Foul Play

Score: 7
Xbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
God kontrol
Sjove karakterer og god humor
Mangler variation
Bliver forholdsvist hurtigt kedeligt

Et traditionelt actionspil med humor og tegnefilmsagtig vold, der bliver præsenteret som et teaterstykke. Sådan lyder grundpræmissen for Foul Play, der trods manglende originalitet alligevel byder på en habil spiloplevelse.

I Foul Play træder du i skoene på Baron Dashforth, der gennem hele livet har bekæmpet overnaturlige kræfter. I aften fortæller han historier fra sit liv i form af fem teaterstykker, og det er netop i disse teaterstykker, spillet finder sted.

Foul Play er et gammeldags scrollende fighter-spil. En eller to spillere går fra venstre mod højre og møder diverse fjender, der skal tæskes, inden de kan gå videre. Double Dragon, Final Fight, Streets of Rage og for nyligt Castle Crashers er alle eksempler på spil inden for denne genre. Det ”nye” i Foul Play er, at det hele er præsenteret, som om det foregik på et teater. I stedet for baner og verdener har man teaterstykker og akter, og i stedet for energistreg har man publikums opmærksomhed. Skurkene, man møder, er i virkeligheden skuespillere, og de rejser sig og lister af scenen, efter du har overvundet dem. Undervejs bliver teaterbaggrunden brugt til at liste en spøg eller to ind – et sted står der eksempelvis en uopmærksom scenetekniker, der er ved at spise en sandwich.

I hvert akt er der tre forskellige mål, du kan gå efter. Lav 50 angreb i træk uden at blive angrebet selv, klar et område på 60 sekunder eller overvind alle bossens hjælpere, inden du klarer bossen... hver gang, du har opnået alle tre mål, får du en genstand, der kan hjælpe dig på forskellig vis. Du kan højst bruge to af disse genstande, og de kan lade dig løbe hurtigere eller give dig pointmæssige fordele. Det giver en god grund til at spille de forskellige akter flere gange, og det er en god idé, for spillets områder føles ellers meget ens. Ligeledes er fjenderne meget ens, og det er måske fordi, det skal forestille at være de samme skuespillere i nye kostumer og med nye kulisser. Du har heller ikke noget valg af figur – spiller 1 er altid Dashforth, og spiller 2 er altid hans yngre følgesvend, Scampwick.

Der er ikke meget nyt i Foul Play, hverken i historien eller opbygningen, men derfor er spillet alligevel ret solidt. Kontrollen fungerer godt, der er god stemning i spillet, og den enkle grafik fungerer ret godt, for med et klappende publikum og flere skuespillere på scenen kunne det let være blevet uoverskueligt. På den anden side finder du hurtigt en rytme i spillet. Hvis du parerer et angreb, kan du let kæde angreb sammen, og hvis der bare er fjender nok, kan du hele tiden følge et mønster af parér-slag-slag-slag-parér-slag-slag-slag. Det bliver hurtigt lidt ensformigt, og så er det lidt op til dig selv at variere med forskellige angreb. Kombineret med det faktum, at der ikke er en rigtig energistreg i spillet, men at din energi afhænger af stemningen blandt publikum, gør det hele lidt for let. Ganske vist har fjenderne måske lidt for meget energi, men du er for sjældent i fare, for energien kommer igen med det samme, du laver gode angreb. Udfordringen ligger derfor ikke i at undgå at dø, men i at få topkarakterer over hele linjen.

Foul Play er sjovt og let at gå til, og spillets levetid passer perfekt til denne slags mindre spil på Xbox Live, hvor du kan downloade det om fredagen og more dig weekenden over, for aldrig at spille det igen.

Om Søren Vestergaard