
Velfungerende online-del
God demonstration af PS4
Til tider kedelig kampagne
Nogle features virker påtvungne
Køb Killzone Shadow Fall hos vore partnere:
 

Sonys ”Halo-dræber”
Serien Killzone startede på PS2 for lige knap et årti siden med det originale Killzone. Microsoft havde stor succes med deres Halo-serie, og Killzone – udviklet af det hollandske Guerilla Games – blev blæst op i medierne som Sonys Halo-dræber. Helt så stort som Halo blev det nu aldrig, men det fik meget ros for at være blandt de flotteste spil på Playstation 2. Endnu bedre så det dog ud, da efterfølgeren udkom små fem år senere i 2009 til Playstation 3. Killzone 2 fik en fænomenal modtagelse, og viste virkelig, hvad Playstation 3 kunne. I 2011 kom Killzone 3, der mere eller mindre afsluttede den historie, der foregik i spillene. Jeg siger ”mere eller mindre”, for nu sidder vi med et spil til Playstation 4, der foregår 30 år efter Killzone 3.

Størstedelen af Killzone Shadow Fall foregår på planeten Vekta, der nu er beboet af både Vektanere og Helghast, fordi planeten Helghan blev gjort ubeboelig i Killzone 3. Der er blevet konstrueret en kæmpe mur, der adskiller de to befolkningsgrupper, men der er en meget trykket stemning, og det er bare et spørgsmål om tid, før der bliver ballade.

Som spiller træder du i skoene på Lucas Kellan, der på spillets første bane er et lille barn, der flygter fra Helghan-siden sammen med sin far. Noget går galt, og faren bliver dræbt, men Lucas bliver hjulpet af en mystisk mand, der går under navnet ”Sinclair”. Det viser sig, at Sinclair tilhører specialstyrkerne – han er en såkaldt Shadow Marshall - og han lover at tage sig af Lucas. Efter første bane ser du en montage, der viser Lucas' opvækst, og hans egen uddannelse som Shadow Marshall. Derefter starter spillets historie for alvor, og det er ikke småting, du sammen med Lucas bliver udsat for, hvis du vælger at hænge i.

Killzone Shadow Fall er en eksklusivt launchtitel - altså et spil, der udkommer sammen med Playstation 4 og kun til Playstation 4. Derfor har spillet det vigtige ansvar, at det skal give et indtryk af, hvad vi kan forvente af Playstation 4. I den forbindelse fungerer det ret godt.

Først og fremmest er der grafikken, der er intet mindre end smuk. Der er et utal af detaljer i bygninger og i ansigtsudtryk. Spillet ser virkeligt imponerende ud. Alle aspekter af den nye controller, Dual Shock 4, bliver også udnyttet. Det mærkes, at den er mere præcis end Dual Shock 3, men derudover bliver de nye ting også demonstreret, selvom det måske ikke altid gør nogen reel forskel.

Du har en lille robot, du kan koste rundt med, der hedder en ”OWL”. Den kan sættes til at angribe eller forsvare, eller den kan skyde en wire, så du får adgang til nye områder. Disse funktioner skifter du imellem ved brug af den nye berøringsflade på controlleren, men det virker egentlig en smule akavet, og det havde måske været bedre bare at skifte ved at trykke på en knap. Controlleren har også en højtaler, og det faktum bliver benyttet, når du samler forskellige optagelser op, der er skjult i banerne. Det er en speciel oplevelse at din controller taler til dig, men det kunne lige så godt komme ud af de normale højtalere. En anden ny ting er, at controllerens lys skifter farve, alt efter hvor meget energi, du har. Er du ved at dø, bliver lyset rødt. Normalt er det grønt. Det er fuldt ud muligt at overse denne feature.

Kommer du lige fra Call of Duty: Ghosts eller lignende, så vil Killzone virke en anelse tungere. Du bevæger dig langsommere, og det tager længere tid at lade dit våben. Dertil kommer, at selvom spillets baner er meget store og åbne, så kommer du til at traske meget rundt uden at der rigtigt sker noget. Store og hektiske kampe er skam at finde i spillet, men der er langt imellem dem. Spillet lægger op til, at du kan snige dig rundt, og fordi du har en radar, der kan se igennem mure, så virker det flere steder oplagt, men det fungerer bare bedre, når du skyder dig frem. Fjenderne er fremragende designet, og med deres store, røde, lysende øjne virker de også meget truende, men det indtryk forsvinder hurtigt, når du opdager, hvor fladpandet den kunstige intelligens i spillet egentlig er. Spillets kampagne – altså der, hvor du spiller alene og kommer frem i historien – kan godt være en kedelig oplevelse til tider, og overordnet set er den aldrig mere end fyldestgørende. Det er ærgerligt, for historien viser klart potentiale.

Spiller du online, er der meget at komme efter i Killzone Shadow Fall, men en sammenligning med andre, mere udbredte online-titler falder ikke i dette spils favør. Du har tre forskellige klasser, og du låser op for nye våben og nyt tilbehør i de forskellige klasser, ved at klare challenges. Oftest er det et bestemt antal kills med bestemte våben. Punger du ud for ”season pass” igennem Sonys online butik, så venter der yderligere indhold, deriblandt noget online co-op, hvor du kan arbejde sammen med andre spillere, i stedet for at spille imod dem. Det kan så diskuteres, om det ikke burde have været med fra starten.

Hvis du leder efter et spil, der viser hvad PS4 kan, og som du måske også kan bruge noget tid på, her i starten af maskinens levetid, hvor der er langt imellem de store titler, så er Killzone Shadow Fall ikke noget dårligt bud. Men nogen Halo-dræber, det er Killzone stadig ikke.

Om Søren Vestergaard