Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Masser af levetid
Gennemtænkt udvidelse
Virkeligt fængende
Meld er et virkeligt genialt tiltag
Trods alt ikke landevindinger
Kunne godt bruge noget variation på lydsiden
Køb XCOM: Enemy Within hos vore partnere:
 

Mere flødeskum på lagkagen
Det var en farlig mission at begive sig ud på. XCOM har en særlig plads i manges hjerter, og spillet er helt garanteret indhyllet i et lyserødt skær af nostalgi. Et skær som et gensyn med originalen sandsynligvis ville mørklægge. Samtidig er det et turbaseret strategispil, som på ingen måde er den genre, der er mest oppe i tiden – og det da slet ikke på Xbox 360 eller PlayStation 3. Alligevel landede Firaxis sidste år på denne tid en bragende succes med deres remake XCOM: Enemy Unknown.

I stedet for at overkomplicere tingene tog de kernen fra originalen, og leverede denne på flot finpudset maner. Når man nu kender deres historik med Civilization, så burde det måske ikke overraske, og det burde det nok heller ikke, at de ville udgive en udvidelse, som elegant bygger ovenpå originalen.

XCOM: Enemy Within er en standalone udgivelse på Xbox360 og PS3 (modsat eksempelvis PC, hvor det blot er en udvidelse). Du skal altså være opmærksom på, at det blot tager originalen og føjer nye lag til – så du trakteres ikke med en helt ny historiemæssig oplevelse. Nu var historien så heller ikke det primære trækplaster i det første spil – det var derimod de taktiske kampe og den tilknytning du fik til sine soldater. Heldigvis er netop disse to områder der, hvor Enemy Within sørger for at føje nye lag.

Allerede i spillets første egentlige bane introduceres spillets nok største nyhed: ”Meld”. Det er ganske enkelt et genialt indspark, som vender spillet på hovedet. Meld er en substans, som ligger tilfældige steder på banen. Det særlige ved denne er, at du skal nå frem til den inden en given tidsgrænse – som ikke er kendt når du starter banen. Meld giver en masse fordele, som især tipper balancen senere i spillet, men samtidig er det en invitation til at tage nogle chancer du bestemt ikke frivilligt ville tage tidligere.

Indtil videre har den mest effektive fremgangsmåde været at holde sit hold tæt sammen, bevæge sig stille fremefter og sørge for at dække hinanden via overwatch. Det er naturligvis stadig en gyldig fremgangsmåde, men hermed er det garanteret at du går glip af Meld. Eneste fremgangsmåde her er at tage chancer og have folk som spurter fremefter i en kalkuleret risikotagning. Nye usynlige fjender er tilføjet, som stalker dine fjender og pludselig dukker op når du er mest sårbar. Den helt rigtige vægt til yderligere at tippe balancen, og gøre det endnu mere nervepirrende, når du tordner fremefter.

Fordelene er dog klart til at få øje på. Meld kan nemlig bruges til flere ting. For det første så udvider det egenskabstræet, så dine folk nu får endnu flere unikke muligheder. Dertil kan det bruges til at omdanne dine soldater til Mechs. Det er virkeligt nogle onde fyre på slagmarken. Kæmpe mekaniske soldater, som vader rundt og uddeler destruktion og ødelæggelse. Det koster dog: Du skal nemlig ofre en af dine eksisterende soldater. Hermed mister du den eksisterende udvikling hos vedkommende, men det giver dog plads til nye egenskaber og udviklingsmuligheder. Med andre ord, så har du fået tilbudt endnu flere valgmuligheder.

Af andre nye ting kan nævnes, at dine soldater nu kan få medaljer. Det lyder måske som en lille tilføjelse, men det er klart med til at knytte dig til dine soldater i langt højere grad. Det gør altså ondt når din højtdekorerede snigskytteveteran møder et brutalt endeligt.

Desuden har udviklerne (heldigvis) tilføjet flere taktiske kort. Det var et kendt problem, at du hurtigt endte med at løbe de samme kort igennem gang på gang. De nye kort hjælper klart til afvekslingen, og gendanner følelsen af farlig opdagelse, når du første gang kastes ud på dem.

Til yderligere at give spillet lidt kant, har Firaxis valgt at tilføje en fjendtlig menneskelig fraktion kaldet Exalt. Det er ikke noget. der trækker fokus fra din kamp mod rumvæsner. Derimod er din kamp mod denne lyssky organisation med til at give lidt afveksling. Det er helt fint at have nogle kampe mod mennesker, som løber rundt med nogenlunde samme våben som dig selv. Dertil føjer det også et nyt lag af historiebaserede missioner.

XCOM: Enemy Within er en utrolig solid udvidelse. Har du ikke spillet originalen er det her det helt naturlige sted at springe på, da du til nedsat pris får hele originalen samt et lag ekstra. Elskere af originalen kan også sagtens benytte dette til at tage endnu nogle runder med onde rumvæsener. Var du derimod ikke glad for originalen, så er der ikke rigtigt noget her, som skulle kickstarte den forelskelse.

Gamesector Anbefaler

Om Peter Rosenholdt