Beyond: Two Souls

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Fantastisk grafik
Hollywood Star Power
Bedst når det er trist
Bedre kontrol end Heavy Rain
Lidt for mange klichér
Bliver rodet og langsommeligt
Man kan argumentere for at spillet mangler
Køb Beyond: Two Souls hos vore partnere:
 

Interaktiv Fiktion
Hvornår er en film en film? Hvor interaktiv skal handlingen i filmen være, for at filmen pludselig bliver til et spil og eksisterer der en spinkel genre mellem film og spil, der rent faktisk har en eksistensberettigelse? Det er svære spørgsmål og selvom Beyond: Two Souls ikke giver ret mange svar, men kun rejser en masse nye spørgsmål om genrebegreber, så er spillet (som jeg fremover vælger at kalde det) alligevel med til at eksperimentere med fortællinger i film og spil på en ny og anderledes måde.

Nu er der nok nogle der tænker, at langsomme karakterdrevne fortællinger, der balancerede på grænsen til at være interaktiv fiktion, ikke er noget nyt. Der er sikkert allerede nogen, der tænker på Heavy Rain og hvis de gør det, så er de ikke langt fra at forstå Beyond: Two Souls. I hvert fald er de to spil ret ens hvad angår mekanikken, der driver historien i dem fremad. Det er måske ikke overraskende, da begge er udviklet af firmaet Quantic Dreams og den visionære spiludvikler David Cage.

Beyond: Two Souls er således en form for interaktiv fortælling, hvor du som ”spiller” driver historien fremad ved at lave simple quick time events eller gennemføre dialogsekvenser, hvor du skal træffe forskellige valg. For at krydre det hele lidt mere og give det bare et pift af at være et rigtigt spil, er der også lidt puzzles smidt med i blandingen.

Handlingen, der jo er ret vigtig i et spil som dette, fokuserer på pigen Jodie Holmes. Jodie har, lige siden hun var en lille pige, kunnet kommunikere med en usynlig ”entitet” ved navn Aiden, som hun er den eneste der kan interagere og kommunikere med. Aiden giver Jodie specielle egenskaber, men desværre har det resulteret i at Jodie er vokset op i et laboratorium, under konstant overvågning. Her finder hun en faderfigur i professor Nathan Dawkins. Spillets historie følger 15 år af Jodies liv og forsøger at belyse hendes specielle forhold til Aiden – en interessant, om end til tider meget langsommelig, rejse.

Jodie Holmes ”spilles” i Beyond; Two Souls af Ellen Page, mens Hollywood old timeren Willem Dafoe er at finde i rollen som Nathan Dawkins. Ellen Page, som de fleste nok kender fra film som Juno og Inception, giver spillet masser af Star Power og bygger den filmiske side af Beyond op (hvilket måske var det Heavy Rain manglede). Således ligner Jodie i spillet Ellen Page på en prik – hvilket nok er grunden til at Ellen page i sin tid var så utilfreds med at hun lignede Ellie fra The last of Us.

Skuespillerne er blevet motion captured og genskabt i spillet på virkelig overbevisende og troværdig vis. Især Jodie ser helt fantastisk og troværdig ud. Okay - animationerne halter lidt engang imellem og omgivelserne kan ikke altid leve op til det gigantiske stykke grafiske arbejde, der tydeligvis er lagt i at gøre Jodie så menneskelig som overhovedet muligt. Nogle af de andre karakterer er ikke helt så veldesignede som Jodie, men samlet set er Beyond: Two Souls nok topmålet for hvad den gamle PS3 efterhånden kan magte.

Kontrollen med Jodie er ret enkel og ligetil (en stor forbedring i forhold til Heavy Rain) og det er let at skifte mellem Jodie og hendes mystiske følgesvend Aiden. Aiden bruges i flere af spillets puzzles, da han (hun... den... det?) kan interagere med omverdenen på helt andre måder end Jodie. Det er ret åbenlyst, når denne feature skal anvendes, men det giver heldigvis en god basis for spillets forskellige puzzles.

Så det er naturligvis ikke gameplay, der skal bære Beyond: Two Souls, men derimod historien om Jodie. Hendes fortælling vises i små bidder, der ikke serveres i nogen synderlig kronologisk orden. Det er et stærkt virkemiddel, der, til trods for nogle ret klichefyldte situationer og langtrukne scener, alligevel holder dig interesseret i hendes historie og det mystiske forhold til Aiden.



Men Beyond: Two Souls er i sidste ende ikke nogen Hollywood-blockbuster. Det kan godt være at spillet er produceret som en og har stjerner nok til at være en, men det fejler alligevel i sin fortælling. lidt på samme måde som Heavy Rain. Det lader til at David Cage og Quantic Dreams virkelig forstår at bygge en dyster og trist stemning op. De mestrede det til fulde i Heavy Rain og det gør de også i Beyond. Dog efterlader de en rodebutik af gabende plothuller, fortællermæssige kvantespring og forvirrede spillere i deres kølvand. Det var et problem i Heavy Rain – og det er om muligt endnu værre i Beyond.

Cage er klart bedst til at fortælle historier, når hovedpersonen er nede, trist og ussel. Den triste stemning og følelsen af håbløshed skaber en masse sympati for hovedpersonen i spillet. Det er noget Cage mestrer og nogle af kapitlerne i Beyond flyder næsten over med sørgmodig og trist stemning. Det virker super fedt. Desværre falder det lidt sammen, når han så forsøger at udvikle karakteren i en anden retning (skal nok undlade spoilers her, men spillet tager en pludselig og actionorienteret drejning). Spillets plot går mere og mere i opløsning og Jodies egen personlige historie bliver til sidst decideret mærkelig og rodet. Man skulle tro David Cage har en lille David Lynch i maven.

Så hvad skal du mene om Beyond: Two Souls. Du skal i hvert fald prøve det – især hvis du godt kunne lide Heavy Rain. Selvom det til tider er en langsom affære, så er især starten af spillet fantastisk gennemført, og det vil, med nogle kraftfulde virkemidler, helt sikkert vil røre dig følelsesmæssigt. At spillet ikke formår at holde dampen oppe og taber både retning og stil er måske gjort med vilje eller også blot et udtryk for at denne form for ”interaktiv fiktion” er en svær genre at mestre.

Under alle omstændigheder er Beyond et kig værd – bare for at se hvad i alverden spillet er for en størrelse.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).