Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Samme solide multiplayer vi kender og elsker
Extinction leverer ny, sjov co-op
Samme solide multiplayer vi kender og elsker - for sjette gang...
Kampagnen føles helt uvedkommende
Køb Call of Duty: Ghosts hos vore partnere:
 

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke her midt i et generationsskifte, at Activision tager en chance og ryster bøtten og giver serien den overhaling, den egentlig har fortjent et års tid eller to. Det er same old same old. Det er der principielt ikke noget galt i, og når man har så stor og fintunet en succes, som Call of Duty har været, siden Call of Duty 4: Modern Warfare sparkede serien i gang for alvor i 2007, så skal man være varsom med, hvor man piller.

Deja-vu af et deja-vu
Alligevel er det svært ikke at være bare lidt skuffet. Hvis man som jeg har spillet serien meget, er det en regular deja-vu-fornemmelse at spille både kampagne og multiplayer. Og det samme skrev jeg allerede i anmeldelsen af Black Ops II sidste år. Så deja-vuet er ved at føles helt surrealistisk. Så skulle den sag være helt klar for alle læsere – lad os nu se på, hvad man rent faktisk får.

Kort, fragmenteret kampagne
Sædvanen tro har Ghosts en relativt kort, stærkt varieret og meget scripted kampagne, der mange steder består af seriens traditionelle varemærke: Bevæg dig hurtigt fremad, for fjenderne spawner uendeligt, hvis du forholder dig passivt og forsøger at pille dem ned en efter en. Andre baner er baseret på forskellige typer stealth, hvor spillet lever op til sit navn: Ghosts.

Spøgelserne er en legendarisk gruppe næsten overmenneskelige amerikanske soldater, og ved spillets begyndelse er din far ved at fortælle dig og din bror deres historie. Langt over jer oppe i rummet, har en sydamerikansk federation samtidig taget kontrol over amerikanernes satellitbaserede forsvarssystem ODIN og afbryder farmands historie ved at tæppebombe USA med deres egne missiler – og så spoler historien ti år frem til en nær fremtid.

Settingen er et krigshærget, sønderbombet – men ikke decideret postapokalyptisk, bare smadret – USA, der forsøger at holde stand mod truslen fra syd, bl.a. via en ordentlig mur. Selvom spillet lægger ud her, er der ikke nogen grund til at forsøge at skjule, at man, som man plejer, kommer godt rundt til forskellige lokaliteter, hvor man kan drage fordel af at kæmpe på forskellige måder. Det giver en lidt fragmentarisk oplevelse, men også varieret, og derfor når man sjældent at blive træt af Ghosts for alvor.

Nåja, der er en hund med i spillet. Hvis der ikke havde været al den mediestorm, da Microsoft gav deres allerede legendariske præsentation af Xbox One, som kostede Don Mattrick jobbet, og hvor de ikke nævnte andet end tv, sport og netop denne hund – Riley – havde der ikke været den store grund til at nævne det. Men det er en hund, og den er med i spillet. Schæfer. Nogle gange angriber den fjender i dækning, og det virker godt (Shinobi, anyone?). Et par andre gange skal man styre hunden og snige sig rundt og jagte information og lave stealth kills. Her er styringen kluntet, og det virker ret utroværdigt. Oh well.

Multiplayer fungerer - igen
Substansen ligger naturligvis endnu en gang i multiplayer, og selvom den opmærksomme læser måske kan ane, at jeg ikke er voldsomt imponeret af, at Ghosts i så høj grad er magen til forgængerne, så må jeg også erkende, at når man først sidder i en lobby med hold, der fungerer, så er Call of Dutys multiplayer stadig yderst underholdende. Det er nu engang en opskrift, der virker, og det gør den også selvom – eller fordi – man ikke ændrer på den.

Gamle kendinge af serien vil med det samme føle sig hjemme. Man starter med et yderst begrænset sæt udstyr, og løbende låser man så op for mere og mere, efterhånden som man optjener squad points, som valutaen hedder denne gang. Flere våben, perks, attachments, mv. De forskellige maps, man spiller på, virker lovende, men det er svært at bedømme så hurtigt, hvordan de vil fungere, når de dygtige spillere for alvor lærer at udnytte dem. Indtil videre kunne spawn-systemet godt trænge til en lille patch. Jeg oplevede i hvert fald flere gange at blive vækket til live midt i en kugleregn.

For nye spillere er der en særlig variant, hvor en del af modstanderne er bots. Det er nok meget fornuftigt at inkludere som introduktion, for mange spillere har en del rutine efterhånden, og man kan let få en ordentlig dragt prygl.

Extinction
Et nyt tiltag er spilvarianten Extinction, hvor man sammen med op til tre andre venner skal forsvare jorden mod aliens ved at sprænge deres ’bosteder’ i luften, mens de forsøger at forhindre det. Jeg ved ikke lige, hvor disse aliens kom fra, men det minder meget om Zombie fra Treyarchs Call of Duty-spil (Ghosts er lavet af Infinity Ward), og det fungerede også rigtig godt. Det er sådan en rigtig hyggeting.

Kompetent, velfungerende og forudsigeligt
Undertegnede er ikke typen, der mener, at et spil partout skal indeholde en masse nyt for at få en topkarakter. Omvendt må jeg også erkende, at når man i store træk får samme opskrift serveret for sjette gang på seks år, så er man ved at være en smule træt af den. Ghosts er stadig kompetent og velfungerende med flot grafik og god netkode, men virker alligevel i sidste ende utilfredsstillende. Activision har sikkert spekuleret på, hvor lang tid, de har kunnet holde den kørende, og jeg vil sige: Hertil og ikke længere. Det er stadig sjovt, men jeg havde håbet på, at det ville være endnu sjovere.

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.