Killer is Dead

Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Violence
PositivtNegativt
Enkelte sjove indslag
Udemærket gameplay
Mange challenges
Historien er kryptisk og forvirrende
Grafikken skærer bogstavelig talt i øjnene
Snotdumme fjender og bosser
Et par fejl og irritaitonsmomenter i kampsystemet
Køb Killer is Dead hos vore partnere:
 

Manden der stjal månen
I Killer is Dead følger du den garvede og kyniske agent, Mondo Zappa, der har viet sit liv til at bekæmpe det overnaturlige. Og der er nok at tage fat på. For når månen ikke lige bliver stjålet af en mand, med tætsiddende guldunderbukser, så går et deprimeret tog amok i et orgie af destruktion og ødelæggelse. Mondo er udover at være en hård banen også en charmør, der bruger ganske meget af sin fritid på at få lokket piger i sin favn.

Ved første øjekast vil du blive positivt overrasket over spillets originale ideer og lokaliteter, der både indeholder store kagehuse og fygende snedækkede bjerge. Historien om Mondo er dog mindre interessant, end udviklerne prøver at gøre den. Spillets historie og dialog er nemlig så kryptisk, at jeg aldrig har en klar fornemmelse af, hvad der foregår. Det kommer blandt andet til udtryk i flere scener, hvor Mondo tager på vandring i sine gamle minder. Her ser han gentagne gange sin barndomsven drukne i en nærliggende sø, men hvorfor vi skal se dette minde, bliver aldrig helt klart. Det går ud over historiens stemning, der heller ikke bliver hjulpet af spillets uheldige vane med at bruge forkert musik, i forhold til hvad der sker. Det betyder, at du blandt kan opleve en dødsscene tilsat slibrige, dunkende danserytmer.

Spillets kampsystem fungerer dog grundlæggende fint, når Mondo Zappa ved hjælp af sit sværd og sin fuldautomatiske skydearm kæmper sig vej gennem en uendelig række af mere eller mindre opfindsomme fjender. God, gammeldags Hack’n Slash, som vi kender det.

I takt med at fjenderne dør, optjener du valuta og points, som bruges til at forbedre Mondos hurtighed, udholdenhed og kampevner. Igen et klassisk koncept vi er helt trygge ved.

Det er alt sammen fin underholdning, der dog hurtigt bliver en anelse for genkendeligt. Spillet byder nemlig ikke på meget andet end netop kamp. Det er derfor ganske uheldigt, at flere ting i gameplayet ikke fungerer optimalt.

Modstanderne er ofte decideret ubegavede og bruger en del tid på at løbe i retning af vægge og møblement, selv efter at Mondo for længst er luntet et skridt til siden. Heller ikke bosserne har alt for meget mellem ørerne og deres angreb får hurtigt et skær af hovedløs gentagelse.

Sponsoreret PlayStation Plus video:

Selve kampsystemet har også enkelte fejl og irritationsmomenter. Skydearmens automatsigte vælger til min store frustration ofte at sigte på vaser og lamper i stedet for den egentlige fjende. Og når du udfører en lang række af slagkombinationer, stopper Mondo tit op i et sekunds tid, hvilket er længe nok til, at de ellers sløve fjender kan få slag ind.

Killer is Dead har dog sine fornøjelige og sjove indslag. For kommer Mondo af dage, drysser en veltrænet ung kvinde ved navn Mika ned fra himlen og giver hektisk hjertemassage, mens hun af hjertens lyst skriger “Mondo! Mondo! Mondo!”

Hvis du trænger til en pause fra spillets hovedhistorie, kan du i stedet gå på opdagelse i spillets ekstraindhold, der faktisk fungerer rigtigt godt. Udover at du kan jage ekstra kryb i de almindelige challenges, kan du også lede efter den storbarmede kærlighedsdoktor ‘Scarlett’, som gemmer sig rundt omkring på banerne. Finder du hende, vil hun åbne op for en række arena-challenges, hvor du kan vinde udholdenhed. Som et spøjst indslag kan du også tage i byen, hvor det i sin enkelthed går ud på at vinde pigernes hjerter. Og det kan selvfølgelig kun ske ved hjælp af gaver, som pigerne i en lind strøm skal fodres med. Hvis du var et sekund i tvivl, så er er Killer is Dead naturligvis et japansk produceret spil fra samme firma, der gav os spil som Lollipop Chainsaw og Sine Mora.

Det grafiske aspekt er dog, ligesom spillets historie, ikke særligt velfungerende. Spillets multifarvede, kontrastfyldte udgave af manga-genren skærer bogstavelig talt i øjnene. Og det går jævnligt så vildt for sig på malerværkstedet, at vores helt på det nærmeste går i ét med baggrunden. Selvom enkelte effekter og lokaliteter er flotte, så bliver de ganske enkelt overskygget af grafikkens eksplosion af farver og lys.

Killer is Dead ender med at være en middelmådig oplevelse, der drukner i sit eget begær efter at være originalt og mystisk. Grafik, musik og historie spiller sjældent særlig godt sammen, hvilket efterlader det samlede indtryk som en stemningsforladt oplevelse. Gameplayet fungerer, på trods af irritationsmomenter, fint, men alene er det ikke nok til at bære spillet.

Om Sofus Lindberg