Spelunky

Score: 7
Playstation Network
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
God levetid og megen variation
Fremragende styring
Ikke meget nyt
Ujævn sværhedsgrad
Køb Spelunky hos vore partnere:
 

Hulevandring for viderekomne
Spelunky (som vi anmeldte i 2012 til Xbox og PC) er et traditionelt platformspil, hvor du – som navnet antyder – skal udforske grotter. Det vigtigste i hver grotte er udgangen, men derudover er der masser at finde i de forskellige baner. Der er skatte i form af guld, ædelstene og nyt udstyr, og der er en ”kvinde i nød”, du skal finde, inden du med god samvittighed kan forlade banen. Du kan dog selv ændre på kvinden i nød, så det bliver en hund eller en mand, hvis det passer dig bedre. Ligeledes behøver du ikke selv være mand, hvis du ikke vil holde liv i forældede kønsroller.

Du har altid din pisk, men de få bomber og klatrereb, som du starter med, er hurtigt brugt, hvis du ikke er forsigtig. Og forsigtig bliver du nødt til at være, for grotterne er fyldt med edderkopper, skeletter, flagermus og andre fjender, der kun er ude på at slå dig ihjel.

Spiller du Spelunky som du ville spille de fleste andre platformspil, så dør du meget hurtigt, for der er fælder alle vegne, og tabt energi får du ikke bare sådan lige tilbage. Spillet er designet således, at du kommer til at dø meget, men det er heldigvis lige præcis spændende nok til, at du får lyst til at prøve igen og igen.

Tidligt i spillet er det sådan, at hver gang du dør, starter du forfra ved bane 1-1. Derfor kan du ikke bruge din viden om banernes layout til noget, for banerne er tilfældigt genereret. Du kommer derfor aldrig til at se den samme bane to gange. Det betyder desværre også, at banerne til tider kan virke ret uheldigt skruet sammen, og nogle gange er udgangen ret tæt på startpunktet. Senere bliver der låst op for genveje, så du måske ikke starter helt forfra, men du kan stadig godt komme ud for, at du skal spille de samme baner (som jo så aldrig er HELT de samme baner, men bare de samme numre) rigtig mange gange.

Selvom spillets koncept er meget simpelt, og du kommer til at starte forfra så mange gange, så formår spillet at holde sig frisk. Spillet smider med jævne mellemrum nye ting efter spilleren, hvad enten det er nye powerups, nye fjender, nye omgivelser eller lignende.

Af powerups kan nævnes en frysestråle, en kappe, en faldskærm, en jetpack, ekstra bomber og klister, så bomberne kan sidde fast til ting. Der er ikke noget, der er nødvendigt for at klare banerne, men de giver et lille pift til spillet, og fordi de dukker op lidt sparsomt og fordi du så hurtigt dør, så mister de forholdsvis langsomt nyhedsværdien.

Musikken er stemningsfuld, grafikken simpel og effektiv, kontrollen er som den skal være, og spillet understøtter Cross Buy, så det kan spilles på både Playstation Vita og Playstation 3. Playstation 3 har mulighed for at spille fire sammen i en deathmatch-agtig situation på den samme skærm, men ellers er Vita-udgaven ret godt med.

Spelunky er et platformspil, der ikke gør ret meget nyt, men det har den specielle udefinerbare egenskab, hvor du bare skal have ”lige ét spil mere”, selvom du er død i samme område 10 gange. Hvis du er bare den mindste smule fan af platformspil, så er Spelunky værd lige at kigge lidt nærmere på.

Om Søren Vestergaard