F1 2013

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Hurtige udfordringer til korte løb
Knivskarp grafik
Sej præsentation.
Det bedste af sin genre
.
Mere en årlig opdatering end et nyt spil.
Den britiske voice kan blive en tand for … britisk.
Ikke så godt til joypad styring
Køb F1 2013 hos vore partnere:
 

Vroom, vroom, vroooooooomm!!
Tålmodighed, neglebidende fokus, benhård koncentration, minutiøs indlæring af racerbaner og et force feedback rat. Jovist, Formula 1 er en krævende herskerinde for os gamere. Den indre fartdjævel skal simpelthen tæmmes, for ingen kommer til podiet med grus på de følsomme dæk, ti sekunders straf for at skære hjørner eller fysisk kontakt med andre biler. Britiske Codemasters er tilbage, fuldt dedikeret til realismen, så årets F1 udgivelse er atter kørt på banen for at pleje den ægte Formel 1 fan.

Codemasters er efterhånden leveringsdygtige i alle køreoplevelser, fra den tørstige benzinjæger i GRiD til den tekniske ingeniør i Formel 1 - racersporten hvor udskridninger er en sikker vej til sidstepladsen. Det britiske spilhus har med en ypperlig ekspertise i kørefysik og grafikmotoren EGO, sat sig hårdt som numero uno i racerspillets kategorier. Men, som alle øvrige sportsspil med et årstal i titlen, lider F1 af sin egen kannibalisme: Den årlige nyudgivelse. Er det et fuldblods kvantespring eller en opdatering på benzindampe?

Præsentationen er som en våd tunge, som slikker den blanke lak på en Ferrari. Formula 1 er ikke noget vi betragter - det er noget vi forguder. Sportsgrenen opvejes til et mytologisk fænomen, for Codemasters har virkelig lært hvordan scenen anrettes så fem km asfalt føles som Olympens arena.

Men bag facaden og den forførende åbningssekvens, er F1 2013 et genkendeligt hjem for seriens veteraner. Du får den standardiserede campaign mode, hvor du starter som branchens grønskolling for et lille team, og skal kæmpe dig op af verdensranglisten. Det er hårdt og tidskrævende arbejde. Metoden, mulighederne og vejen frem er en optimeret genudsendelse med de små justeringer og stramninger i fysik og udseende, der typisk tilhører en årlig opdatering: Lidt mere tight, lidt mere afbalanceret, lidt bedre indskoling, lidt pænere grafik og lidt bedre lyd.

Når konkurrencementaliteten er kridtet til, lander startknappen formentlig oftere på multiplayer, hvor æresfølelsen og menneskelige fejl gives den mest tilfredsstillende spiloplevelse. I modsætning til F1 2011, skal du ikke længere afgive spillets værdifulde voucher koder, for at få udgang til MP banerne. Kør online, splitscreen eller LAN uden at blinke. Hvis du derimod skal ekspandere din online-karriere, kræves et abonnement til Racenet, men oprettelsen er gratis og er mest et kundeloyalitetsprogram fra vores kære Codemasters.

Det er i de alternative game modes, F1 Classics og Proving Grounds, at de største gennembrud skal findes i F1 2013. I Classic Mode bliver billedet stænket med en retro-gul farve, og du har muligheden for at køre klassiske racerbiler med klassisk styring på mindst lige så klassiske racerbaner. Det er et lækkert, nostalgisk afbræk fra den blankpolerede hypermodernitet, der præger F1 spillets øvrige stilvalg. I Proving Grounds kan du få indfriet dit fartfix med hurtigere udfordringer; time attack eller time trial. Eller i det nye Scenario Mode skal du gennemføre en bestemt skræddersyet udfordring, så som at nå i mål med en skadet racer. Proving Grounds har en velanset spontanitet i modsætning til spillets øvrige tidskrævende establishment.

Så er er F1 2013 et majestætisk kvantespring eller en årlig opgradering. Min forventning er, at hvis du er tilstrækkelig F1 fan, så er spørgsmålet underordnet. Stemmerne i dit hoved vil alligevel kræve det nyeste nye. Men, det er også underordnet fordi F1 2013 er modnet og har vokset sig til et racerspil skambidt af høj kvalitet. De mange æstetiske poleringer og finjusteringer i fysikken efterlader meget lidt at ønske sig af et dedikeret racerspil, og de sekundære spilmuligheder kan pleje fartglæden i kortere tidsintervaller. Så held og lykke med at finde et bedre Formel 1 spil end dette.

Gamesector Anbefaler

Om Torben Andersen