Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Dragende pirathistorie
Vellykket og varieret gameplay
Mange timers god underholdning
Få gange er styringen lidt kringlet
Historien i nutiden er ikke helt så interessant som historien i 1700-tallet
Køb Assassin’s Creed 4: Black Flag hos vore partnere:
 

Ubisoft har gjort Assassin's Creed-serien til en årligt tilbagevendende begivenhed, men hvor diverse sportsserier byder på forholdsvist lidt nyt hvert år, har Ubisoft hver gang formået at forny sig og samtidigt bibeholde det høje kvalitetsniveau. Dette har de såmænd også formået i år, hvor vi tager turen tilbage til 1700-tallets Caribien med en ordentlig omgang piratløjer!

I den historiske del af Assassin's Creed 4: Black Flag er du Edward Kenway, far og bedstefar til de to hovedkarakterer fra sidste års Assassin's Creed 3, der foregik omkring den amerikanske borgerkrig. Du er en dygtig og berygtet pirat, og efter et stykke tid inde i spillet, hvor du har lært de mest grundlæggende manøvrer, bliver formålet med spillet klart: Du skal på jagt efter et observatorium. Hvorfor, hvem og hvordan skal ikke afsløres, for historien er aldeles underholdende, og hele pirattemaet passer strålende til Assassin's Creed-serien. Hjemme hos Abstergo sker der naturligvis også en masse spændende ting, og ikke alt er naturligvis, hvad det ligner på overfladen. Men som sagt bør du ikke serveres for mere af historien - den skal opleves! Også selv om Abstergo-delen ikke er lige så velfortalt som pirathistorien.

Grundlæggende er der ikke meget ændret i Black Flag. Et tredjepersons actionspil med en del fokus på kampe, akrobatik og udforskning er i centrum, men qua pirattemaet er der også virkelig stort fokus på skibsdelen. Geografisk befinder vi os i området omkring Cuba, Jamaica og Bahamas, og med dit eget skib Jackdaw (nej, det er IKKE en usmart reference til Titanic-filmen), kan du sejle rundt, som du lyster, og på bedste nærmest sandkassemanér lege pirat, røve andre skibe, finde skjulte skatte osv., når du ikke lige følger hovedhistorien.

Som i Assassin's Creed: Brotherhood kan du også hyre følgesvende, som dog ikke hjælper dig i kamp men blot kan sættes til at bemande dine skibe. Du kan opgradere dit skib og købe nye våben og hele "rollespils"-elementet fungerer glimrende og er uhyre simpelt og lettilgængeligt. Tilsat en form for micro management, når du sender skibe afsted for at plyndre fremmede regioner, har vi således at gøre med et meget alsidigt spil.

Kampdelen fungerer ligeledes rigtigt godt. Både med sværd, røgbomber og håndvåben eller med de store kanoner på Jackdaw. Det er virkelig sjovt at sænke og borde andre skibe, og i det hele taget vil jeg påstå, at det grundlæggende gameplay ikke er set bedre i Assassin's Creed-serien. Også stealth-delen, hvor du får fordel at at snige dig rundt blandt fjenderne, og klatredelen, som ikke altid er sikker på at lykkes, fungerer ligeledes rigtigt fint. Parkour-jagt gennem byer og landområder er en naturlig del af Assassin's Creed 4: Black Flag, og de fungerer rigtigt fint med en del semiautomatiske sekvenser, som dog ikke gør udfordringen alt for nem. Styringen kan godt drille en lille smule engang imellem, men altså ikke noget, der i særlig grad ødelægger oplevelsen.

Visuelt er Black Flag en imponerende størrelse - selv på en efterhånden gammel Xbox 360. Der er virkeligt kælet for detaljerne, og især hæfter man sig ved de mange lækre animationer og den flydende afvikling af grafikken selv i store områder med masser af teksturer. Et godt eksempel er i starten af spillet, hvor man skal manøvrere et skib ud gennem en snæver lagune, og hvor maN pludselig bliver kræset for med en kæmpe kaskelothvad, der springer på lige foran dig. Det er virkeligt lækkert! Lydsiden fungerer også virkeligt flot, med både god musik. vellykket dialog og masser af flotte lydeffekter, ganske som i de tidligere udgivelser i serien.

Assasin's Creed 4: Black Flags historie har vi været inde på, og det er simpelthen således, at man hele tiden lige skal have lidt mere, og historien indbefatter endda også kendte pirater som Sortskæg og Anne Bonney. Den bærer virkelig spilleren godt igennem oplevelsen, og kombineret med et meget varieret gameplay, flot (og til tider meget blodig) grafik og lækker lyd sammenlagt med de mange muligheder for at udforske på egen hånd uden for hovedhistorien, vil du sagtens kunne bruge hele juleferien på Assassin's Creed 4: Black Flag. En klar anbefaling herfra!

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.