Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI FearPEGI Violence
PositivtNegativt
Fantastisk grafik
Klassisk Zelda
Små, men vigtige, forbedringer
For kort
Køb The Legend of Zelda: The Wind Waker HD hos vore partnere:
 

Strømlinet klasse
Nintendo har med stor kærlighed og respekt for det originale The Wind Waker til GameCube genskabt spillet i storslået og imponerende 1080p HD grafik til Nintendo WiiU. Omgivelserne og figurerne i spillet er flot genskabt i ny skarp grafik, samtidig med at man har beholdt gameplayet fra det originale spil. Det kan godt være at man skal være en gigantisk Zelda-nørd for at falde i svime over den slags – men det er vi heldigvis.

Hvis du ikke er bekendt med The Wind Waker fra 2003, kan du læse vores anmeldelse af det her (The Legend of Zelda: The Wind Waker). Ellers kan jeg kort opridse handlingen, som Lasse beskrev den i sin anmeldelse af det originale spil. Ganon von Ganondorf er nemlig vendt tilbage, og endnu engang må Link ud og sætte en stopper for hans tyranni. Samtidig er Links lillesøster blevet bortført af noget, der mest af alt ligner Kraxelikroxen fra Smølferne, og hun skal naturligvis også findes. Måske de to ting hænger sammen… hmm?. En række underplots optræder også. Det store varierede persongalleri giver dig forskellige mere eller mindre frivillige opgaver. Alle disse missioner skaber tilsammen den fængslende historie, der afsløres lidt efter lidt.

Selvom gameplayet i The Wind Waker er over 10 år gammelt, så holder det stadig. Historien er, selvom det er en typisk Zelda fortælling, på en gang både spændende og klassisk. Der er masser at komme efter for gamere, der ikke fik spillet The Wind Waker i 2003 og for os gamle nisser, der svagt husker GameCuben, er der stadig masser af fantastiske øjeblikke at genopleve i den visuelt forbedrede HD version. Tegneseriegrafikken er nemlig lige så opfindsom og frisk nu som den var i 2003.

Men det er naturligvis ikke udelukkende grafikken, der har fået en omgang med støvkosten. I konverteringen fra GameCube til Nintendo WiiU er der også blevet rettet op nogle af de få problemer, som det originale spil havde. De fleste, der har spillet 2003 udgaven, kan sikkert nikke genkendende til alt for langsomme og kedelige sejlture – men det er nu løst, da du ret tidligt i spillet kan købe et ”Swift Sail”. Andre små forbedringer har sikret at gameplayet føles hurtigere og mere strømlinet.

Helt generelt er spillet blevet mere strømlinet i den nye udgave. Mange husker sikkert det langtrukne bøvl det var at indsamle delene til TriForce questen sidst i spillet. Den er nu gjort noget nemmere at gennemføre og knapt så langtrukken som i originalen. Tak for det Nintendo! Det betyder dog også, at spillet, der allerede i 2003 fik kritik for at være ret kort, nu føles endnu hurtigere at komme igennem.

WiiU gamepadden er naturligvis også fint integreret i HD versionen – primært som en kort funktion og hurtig adgang til din inventory. Den bruges også til at kontrollere nogle af Links våben, som f.eks. buen. En smart feature er, at spillet kan spilles ”off tv”, således at det kun spilles på gamepadden.

Alt i alt er The Legend of Zelda: The Wind Waker HD et fantastisk remake af et i forvejen helt fantastisk spil. Der er rettet op på småting og dele af gameplayet er blevet mere strømlinet, men når alt kommer til så føles The Legend of Zelda: The Wind Waker HD stort set som den charmerende klassiker spillet allerede var i 2003. Det er således også et rigtig godt argument for at købe en Nintendo WiiU, hvis du endnu ikke har fået anskaffet dig sådan et bæst.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).